Klar, parat, skolestart?

Lige om lidt er min sommerferie slut:( Den har været varm, hyggelig, sjov, trist, hård, festlig, tankedyb... Det kunne man fortælle meget om, men jeg vil nøjes med at skrive, at det der voksenliv ikke altid er fyldt med "kage til morgenmad" og "jeg kan selv bestemme, hvornår jeg skal i seng" - det og en hjertefyldt tak til de mange dygtige sygeplejesker, læger og sosu-folk der findes ude i det danske land - til trods for at de godt nok ikke har nogle fede rammer, og at der med eget navlepillende pårørende-perspektiv er blevet sat en stor fed streg under, at der er noget helt galt i det danske sundhedsvæsen, hvor mantraet synes at være blevet "det handler om at sende aben videre hurtigst muligt". 

På mandag skal jeg for tredje gang på sommeruniversitet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Sidste års var bedre en forrige års, og med den logik burde det jo blive endnu bedre i år, meeeen ... Det er jo som bekendt ikke hvilket som helst skoleår, vi lærere (og semi-ledere?) går i møde - og det kommer sgu nok til at påvirke.

Skolereformen skal hånd i hånd med ny arbejdstid udfoldes, og der er fortsat uhyggeligt mange ubekendte - og hver eneste dag på min Facebook dukker der nye statusopdateringer op fra lærere, der frygter og er frustrerede over den nye, men fortsat uvisse hverdag lige om hjørnet.

Og det er sgu da forståeligt! Ikke alene skal man som lærer helt lavpraktisk finde et sted på sin skole, hvor man kan forberede sig, rette diktater, stile og klippe nylaminerede engelske gloser ud alt sammen i en ny rytme (nå, nu har jeg 3 kvarters mellemtime, så er det fandeme frem med saksen, før lærer Ole snupper den, for han har også mellemtime - og han tager sgu altid skrivebordet, vi skal dele) og med helt reelt kortere tid til opgaven. Lærerforældrene skal finde nye pasnings, afleverings, hentningsmuligheder - ikke så meget pga længere dage, men fordi der vitterligt ikke er nogen fleksibilitet tilbage (nå, har dit barn første skoledag? Ja, du har desværre ikke nogen omsorgsdag tilbage, og du skal møde 7.45 hver dag, så det kan jo ikke lade sig gøre, at du er med til), og der skal findes en måde at mødes med eksempelvis socialforvaltning eller forældre på, der ligger inden for tilstedeværelsestiden...

Og så skal vi jo i øvrigt stadig have fundet de helt konkrete løsninger på, hvordan jeg eksempelvis som dansklærer i 8. klasse liiiige får indtænkt motion og bevægelse i min undervisning, så det fremmer mine elevers læring (ja, det er måske lidt mærkeligt 8.z, men nu hopper vi lige denne uges sætningsanalyse, for så lærer I den meget bedre, og det gør pludselig ikke noget, at I skal have fransk kl 15.30)... Og sådan er det jo fortsat i vist omfang for mange ting: Understøttende undervisning, åben skole osv.

Egentlig er jeg, selvom ovenstående kunne indikere andet, relativt rolig omkring det hele. Det frustrerer mig ad helvede til, at jeg ikke kan organisere mig ud af alting og få hele skolereformen til at passe i et skema-agtigt. Det er ikke med min gode vilje, at vi som borgere i DK har tilladt politikerne at indføre en reform på en måde, der simpelthen forudsætter, at det første skoleår bliver et "fjumreår", hvor vi skal "begå fejl" og "rette til"(hvis man overhovedet kan nøjes med ét år). Det er sgu ikke rimelige betingelser for vores børn og unge. Jeg bekymrer mig, som funktionslærer for vores ressourcecenter, en del omkring nogle af vores børn med særlige behov, der i forvejen ikke rigtig hænger sammen efter kl. 12, som pludselig skal gå i skole til kl. 14, 15 og 16...

Men jeg håber og tror på, at store dele af den danske folkeskole vil ligne sig selv, når vi mødes i næste uge på de små lærerværelser rundt omkring i landet. 0. klasses eleverne (inkl egen niece - gisp!) vil stadig have skoletasker på, der er større end dem selv, og de vil være iført store forventningsfulde "har tabt 4 mælketænder-smil", teenagerne i 8. klasse vil rulle øjne, flirte med dem i 9. og arbejde på at forstå forskellen på et adjektiv og et adverbium. Kolbekaffen vil stadig smage rædselsfuldt, kladdehæfterne være i klare primærfarver, gangen hvor 2. klasserne bor vil lugte af madpakker, og når vi når december vil nisserne være klistret på vinduerne i 1. klasse, mens de alle en for en knækker læsekoden og et nyt univers åbner sig for dem. Dette er IKKE Antorinis fortjeneste! Men folkeskolen er en hårdfør gammel dame på 200 år, der har skullet finde sig i mangt og meget. Sådan en institution kan man ikke bare lægge ned, men man kan desværre godt lægge lærerne ned, og derfor skal vi passe på hinanden derude. Lad os hjælpe hinanden med alt fra gode opgaver til at kopiere og en fælles insisteren på, at INGEN går hjem og retter stilene efter endt arbejdstid, selvom man ikke blev færdig til et ekstra kram og et øje på hinandens trivsel. Lad os tro på damen, tro på børnene og hinandens evner - der er desværre ikke så mange andre, der gør.

God skolestart! 

I tomrummet mellem lockout og skolereform

For et par uger siden læste jeg en kronik, hvor spørgsmålet "Hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved april?" blev stillet. Jeg følte mig ramt, ikke fordi jeg ikke selv tit tænker på og taler om forårets lockout, men snarere fordi jeg har haft samme forundring. Lockouten fylder ikke på mediefronten, de fleste ledere synes at praktisere den kendte og konfliktsky "hvis vi ikke taler om det, så er det ikke sket"-agtige tilgang til lockouten, og (uddannelses)politikerne laver skolereform.

Jeg kigger på mig selv og mine kolleger i det danske land, og med en vis forundring kan man umiddelbart konstatere, at den danske lærerstand synes at være ualmindelig modstandsdygtig... For der praktiseres jo skole; 7.z lærer at fortolke tekster, at bøje "jeg er" på tysk eller fransk og om universets planeter... Life goes on, men....

I øjeblikket er det sådan, at når jeg når til fredag, er jeg mentalt kvæstet på en helt anden måde, end da jeg fx.startede som lærer og havde brug for eftermiddagslur hver eneste dag. På trods af intet mindre end fantastiske elever, udfordrenede og spændende arbejdsopgaver og et danskfagligt teamsamarbejde, der inspirerer og giver daglig glæde, føler jeg mig presset på motivationen og mit engagement. Jeg synes at observere (ikke kun hos mig selv), at stressniveauet, presset, mængden af sygedage, kollegiale uoverensstemmelser osv. langt overstiger det normale niveau for et skoleårs september måned, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kun er på min arbejdsplads.

Det giver nødvendigvis anledning til en vis grublen.

This is what I'm thinking:

Folkeskolen befinder sig pt i et vakuum, et vakuum mellem en lockout, som vi ikke rigtig må tale mere om og en skolereform, som ingen rigtig ved noget om. Vi har tusindevis af spørgsmål til vores fremtidige arbejdsforhold, og vi har hver især noget, der i særdeleshed gør os utrygge eller udfordrer vores idealer om lærerjobbet. Uvisheden demotiverer og stresser...

Nogen (en del) har rigtigt svært ved at forene sig med den omstridte tilstedeværelsespligt. Hvis man gennem mange års virke har opøvet en praksis i forhold til f.eks. forberedelse, der sikrer grundighed, overblik, fordybelse og tilpas fleksibilitet i forhold til elevernes behov, undervisningens indhold og øvrige opgaver for læreren, så er det intet under, at der er noget i skolereformen, der kan virke mildest talt (angst)provokerende. Og alt fra praktiske overvejelser omkring de fysiske vilkår for forberedelse til individuelle hensyn fylder. 

De fleste af os forudser en udvidelse af et allerede eksisterende moralsk dilemma for folkeskolelærerne:  Gå på kompromis med professionaliteten eller arbejde gratis? Det lyder så voldsomt og idealistisk, men hvis der bliver tale om overarbejde efter kl 17, er det bare ikke særligt svært at forudse visse dilemmaer. Eleverne skal være længere i skole, der skal stadig holdes møder med skolepsykologer, skolesocialrådgivere, uu-vejledere, forældre (her taler jeg om de behovssamtaler, der altid opstår undervejs på et skoleår) og ikke mindst lærerne imellem. 

Så hvad fanden gør man, når der ikke er tid til at rette stilene eller lave ugeplan, fordi undervisning og mødeaktivitet optog tiden fra 8-16 hele ugen (det sker i forvejen for undertegnede, skal jeg hilse og sige)? Og hvornår tager man snakken med de forældre, der hver dag først har fri efter kl 17?

Jeg er personligt ikke så udfordret ved tanken om at skulle være på skolen fra 8-16, for reelt set vil det ærligt talt ikke ændre særligt meget på mit arbejdsliv. Med to faste mødedage, en funktionslærerkasket og som dansklærer i overbygningen er mine dage i forvejen relativt sene... Jeg har altid haft det bedst med at lægge så meget forberedelse på skolen som muligt, men jeg må jo samtidig også indrømme, at der tit bliver svaret på forældremails om aftenen, at danskårsplanen blev lavet sammen med en kollega en lørdag over kaffe og efterfølgende sushi, ikke for hyggens skyld (selvom det var mega hyggeligt), men fordi vi løb tør for tid.

Jeg er fuldstændig sikker på, at der er en del politikere (samt ledere og forældre), der nødvendigvis må satse på, at lærerne (endnu engang) lader deres lærerhjerte løbe af med dem, om ikke andet fordi det gør arbejdet som lærer gevaldigt meget lettere, hvis man er velforberedt, har god kommunikation med forældrene osv. Men det VIL betyde gratis arbejde, og mit kyniske jeg vil påstå, at det har en vis Corydon regnet med fra start!

Personligt frygter jeg, at de psykoligiske konsekvenser af  forårets lockout i kombinationen med en udsigt til ovenstående dilemma(er) og individuelle forhandlinger omkring arbejdstid risikerer at splitte Danmarks lærerværelser til atomer. "Lad os virkelig få dem ned med nakken, og så beder vi dem hver især om at sætte en pris på deres værd" - Måske er jeg bare ikke strategisk eller liberalistisk nok til at se, hvordan det skaber en god folkeskole?

Kære lærerkolleger. Vi bliver sgu nødt til passe godt på hinanden i den kommende tid, stå fast og stå sammen. Ellers forsvinder vi for langt ind i tomrummet... 

Det er fedt at være lærer, når...

...

• det, man havde planlagt og tænkt kunne blive fedt, lykkes! Når præ-teenagerne sidder stille med den ene hånd i vejret og to overstregningstusser helt parate til notattagningen i den anden, bliver man sgu lidt varm indeni.
• der står "Læs uddrag af Hobitten" på to do-listen, og man af sin kollega bliver præsenteret som "fantasynørden af os to" og derfor hende, der er god at have på holdet for dem, der skal have hjælp til "åbne teksten" (åååååh et lidt for rundkredsagtigt begreb, men lad nu det ligge). 
• der ikke er møde på mødetorsdagen (her tales ikke om den fælles mødedag for alle lærerne, men mødedagen for alt det der funktionslærerhejs), hvorfor man kan cykle hjem halv tolv og både nå krimilæsning og (alt for lang!) eftermiddagslur på sofaen.
• ens klasse på samme dag både får ros af hjemkundskabs- og kristendomskundskabslæreren
• når man (igen) er kollega med sin gode ven, der kender ens styrker og svagheder

PS: Bladene ved søerne er begyndt at gulne - er vi mon rigtig klar til det?

PPS: Er man gammel og/eller håbløs Hollywoodromantiker, hvis man ønsker sig en bar i KBH, hvor man danser til Dean Martin, Frank Sinatra og lignende, hvor kvinderne har kjoler på, mændene jakkesæt, og hvor man drikker old school cocktails som "Manhattan" og "Dry Martinis"???

Universitetssnak og farvel ferie

Nå, jamen så kom jeg og resten af kommunens lærere på sommeruniversitet. Det var... altså nogle af oplæggene (her siger jeg med vilje oplæg og ikke kurser!) var ganske interessante og med gode input! Andre var... ja for at være helt ærlig var de banale og mere eller mindre ligegyldige. At få at vide, at man skal huske at smile til eleverne og lukke øjnene, lægge hånden på hjertet og mærke efter, hvad man gerne vil give sine elever med i livet er sgu ikke sådan rigtig opkvalificerende i min optik.

Altså, det er jo ikke fordi, at der er noget galt i at gøre det, men jeg synes sgu nok egentlig, at vi så har gang i noget, der lidt er at gøre grin med vores professionalitet. Der var andre eksempler på ikke helt så banebrydende oplæg/kurser; f.eks. endnu et om smartboard, som endnu engang var en underviser, der stod og viste, hvor man kunne trykke frem for noget, hvor man skulle have det i hænderne. Og så var der så modsat et oplæg om undervisningsdifferentiering i dansk, hvor jeg gik der fra med fede understregninger i noterne i forhold til konkrete undervisningsideer og tanker.

Fredag aften var vi nogle stykker fra arbejde, der drak øl hos mig, og naturligt nok fyldte sommeruniversitet lidt, og det blev tydeligt for mig, hvordan man godt kan gå lidt fejl af hinanden, hvis man ikke er klar på ens egen punktering i drøftelsen.

Vurderer man sommeruniversitet ud fra et politisk perspektiv, synes jeg snildt man kan tillade sig at have "nej-hatten" på. Formålet med det her såkaldte universitet har måske officielt været at opkvalificere lærerne, men der er i min optik ingen tvivl om, at den kære børne- ungdomsborgmester nu kan sige "Se, hvordan vi gøre noget ved den forfærdelige folkeskole her i Københavns Kommune, for jeg er nemlig ikke bange for at pille ved de dovne læreres ferie" - og det har man jo brug for at kunne sige, når man tillader borgelige meningsdannere som Anne Sophie Hermansen at kritisere hele den danske folkeskole og dennes lærere på baggrund af egne navlepillende erfaringer og på en yderst utiltalende måde. Det kræver eksempelvis ikke meget detektivarbejde at finde ud af, hvilken skole og hvilke lærere, hun omtaler.
Samtidig har den kære borgmester fået skyts at bruge mod lærernes evindelig brok over de udvidede inklusionsbegreb - "Det er da ikke noget problem, nu har I jo været på kursus i undervisningsdifferentiering!"


Drøftelse af indholdet i det såkaldte universitet er et helt andet perspektiv, og her vil jeg påstå, at jeg gik til oplæggende/kurserne med en, hvis ikke "ja-hat", så i hvert fald en "mmmjaaa-hat"; det synes jeg, man skylder underviserne og hele konceptet om efter-videreuddannelse, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde fået muligheden for noget reel faglig fordybelse, for så ville jeg nok være noget mere positivt stillet frem mod næste års sommeruniversitet (for det er jo et konceptet, der skal fortsætte).

Jeg håber, at lærerne får mulighed for at evaluere indhold og organisering - og at det vil blive brugt aktivt. Det politiske perspektiv kan ikke bruges her, men man sgu godt forlange, at indholdet stemmer overens med skolens behov og lærernes professionelle standpunkt, og det var desværre ikke helt tilfældet i år....

Nå, nok om sommeruniversitet. Det er blevet uge 33, og jeg har i dag haft første af to forberedelsesdage på skolen. På onsdag starter ungerne også! Selv om jeg synes, at jeg kun nåede en brøkdel af det, der var planen i dag og med jævne mellemrum rammes af lidt præstationsangst i forhold til det her funktionslærerhejs, er jeg overvejende fuld af fortrøstning. Som jeg skrev på Facebook i dag, så noterede jeg mig ved ankomst til skolen i morges, at cykelturen til Østerbro på et år er blevet meget lettere - psykisk og fysisk. Modsat sidste år er samarbejdet på plads, der er krammere på lærerværelset, og jeg føler mig ikke som det placerede sorte får med hjemve... Og så har jeg oven i købet fået min medsammensvorne fra Gangsterskolen som kollega igen! Jeg kunne sagtens bruge mere ferie, og jeg kan da godt mærke, at der lige forsvandt to uger til koloni samt tre dages forberedelse til ovenstående cirkus, men hvor er det dog befriende, at det bare er almindelig "øv, ferie var da meget fedt" frem for de (forskellige!) frustrationer, der de sidste to år har  præget min skolestart. Der er hverken uvished eller dårligt arbejdsmiljø i sigte. Der er nye opgaver, jo vel, men det er i gode omgivelser.

(Og så kan jeg da sagtens stadig savne mine gamle kolleger lidt og såmænd også gangsterbørnene. Ikke som modpol til mine nuværende kolleger, der absolut også er både seje, søde og sjove, men fordi der blandt de gamle er nogle, som jeg kom rigtig tæt på og som hjalp mig træde mine første lærerskridt. Heldigvis har sidste skoleår også vist mig, at det er muligt at holde fast i de gode gamle relationer og udvikle nye gode)

Farvel ferie, goddag skoleår 2012/2013. Let the games begin!
  

Kan godt lide...

...

• Weekender, der starter onsdag
• Friske hindbær (smag af sommer og minder om buskene i min farmor og farfars have)
• Duften af rent vasketøj (det er vaskedag i "Hollænderen")
• At det endeligt er muligt at købe ginger ale i 1½ liters flasker i Danmark
• At gammel kollega kan blive ny kollega

1 årsdag

Det er den 8. marts i dag, men jeg gider simpelthen ikke lave et indlæg om kvindekamp... Er vist nødt til at melde pas på konceptet denne gang, for jeg magter ikke, at såkaldt ligestillingsdebat som oftest ender i noget med, at mænd er ondskaben selv, at kvoter er vejen frem, og som sidste nye skud på stammen, at vi kvinder i øvrigt er undertrykte, fordi vi ikke kan stå op og tisse ved ildelugtende pissoirs i rundt omkring i byen. Vi snakker sjældent om friheden til at leve det liv, man gerne vil...

Den 8. marts markerer også årsdagen for bebudelsen om min forflyttelse. Der er gået et helt år, og dagen står stadig ganske klar for mig. Jeg kan huske følelsen, da min daværende souschef hentede mig i afslutningen af min samfundsfagstime og jeg med det samme vidste, hvad der skulle ske, min medsammensvornes "Også du Brutus", da jeg sagde, jeg altså ikke lige kunne holde teammøde alligevel, da jeg skulle "på kontoret". Jeg kan genkalde de to tossers forsøg på at tale giraf og sende medlidende blikke, mens de førte "kniven". Jeg erindrer også tydeligt de efterfølgende "gravøl", hvordan min veninde tvang noget mad i mig, og hvordan jeg tudende sad i gangen og følte mig helt enormt magtesløs. De efterfølgende dage står også ret klare. Mødet med fagforeningen, følelsen af at hele min verden havde ændret sig, vreden, sorgen, chokket....

Kigger man tilbage i min blog, finder man i månederne efter 8. marts mange indlæg om at tackle den uvisse fremtid, om at skulle sige farvel og om at føle sig bunduretfærdigt behandlet.

Heldigvis har der, som tiden er gået, været flere og flere indlæg, som vidner om, at jeg er et andet sted - ikke kun fysisk, men også mentalt. Der er mere glæde at spore ved arbejdet som lærer, frustrationerne er blevet langt mindre. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det var mig (og min medsammensvorne), der trak det længste strå, da tosserne traf deres forflyttelsesbeslutning. Jeg har langt bedre arbejdsvilkår end mine tidligere kolleger, jeg bliver mødt med tillid, og jeg synes ærligt talt også (beklager Jantelov), at jeg er værd at have ansat.

Så hvad er status pt?:

• Jeg savner stadig mine gamle gangsterskolekolleger; Sammenholdet, humoren og den halvironiske tilgang til jobbet som lærer. 
• Jeg savner IKKE overvågningen, mistilliden og de konstante mentale lussinger, som de to tosser leverede dagligt.
• Jeg kan stadig have en helt voldsom trang til "hævn" - deres urimelige ledelsesfacon burde blive udstillet!
• Jeg holder af og til stadig fredagsbar for de gamle kolleger, og jeg er blevet bekræftet i, at man ved lidt indsats godt kan bevare en tæt relation. Jeg er også blevet bekræftet i, at verden kører videre uden en, og at man hurtigt har meget, man ikke kan tale med om.
• Jeg griner hver dag på arbejde!
• Jeg får hver dag bekræftet- og afkræftet fordomme om at arbejde i 2100 Spelt
• Jeg har grundlæggende en god ledelse og gode nye kolleger! 
• Jeg føler mig ikke helt hjemme endnu, men jeg føler mig tryg... 

Gad vide hvad status på næste kvindekampdag?

Råber højt hurra...

...

• for den slags samarbejde, der gør arbejdet mere overskueligt og hyggeligt
• for konceptet "mindre snak, mere action"
• for effektive teammøder, der afsluttes med latte, kage og plads til at snakke om alt det der, som fylder, men ikke kan siges i større fora

Når børn har det svært og Marie på sommerferiekoloni

Der burde være flere arbejdsuger på 2 dage... Det er jo lige til at holde til;-)

Efter en lang ferie er jeg i gang igen, og selvom det var en noget kort uge, har jeg allerede nået at skulle tackle sygdom i børnehøjde - ikke lige noget, jeg har lært på seminariet, men ligesom ved alle de mange andre ting, jeg ikke har lært i min beskyttede tilværelse som lærerstuderende, måtte jeg praktisere "learning by doing" og bruge min sparsomme erfaring og forhåbentlig nogenlunde veludviklede kommunikationsevner.
Det er ikke let, når børn har det svært, og det gør ondt helt ind i hjertet, når jeg er vidne til børn, der tumler med livsproblemer, der er langt større, end deres små skuldre kan bære... Samtidigt er det lidt en udfordring at skulle bevare roen, mindske dramaet og forklare "livsproblemer" for klassekammerater på en måde, der skaber vished - uden frygt. Historien har forhåbentligt (og formentligt) en lykkelig slutning, men vejen dertil er ikke helt nyasfalteret og gangbar. 

De to dage har dog også budt på diverse positiviteter. Ud over gensyn med søde kolleger - med den traditionelle genopfriskning af julefrokostens sjove aktiviteter, som i sig selv bare altid er godt, har jeg også fundet ud af, at jeg nok egentligt gerne vil med på skolens sommerferiekoloni i år som køkkenpersonale. Der er blevet efterlyst personale, og da jeg fik snakket med ham, der står for kolonien, blev jeg stort set overbevist om, at det kunne gå hen at være en super cool og hyggelig oplevelse. Jeg har tidligere overvejet det der med koloni, da jeg jo har en lang sommerferie og masser frihed, fordi jeg ikke er bundet af hverken mand eller børn (for én gangs skyld brugbart...), men tidligere har jeg mest af alt været drænet for energi og tænkt noget i nærheden af "Fandeme nej, jeg skal ikke have noget som helst med børn at gøre i min ferie", men min situation er lidt anderledes nu. Dels tager jeg overvejende glad på arbejde - og hjem fra arbejde, dels er det skolens egne børn og skolens personale, og endelig (og vigtigst måske) ser det ud til, at jeg kan få lov til at stå i køkkenet og lave knap så meget pædagogisk. Hyggeligt selskab, ekstra penge til forsøde resten af sommerferien med, havudsigt og gratis kost og logi - tror sgu egentligt, det kunne være meget godt.

Som min søde niece siger "Vi får se".

Glædelig (bag)hjul og godt nytår (lige om lidt)

Et lille jule- og nytårsindlæg skal jo til...

Julen 2011 blev tilbragt i familiens skød i Sverige. Dejlig jul, dejligt selskab, dejlig mad - helt som en jul skal være, og selvom vi alle mere eller mindre var forkølede eller småsyge, så var det hyggeligt! Nu er jeg tilbage på Amager og har blandt andet brugt et par timer i går på at flytte om i stuen! Har pønset på det i et stykke tid, og nu skulle det være. Man kan jo trænge til noget nyt! Lidt nye vibrationer, chi, feng sui (eller hvad det nu hedder) til et nyt år.

For i morgen er det jo nytårsaften, og et begivenhedsrigt år har nået sin ende. Det har været et år med en god portion op- og nedture. Fra forflyttelse til familiesygdom - mange af mine forestillinger omkring mit professionelle og private liv er blevet udfordret, og selvom man vist godt kan tale om en vis følelse af landing på begge fronter, så har det sat sine ar.

Med et "glasset er halvt fyldt"-perspektiv har 2011 været et år, hvor jeg er blevet klogere på mig selv; klogere på hvad jeg kan stå igennem og imod.

Jeg er måske nok blevet noget mindre idealistisk omkring mit arbejde, men i den proces er jeg blevet klar over, hvad der skal til, hvis jeg skal trives. Det giver nok sig selv, at de færreste har det godt med at arbejde et sted, der ledes med trusler, mistillid og frygt. Men nu hvor jeg oplever noget helt andet, kan jeg se, hvor store konsekvenser det har haft for min hverdag. Som jeg har nævnt et par gange, dukker spøgelserne fra Gangsterskolen af og til op i form af lidt paranoide tendenser og en lidt mystisk usikkerhed. Det frustrerer mig, for jeg synes i bund og grund ikke om, at to tyranner, der ikke længere bestemmer noget som helst over mig, stadig skal have magt over mit lærerliv. Jeg kan dog mærke, at spøgelserne bliver færre...  

Jeg har fået slået en stor fed streg under, at det er altafgørende for mig at have et godt forhold til mine kolleger og at være en del af et lærerværelse, hvor man kan regne med hinanden, lave sjov med hinanden og tackle hverdagen med lige dele humor, ironi og kynisme. Det har været uendeligt svært at sige farvel til mine gamle kolleger, og jeg savner dem stadig! Men jeg er taknemmelig for, at jeg har fundet ud af, at nogle forhold rækker ud over lærerværelset.
Heldigvis har jeg også fået nogle gode nye kolleger, og selvom "ungdomsflokken" på 2100-speltskolen er noget mindre end på Gangsterskolen, så er det heldigvis en herlig en af slagsen med masser af plads til sjov og ballade.

2012 byder forhåbentligt på en mindre usikker arbejdssituation - og dermed mindre usikker Marie. Rent fagligt skal jeg forberedes på at blive funktionslærer fra næste skoleår. Det er en stor udfordring, og der er nogle store sko at udfylde, men jeg glæder mig!
Jeg tror ikke så meget på nytårsforsætter, men mit håb for 2012 er nok i virkeligheden bare at "blive ved" - med færre kriser og mere ro, professionelt og privat.

Rigtig godt nytår til jer derude. Tak til alle jer, der har lagt skuldre og øre/øjne til mig og mit i 2011. Giv gas med boblerne i morgen og kom godt (og sikkert) ind i det nye år!

Vi skrives ved i 2012...

Efterårsferietanker

Åh, sådan en uges efterårsferie får sørme hurtigt ben at gå på. Jeg har tilbragt store dele af ferien på min sofa med Star Wars film og tv-serier - og for en gangs skyld har jeg ikke dårlig samvittighed. Jeg kunne godt nævne alle de ting, jeg burde/kunne have gjort (e-planer, havearbejde, oprydning osv.), men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at krop og sjæl havde rigtigt godt af en time-out.
Der har også været tid til herligt besøg fra niecen med ZOO-tur, maling, legeplads, "Lille Nørd" og forkælelse. Åh, hvor jeg dog under alle med søstre at blive moster! Det er simpelthen så særligt og værdifuldt.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg har nu klaret 1/4 af skoleåret og tager hul på de sidste par måneder inden juleferien. Jeg skal have lavet elevplaner, holdt skole-hjem samtaler, testet diverse elever i specialcenterregi og i det hele taget have et helt typisk travlt lærerefterår.

I sidste weekend sagde en veninde til mig (der selv har prøvet at forlade en skole, hun var glad for - dog frivilligt!), at det tager da mindst ét år at falde til et nyt sted. Det var rart at få bekræftet, at det ikke bare lige er noget, der sker fra den ene dag til den anden. Jeg kan nemlig indimellem godt gå rundt med en fornemmelse af, at min omverden (og måske i virkeligheden også mig selv???); venner, familie, gamle kolleger, nye kolleger alle forventer, at jeg da nu må været "kommet videre", at de idioter, der sendte mig væk fra Gangsterskolen på ingen måde er værd at bruge tid på, når de har opført sig, som de gjorde. Og de har helt ret! De er ikke værd at bruge tid på. Det har jeg gjort så rigeligt. Jeg har de første ti uger på 2100-Speltskolen oplevet, hvor stor en forskel det gør i ens hverdag at have en dygtig leder, der kan kommunikere og udviser tillid. Jeg kan også bare godt mærke, hvor stor en forskel det gør ikke længere at arbejde sammen med mine gamle "gangsterkolleger". Jeg savner dem! Og indimellem har jeg svært ved at finde "rummet", hvor det er okay, for det kører jo. Jeg har nye rutiner, jeg snakker med mine nye kolleger, jeg har det godt med mine nye elever og jeg har en ny ledelse, som rent faktisk magter deres opgave.
Det kører! Og alligevel.... Tja...

Jeg sætter min lid til ordsproget om at" tiden læger alle sår", og så tror jeg måske, at jeg lige så stille skal forsøge at slutte fred med, at den her forflyttelse har pillet en lille smule ved min tilgang til arbejde. Jeg er stadig både engageret og pligtopfyldende (det tror jeg slet ikke, jeg kan lade være med at være - det har jeg sgu fået ind med modermælken og opdragelsen i det nordjyske), men en lille del af mig er måske blevet lidt mere kynisk omkring nogle ting... Om det er positivt eller negativt, ved jeg faktisk ikke?

Nu vil jeg gå ud og koge en masse dejlig danske efterårsæbler til æblegrød og i det hele taget svælge lidt i sidste feriedag.


God søndag derude!

Når ens selvfortælling udfordres

Jeg er snart igennem den første måned på 2100-Speltskolen. Det er gået stærkt! Indimellem skændes jeg lidt med mig selv, for jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at fokusere på alt det positive, som kan fremhæves ved min nye jobsituation.
Jeg føler mig ikke længere overvåget, jeg fornemmer, at min nye ledelse har tillid til mig, jeg har fået nogle søde elever, jeg får masser af cykelmotion, jeg har ikke så mange klasser, arbejdsmiljø og trivsel er noget, man tager alvorligt... osv. Det er vigtigt! Det er positivt! Det er godt for mig! Som en tidligere kollega (som jeg desværre kun nåede et halvt års samarbejde med, før hun var så klog at søge væk fra gangsterskolen, men som jeg til gengæld "klikkede" med fra starten) i dag sagde: "Det at du er kommet væk, er måske det, der gør, at du rent faktisk kan holde ud at være lærer i mange år."

Alligevel er det lidt som om, jeg ikke "bare" kan give slip, komme videre og tænke positivt. Jeg savner! Og savnet er forbundet med en vis bitterhed og følelse af nederlag. Det var ikke frivilligt, jeg forlod min gamle arbejdsplads, og selvom jeg med min fornuft godt kan se, at forflyttelsen nærmest bør anses som en ære (tænk at man kan true to gnavne, gamle mænd ved at være engageret), og selvom jeg godt ved, at jeg skal være glad for at være kommet væk, før jeg gik ned med stress eller lignende, så har min stolthed lidt et stort knæk. Jeg er er ikke sådan en, man vælger fra på en arbejdsplads. Jeg er sådan en, som alle gerne vil have ansat. Det kan godt være, at jeg både er lidt for tyk, lidt for god til at bruge penge og lidt for single, men jeg er ansvarsfuld, hårdtarbejdende og pligtopfyldende, når det kommer til arbejde! For at være helt ærlig, så er det ofte den historie, jeg har fortalt om mig selv. Det har aldrig sådan for alvor været svært for mig at få et job (noget af det skyldes selvfølgelig også, at jeg nok mest har været jobsøgende under højkonjunktur, og det er jo ikke liiige så let at få job som lærer pt.), og jeg har altid fået ros af "autoriteterne", om det så har været lærere, undervisere eller chefer. Hele den her forflyttelseshistorie har derfor ikke alene knækket min stolthed en smule og mindsket min tillid til føromtalte autoriteter. Den har faktisk udfordret mig egen "selvfortælling" (hvis man nu lige skal være lidt "Giddensk" i det).


Normalt vil jeg sige, at det kan være sundt nok at få rykket lidt rundt på ens idealer og forestillinger om sig selv, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, det helt så konstruktivt eller retfærdigt lige i denne situation.

Jeg forsøger at fastholde en vis tro på, at jeg faktisk er en gevinst for en skole, og jeg forsøger at få styr på, at forestillingen om, hvordan noget skulle være, men som så ikke blev, ikke betyder, at der ikke kan opstå andre gode ting... hvis det giver mening?
Det tager tid at falde til. Det ved jeg jo godt. Og jeg har allerede også heldigvis flere beviser på, at man sagtens kan ses med "gamle" kolleger i privaten og på den måde fastholde nogle af de gode relationer, man havde opbygget - om end de nødvendigvis må få en anden karakter.

Kære lærere derude. Jeg ønsker sgu ikke forflyttelser for nogen af jer - og kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at opleve en fyring!

Wait a minute mr postman

Jeg plejer ikke at få så mange breve - udover rudekuverter.

Her i sommerferien har jeg imidlertid fået to fantastiske af slagsen; nemlig en invitation til bryllup og en invitation til barnedåb. Begge invitationer sidder på mit køleskab, og jeg smiler lidt, hver gang jer ser på dem.

Jeg har også fået brev fra 2100-Speltskolen. Det gjorde jeg lige før ferien, og det indeholdt en aktivitetsplan, der skulle underskrives og sendes retur. Knap så køleskabsværdigt, men et udemærket brev at få, da det jo var sådan en officiel erkendelse af, at jeg faktisk skal arbejde på det kære Østerbro i dette skoleår.

Og så fik jeg et brev i går... Det var fra lederen på gangsterskolen, og det handlede kort og godt om, at jeg blev bedt om at aflevere mine nøgler. Jeg havde sådan set givet dem til en tidligere kollega, som havde lovet at få dem det rette sted hen, så jeg har ikke i sinde at foretage mig noget oven på brevet (som var unødvendigt, for selvfølgelig ville jeg sørge for at aflevere nøglerne til en skole, jeg ikke længere er ansat på - det giver sig selv). Det underlige var, at selv et relativt harmløst - om end som sagt unødvendigt - brev var nok til lige i tilladte 2 minutter at få en dårlig følelse indeni. Det var egentlig en udemærket oplevelse, for det mindede mig så gevaldigt om, at selvom jeg nu skal til at være den nye med alt hvad det indebærer af ubekendte, og selvom jeg stadig har det svært med ikke at skulle arbejde sammen med min "gamle" kolleger, så tror jeg ikke, at kunne været blevet ved med at holde til det på gangsterskolen, og jeg har vist trukket det længste strå.

Det har diverse elektroniske breve fra min nye leder mindet mig om. Eksempelvis er der er et punkt på dagsorden til de fælles forberedelsesdage i næste uge, der hedder "forventninger til det nye skoleår" - helt banalt og fornuftigt at have sådan et punkt på, men det er sgu ikke givet alle steder.

Jeg håber fremover på flere gode breve og ophør med ligegyldige og dumme breve.

Nu skal weekenden nydes!