Lørdagstanker om tid...

I dag er det lørdag den 11. juni... og om præcis to uger er jeg (formentlig med tømmermænd) i gang med første dag i min sommerferie. Det betyder, at jeg har sagt farvel til min gangsterskole, mine gangsterelever og mine helt fantastiske kolleger. Den 8. august starter jeg på min nye, knapt så gangsterprægede, skole på Østerbro. Hmm... hvordan forholder man sig lige til det? Indimellem ville jeg ønske, at jeg kunne være lidt mere ligeglad - det er trods alt bare et job... men det er det jo ikke bare! I hvert fald ikke for mig. Jeg har en knude i min mave, der vokser i takt med at dagen for den endelige "afsked" med min nuværende arbejdsplads nærmer sig.

Følelserne sidder uden på tøjet. Det gør de, fordi det har været - og er - en turbulent tid. Ikke kun på arbejdsfronten, men så sandelig også i privaten, hvor alvorlig sygdom i familien pludselig blev virkelighed. Heldigvis går det den rette vej igen. Jeg synes ikke at være den mest overskudsramte version af mig selv for tiden (og har nok ikke rigtigt været det i nogle måneder), men jeg håber - og tror på - at tiden nok skal arbejde for mig, og indtil da kan man jo minde sig selv og jer, der måtte læse med, om, at der også mit i rodet også findes gode ting:

• Jeg er blevet bonustante! Den 19. maj kom Helle og Tonnis lille Lærke til verden. Hun havde en lidt dramatisk ankomst, men alt er godt, og hun synes at stortrives. Det er i hvert fald de meldinger, jeg får fra det nordjyske. Hun er i de mest trygge, kompetente og kærlige forældrehænder, som man kan forestille sig, og jeg glæder mig meget til snart at se det lille mirakel igen.
• Der findes virkeligt nogle dygtige sygeplejersker og læger i dette land. TAK til dem!
• Selvom sommerferiens snarlige ankomst synes at være præget af en vis ambivalens, så betyder ferie jo blandt andet også Take That koncert i Parken, formentlig en tur til Irland, tid til at være moster og bonustante, tid til at være datter og søster, tid til at være veninde, mulighed for at sove længe, grill på verandaen (altanen), lange sommeraftener, kølig rosevin og sommerkjoler med bare ben.... for blot at nævne lidt.
• Min have blomstrer, og jeg bliver glad, hver gang jeg konstaterer, at endnu en blomst er sprunget ud.
• Et farvel til kolleger kan vel også gå hen at blive et goddag til venner og veninder...

Og lad mig så på lidt rørstrømsk vis slutte dette blogindlæg med et lille citat fra Dr. Seuss:
"Don't cry because it's over, smile because it happened". Jeg forsøger!

Om velmenende klicheer og at tænke "og" i stedet for "men"

Jeg var til fagfordeling på min nye skole i går. Det gik ganske godt. Selve processen var utroligt velstruktureret og foregik i, hvad der for mig så ud som, god stemning.
Jeg ender formentlig med et skema, der bortset fra billedkunst i egen klasse, ikke burde volde store problemer, og jeg har fået ret mange timer netop egen klasse, hvilket er en god ting.
Lederen er fortsat sød og imødekommende. Det samme gælder sådan set også langt de fleste af de nye kolleger, jeg talte med.
På papiret er alt meget godt. Det er det imidlertid ikke helt indeni. Jeg er trist! Mens jeg sad derude på det fine Østerbro som den nye "MY" (ja, det mine nye initialer, og det grines der lidt af vil jeg sige), fik jeg nærmest en fysisk længsel tilbage til gangsterøen til min dysfunktionelle skole med mit lyse lærerværelse og mine dejlige kolleger. Alt imens jeg forsøgte at smile og være åben, høflig og passende engageret i ny klasse og nyt skoleår, kørte der en konstant bagvedliggende tanke: "Jeg har ikke lyst - jeg vil ikke væk".

Når man siger det her til kolleger, venner, familie får man en stort portion velmenende klicheer: "Det skal nok blive godt på sigt", "du vil alligevel ikke være et sted, hvor du ikke bliver behandlet ordentligt", "du skal jo stadig se de kolleger, som du er tættest med" osv... Klicheer er jo klicheer af en årsag. De er sande!- og det gælder også her.
Jeg har bare lidt behov for, i hvert fald indimellem, at nægte helikopterperspektivet. Jeg vil egentligt godt have lov til at synes, at det er synd for mig. At mærke tristheden... For det er altså bare p... uretfærdigt det her.
Virkeligheden ser dog også sådan ud, at det kan jeg ikke nøjes med. Jeg kan ikke melde mig ud af verden, ligge mig i fosterstilling og nægte at se fremad. Fremad er lige om hjørnet - hvad enten jeg vil det eller ej, og på en eller anden måde, i eller andet omfang er jeg nødt til at forhold mig til det nye skoleår, jeg går i møde. Et nyt skoleår på en skole, hvor indtil videre er blevet behandlet rigtigt godt - hvor jeg har følt mig velkommen.

Jeg øver mig derfor i at tænke "og" i stedet for "men" i et forsøg på at rumme mine modsatrettede følelser. Jeg kan se en masse positivt ved min nye arbejdsplads OG jeg er ked af at skulle forlade min nuværende...

I risikabel kombination med en sund portion hormoner har "ked af det heden" tager lidt over i går og i dag, men jeg har besluttet, at det er okay.
Ligesom det er okay, at mit hjem flyder lidt, at jeg trøstelæser vampyrlittertur og drikker større mængder cola light.

Om den magiske jul og virkelighedens folkeskole

Juleferiens ankomst er officiel, og mens jeg sidder her en lørdag aften, med de sidste tømmermænd fra gårsdagens julefrokost og dyne omkring mig og "Prins Caspian" i tv'et, melder sig et behov for at gøre lidt status på lærerindens arbejdsliv.

Jeg har den sidste uges tid haft en linje fra en julesang i hovedet: "En illusion er bristet brat, netop en julenat, trist at man - når man får forstand - mister sin tro på julemand", og på en eller anden bizar måde, tror jeg, at linjen har sat sig fast, fordi den egentligt er et fint billede på min oplevelse af det at være lærer i den danske folkeskole - på min folkeskole - lige nu. Der er sgu en del illusioner, der er bristet gennem mine små 2½ år som lærer. Julen - den har ikke mistet sin glans, og selvom jeg måske ikke ligefrem tror på nisser og julemand, så har den stadig noget magisk over sig, men det er der sørme ikke over undervisningsministerens arrogante og vanvittige forslag til fremtidens folkeskole. Jeg var ikke så naiv, da jeg startede som lærer, at jeg ikke forventede at mit hverv ville være en politisk mærkesag - MEN hver gang jeg tror, at nu må bunden da være nået i forhold til at nedgøre lærernes professionalisme, tager Tina Nedergaard og hendes kumpaner lige endnu et trin på skalaen, og måske er jeg ved at have så meget "forstand", at jeg begynder at tro, at det er et vilkår for Danmarks lærerstand, uanset hvilken farve regeringen nu måtte have. Der er flere stemmer at hente ved forældre end ved lærere, og dansk politik er blevet så populistisk, at det vejer højere end noget som helst andet. Det er trist! Og jeg frygter, at man er ved at give køb på de værdier, der gør folkeskolen unik.

Jeg ville egentlig også gerne skrive noget om alle de andre illusioner, der måske ikke alle just er bristet, men som minimum er blevet mere virkelighedsnære. Her tænker jeg på alt fra skoleledelse til parforhold, men det er stort og kompliceret, og jeg har svært ved at formulere noget rigtigt klogt. Det kommer måske i en anden blog, når jeg har knap så mange tømmermænd;-)

I stedet vil jeg nøjes med et par gode historier, som jo heldigvis også findes derude i virkelighedens folkeskole:

1. Fik i går to helt specielle "god jul-knus" fra to drenge, der på hver deres måde, måske har rigtigt meget brug for knus, men som jeg ikke lige forventede helt frivilligt ville slå armene om mig. Så tænker man, lige for en stund i hvert fald, at man måske har gang i noget af det rigtige, selvom man af og til tvivler på egne evner.
2. Jeg har nogle fantastiske kolleger! Jeg ved godt, at de er blevet rost på denne blog mange gange før, og måske er det ikke en konkret historie som sådan. Men hvor er det altså dejligt at arbejde sammen med nogle mennesker, der er dygtige, indsigtsfulde, sjove, som begår fejl, støtter, krammer og FESTER!

- og nu vil jeg se film!