Viser opslag med etiketten regering. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten regering. Vis alle opslag

søndag den 3. marts 2013

Lidt larm fra en lockoutet lærer

Hvis jeg var medlem af et af regeringspartierne, ville jeg melde mig ud. Hvis jeg kunne erklære mig enig i Enhedslistens partiprogram, ikke kun dele af det, ville jeg melde mig ind. Hvis jeg var medlem af Venstre eller Konservative, ville jeg gnide mig i hænderne over at få udført min egen blå politik uden at skulle løfte en finger...

Fra SU-reform til folkeskolereform - det er for mig umådeligt svært at se, at landet pt. skulle forestille at være styret af partier hældende mod farven rød.

Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at KL har udsendt varsel om lockout af lærerne pr 1. april (med mindre konfliktudskydelse benyttes af forligskvinden, og det sker vel næppe, hvis man vil nå at have lærerne tilbage på bænken til at afvikle afgangsprøver). Det er en næsten surrealistisk situation at befinde sig i som lærer. Så sidder man der og koordinerer køreplan til den sidste periode i ressourccentret, mens man med et skævt og ambivalent smil indimellem må tilføje "ja, altså hvis ellers vi er her på det tidspunkt"... eller ryster på hovedet, over at have kolleger, der "måske skal på lejrskole den 10. april".

Realistisk set kommer lockouten nok ikke til at vare lang tid. Dertil bliver kaosset for stort, for mange mennesker berørte, men vigtigst af alt så vil regeringen have gennemført sin skolereform, og det kan man jo passende få, hvis man laver et lovindgreb, der sikrer af afskaffelse/"normalisering" af lærernes arbejdstid. Så bliver KL glade og ikke mindst Corydon (og Antorini, som får en parentes, da man umiddelbart mest synes at lave uddannelsespolitik i Finansministeriet).

Lærerne bliver næppe glade, og jeg er heller ikke helt sikker på, at alle ledere bliver det. Der er mange uafklarede spørgsmål i forhold til, hvordan KL's (regeringens) folkeskole skal fungere i praksis. En del af de spørgsmål har DLF forsøgt at at få KL til at afklare ved de såkaldte "forhandlinger, uden held.

I fredags spurgte en af mine elever "Heyyy, Marie - skal du også strejke, når vi har fri i april?". Jeg så det som en oplagt mulighed for (/pligt til) at få opklaret nogle ting, og sammen med min gode kollega brugte vi en time sammen med ungerne på at tale fagforeninger, overenskomstforhandlinger, skolereform osv. Selvom vi bestræbte os på objektivitet, kunne ungerne - naturligt nok måske - ikke lade være med at stille spørgsmål til de mulige fremtidsscenarier, og især udsigten til en længere skoledag fik dem til at reagere:
"Hvis de der KL vil have lærerne til at undervise mere, hvorfor siger de så, at I ikke må undervise i april?", "Hvis vi skal i skole om lørdagen for at indhente aflyst undervisning, hvad så med os, der er skilsmissebørn, der skal rejse langt i weekenden?","Bliver kolonien så aflyst?","Hvad så med vores fritidsaktiviteter? Jeg skal jo til ridning kl. 16.00.", "Hvad med klubben?", "Hvad med vores band?"Marie, er det ulovligt at lave et banner, hvor der står, at vi er imod heldagsskolen og så gå rundt om Helle Thornings hus?", "Jeg synes i forvejen, det er rigtig svært at koncentrere sig, hvad skal jeg gøre, hvis jeg skal have undervisning til kl. 16.00?, "Hvis I har mindre tid til at planlægge undervisning, skal vi så bare have sådan nogle kedelige grammatikopgaver hele tiden?"

Der var flere spørgsmål, jeg ikke kunne svare på end det modsatte, og det er for mig et meget fint billede på situationen. Som ansat i en politisk ledet organisation er jeg nødt til at være indstillet på foranderlige arbejdsvilkår. Når politikkerne siger hop, skal vi hoppe, men jeg tror ikke på, at det er en fordel for folkeskolen, at lærerne ikke med at til definere, hvordan der skal hoppes.

Jeg er oprigtig talt bekymret:
Jeg er bekymret for folkeskolens fremtid, når faglige, professionelle betragtninger omkring undervisning og skolens virke anses for værdiløse.
Jeg er bekymret for offentlige ansattes vilkår, når den danske model sættes ud af spil, og politkere uden blusel blander sig i overenskomstforhandlinger. Mon ikke lærernes overenskomst blot er starten?
Jeg er bekymret for Danmark, når Corydon og co. vil løse landets økonomiske problemer ved at skabe dårligere vilkår for elever og studerende. Det burde være helt modsat. Invester i uddannelse, invester i de studerende, lyt til lærerne i folkeskolen og på gymnasierne.
Jeg er bekymret for Danmarks børn, der pt. kan se frem til dårligere forberedt undervisning, lærere, der ikke har tid til at alt det, der foregår mellem dansk- og matematiktimerne og et børneliv uden tid til fri leg.

Jeg bliver nødt til at hoppe, når konflikten engang er slut og "de andre" har fået det, som de vil - alternativet er jo at sige op, men jeg frygter, at det ikke kommer til at ske uden at skulle gå på kompromis med min faglighed, med kvaliteten af mit arbejde, med mine arbejdsvilkår...









lørdag den 8. december 2012

En frustreret folkeskolelærer smider den lilla ja-hat..

Hvordan i alverden starter man ud på et blogindlæg omhandlende den situation, som jeg og resten af mine lærerkolleger rundt i det danske land står i på nuværende tidspunkt?
Jeg har så mange frustrationer og meninger, at det er blevet svært at få formuleret noget som helst, men lad mig starte med at skrive, at jeg pt frygter fremtiden af to årsager:

1. Den nuværende regering blander sig utidigt i lærernes overenskomstforhandlinger. Den (socialdemokratiske!?!?) statsminister og hendes børne- og ungdomsminister kan stå på nationalt tv og afvise dette nok så meget, men faktum er, at der er bleve lavet et udkast til en reform af folkeskolen, som forudsætter et bestemt resultat ved OK-forhandlingerne. Faktum er desuden også, at der rent politisk er blevet signaleret opbakning til KL's trusler om lockout (igen trusler, der er kommet, førend forhandlingerne overhovedet var gået i gang).
For mig at se er det ikke kun en måde at føre politik på, der kan gøre det svært for lærerne at få noget som helst igennem ved forhandlingerne, det et opgør med den danske aftalemodel! Første skridt i den retning blev taget under SAS-forhandlingerne, hvor en nok så omtalt SMS fandt vej fra finansministerens telefon. At man som et parti med så store rødder i fagbevægelsen kan få sig til det er mig ubegribeligt! Det kan godt være, at "tiden er løbet fra fagforeningerne og traditionelle arbejdskampe", men min stemme blev sgu ikke sat på en ny (rød?) regering, for at Socialdemokratiet, SF og Radikale skulle gå forrest i et opgør med fagforeningerne, jeg græmmes!!!

2. KL og regeringen er enige om, at løsningen på folkeskolens udfordringer er, at lærerne underviser mere, mens forberedelsen mindskes. På den måde kan lærerne nemlig selv finansiere politikernes reform... Det kommer bare ikke til at give bedre undervisning! Det burde være indlysende, at god undervisning kræver god forberedelse. Det burde være indlysende, at vi som lærere ikke holder møder med forældre, kolleger, ledelse, PPR, Socialforvaltning osv, fordi vi er dovne og ikke gider at undervise, men fordi vi hele tiden arbejder for at støtte, udfordre og hjælpe vores elever til læring og trivsel. Det burde... Men det er det ikke. Jeg ved ikke, om det handler om, at lærernes arbejdstid er for kompleks for den almindelige dansker, eller om de 10 år med borgerlig regering bare har medført en folkeskole i ufravigelig tilstand af politisk kampplads, men én ting er i hvert fald sikker: Når det kommer til folkeskolen er det blevet validt "at fornemme og føle", når man træffer politiske beslutninger, og lærernes professionalisme er ikke noget, man behøver at tage alvorligt. Ikke alene er det yderst demotiverende som lærer gang på gang at stå model til ("hvorfor dog bruge 4 år på en uddannelse og gældsætte sig i studielån, hvis alle andre alligevel er af den overbevisning, at de ved mere om undervisning, end du gør?"). Det er da at bruge Danmarks børn og unge som prøvekaniner for at hente stemmer!

Jeg synes såmænd nok, at der kan findes fine initiativer i den fremlagte reform, om end jeg må stille mig skeptisk overfor, om de danske (i hvert fald de københavnske) skoler rent fysisk er gearede til at være heldagsskole.
Endvidere er jeg ærligt talt af den overbevisning, at danske børn og unge i forvejen efterhånden underlagt et voldsomt (uddannelsesmæssigt) pres, hvor de fra meget tidlig alder skal præstere og tage stilling til fremtiden. Jeg tror ikke det pres bliver mindre af at forlænge skoledagen, uanset hvor mange såkaldte aktivitetstimer, der skal være (det er da i øvrigt at gøre grin med lærernes undervisning, hvis man tror, at man som lærer ikke indtænker kreativitet og praktisk-musisk dimension ind i sine timer nu, det kræver bare - TA DAA - ekstra forberedelse)
Uanset hvad har børn sgu brug for også bare at være børn med "fri leg" og tid til sjove fritidsaktivteter, hvis vi ikke skal ende med endnu flere angste, spiseforstyrrede eller deprimerede børn og unge.... Og tillad mig at citere min kloge veninde og kommende psykolog: "Der skal være en arena, hvor man kan have en anden rolle end 'ham, der ikke kan læse' ".

Alle fra min egen fagforening og politikerne til hr og fru Danmark synes at have accepteret det som en eviggyldig sandhed, at den danske folkeskole er af h..... til. Men er det virkelig sandheden? Jeg ser hver eneste dag unger, som knokler og forbavser mig med deres viden og engagement. Jeg ser fagligt svage elever, der hele tiden rykker sig, og ikke mindst ser jeg lærere, der trods kontinuerlige skideballer og nedgørelse af deres professionalitet, stadig hver dag forsøger at gøre en forskel for de børn, de underviser. Vi skal som stand ikke klynke og gå imod udvikling, men vi skal fandeme heller ikke ligge os på ryggen med en falmet lilla ja-hat og lade alle andre definere det udgangspunkt, som vi diskuterer udfra.

- og så må vi helt konkret vise, hvad det er, vi bruger vores arbejdstid på og forklare hvorfor - og så bede Antorini, KL og forældrene tage stilling til, hvad det er, som vi ikke længere skal bruge tid på!