Tanker fra en dejlig forårsplet på Amager

Jeg sidder pt. på min altan (som måske er en veranda, fordi det er i stueniveau, men..), og her er dejligt. I løbet af påskeferien har jeg ikke alene købt mig et såkaldt "cafesæt", som det har taget mig to år at tage mig sammen til, men jeg har også investeret i nye pink altankasser og ikke mindst en gammeldags "heksekost" at feje altanen med. Det værste ukrudt er blevet fjernet, tulipanerne er sprunget ud og den ene altankasse er pt. fyldt med fine blå-lilla blomster. Når jeg så sidder her omringet af dejlighed med nymalet kaffe i koppen og fuglesang i ørerne, bliver jeg mindet om, hvorfor det er banklånet værd at bo i min lejlighed. Jeg har fundet en lille oase på Amager, og til trods for at jeg indimellem kan savne vesterhavets brusen og den jyske sindighed, så har jeg hjemme på øen.

Jeg har mere eller mindre formået ikke at tænke arbejde (og ikke mindst fremtid) i denne ferie. I stedet har jeg fyldt feriedagene med familiehygge, venindehygge og alenehygge. Nu er det imidlertid i 2. påskedag, og i morgen har jeg ikke alene 7 undervisningstimer, jeg skal også have ringet til min kommende skoleleder og aftalt, hvordan og hvorledes mit næste skoleår skal planlægges. Puh.... Det er sgu lidt svært at forholde sig til. Hvordan får man startet et nyt samarbejde på den bedste måde, når den lille pige inde i en stadig står og tramper i jorden over uretfærdigheden, den sårbare pige stadig får våde øjne af tanken om at skulle forlade sine kolleger, den kyniske kvinde spekulerer på, om det overhovedet kan betale sig at engagere sig i sit arbejde?

Jeg har vist generelt ret let ved at falde ind nye steder. Jeg har kastet mig ud i en del jobs og projekter siden studenterhuen kom på i 2000. Indimellem har jeg virkeligt været på ukendt grund, men det er altid endt godt. Min rationelle side siger mig derfor også, at mit "nye" job nok skal blive en positiv oplevelse. Jeg får mulighed for at komme væk en måde at drive skole på, som ikke just har fordret personligt overskud det sidste år, og jeg er sikker på, at der findes flere gode kolleger og flere gode elever ude "på den anden side". Når jeg så alligevel ikke bare sidder på altanen og klapper i mine hænder, skyldes det, at jeg har umådeligt svært ved at forene mig med tanken om at "starte forfra". Jeg ved godt, at de sidste års erfaring selvfølgelig ikke forsvinder som dug fra solen i det øjeblik, jeg går på sommerferie, men det er altså altid p... hårdt at starte et nyt sted. Man skal have placeret sig i et interne hieraki - forsøge at udvise respekt for den eksisterende kultur uden at falde i et med væggen. Jeg skal lære nye elever, nye forældre, nye regler, nye rutiner at kende. Det tager tid at falde til, og jeg tror, at en sådan proces er lettere, når man selv har truffet beslutningen om at starte på ny, og jeg tror, at det er lettere med lidt flere år på den tykke lærerbag. Jeg har ikke været frøken solskin det sidste års tid, derom kan der ikke herske tvivl, men jeg var lige nået dertil, hvor arbejde trods alt også var forbundet med en vis tryghed og rutine. 

Gad vide hvordan min verden ser ud næste påskeferie?

Offentlig ledelse og koralfarve

Jeg har haft lidt tømmermænd i dag... Jeg drak fredagsøl med min kusine og en kollega i går. Det var irsk, det var hyggeligt, og det var en smuuuule vådt.
Aftenen bød på mange interessante snakke. Blandt andet drøftede vi ledelse i det offentlige, hvor vi var omkring alt fra New Public Management til generationstypiske ledelsesstile og personlige oplevelser. Jeg skal ikke referere hele samtalen her - dels ville det nok komme til at fylde lidt for meget, dels skal man jo tænkte lidt over, hvad man publicerer i det virtuelle rum. Jeg vil dog lige gøre et enkelt nedslag i noget, som har bidt sig lidt fast i mine tanker i dag, nemlig vores drøftelse af, at ingen rigtigt tør sige, at der er noget, der ikke virker i ledelsen af Danmarks mange (og gode!) offentlige institutioner... eller det vil sige - indimellem er der nogle liberale idealister, der stiller sig op og råber, at man da bare skal have nogle ledere fra det private erhvervsliv til at "gøre jobbet", og så skal der sgu nok komme styr på den offentlige sektor. Det er i mine øjne en utroligt unuanceret holdning, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tale lidt mere om det, der ikke fungerer.

Sådan som jeg ser det, skal en offentlig leder kunne fungere i et system, der bliver mere og mere gennemsyret af en økonomisk tankegang. Offentlige institutioner skal ledes som virksomheder - målbare resultater tæller, intet andet. Som konsekvens lader lederne sig "reducere" til chefer for pølsefabrikker og går på kompromis med det faktum, at "pølserne" på sygehuse, i børnehaver, på plejehjem, i skoler osv. er mennesker! Det er trist! Og jeg tror, at vi som samfund er ved at ødelægge nogle af de grundlæggende værdier, som Danmarks velfærdssamfund er bygget op omkring.
Nu kan jeg selvfølgelig bedst tale om skolerne, og det gør mig trist og vred, at politikerne i deres perverterede hyldest af OECD og New Public Management helt har glemt, at skolerne ikke kun skal lære børn at læse og regne, men danne børn og unge i ordets brede og bedste betydning. Den dannelsesmæssige opgave synes at drukne i nationale tests og karaktergennemsnit... Det synes jeg ikke, at vi som samfund skal acceptere!

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at den enkelte leder ikke kan ignorere den "kvalitetsstyring", som han/hun er underlagt. Men jeg mener altså, at man som offentlig leder skal kunne ganske meget mere end det, en kvalitetsrapport måtte kunne påvise.
Som min kusine udtrykte det i går, så burde offentlige ledere både være fuldstændigt opdateret på al viden om moderne ledelse, samtidig med de har et gennemgående kendskab til det pågældende område, de leder. (Det kan godt være, at hun sagde det lidt anderledes, men vi fik jo irske øl for fanden).... men jeg tror desværre ikke helt, at det er sådan, det fungerer "derude". Som min kollega påpegede, så er det desværre sådan, at de, der gerne vil være ledere, ikke nødvendigvis bliver særligt gode ledere. Nu tillader jeg mig lige at være lidt grov og generaliserende og påstå, at den voksende magt, som tildeles den enkelte leder kan lokke mere end selve det at stå i spidsen for en institution, "hvor mennesker bliver til".

Jeg ville egentlig gerne skrive noget mere om det her. Min veninde havde en statusopdatering på Facebook, som lød "har på fornemmelsen, at den danske folkeskole lider af OECD", og sådan en diagnose har sgu konsekvenser! Konsekvenser for os lærere, konsekvenser for børnene, konsekvenser for vores samfund. Jeg tror bare ikke, jeg kan formulere mere i aften, så det må blive en anden god gang!



PS: Lige noget helt andet - og langt mindre seriøst: Når man sidder i såkaldte koralfarvede joggingbukser med koralfarvet tørklæde om halsen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der bare ikke er nogen, der tør sige højt, at vi har gang i den farve, som i 80'erne blev kaldt "laksefarvet" og i 90'erne "ferskenfarvet"??? Blot en tanke...

PPS: UNDSKYLD den lidt rodede blog! Mange tanker og mange niveauer gør det lidt svært at skrive....