Nogle gange kunne det måske være en fordel, hvis man var typen, der havde lidt mindre armbevægelser, når man skulle have faguge...
Hele skolen omdannes i morgen til en "by" med forskellige værksteder, som ungerne på tværs af klasser er "ansat" i. De fiktive penge, de tjener, skal så bruges i de andre værksteder. Allerede her har vi gang i et relativt stort projekt. Når man så krydrer det med, at undertegnede sammen med kollega har ansvar et "restaurantværksted", der skal brødføde ca. 100 børn om dagen, begynder en mindre panikagtig følelse at melde sin ankomst her "dagen før dagen". For der skal naturligvis ikke aves de samme retter hver dag - citat Marie og kollega:
"Det skal jo også være sjovt for de børn, der skal lave maden", og kokkene er fra 7-14 år. Man kunne måske have gjort lettere for sig selv, men næh - det lave gærde skal ikke bruges, når der er faguge!
Har heldigvis forsøgt at udnytte min "kassetænkning" fuldt ud her i ugen op til, og på papiret er der vist nogenlunde styr på det. Jeg ved også godt, at det med stor sandsynlighed bliver vildt sjovt - og "en smule" hårdt.
Synes altid de der faguger er forbundet med ualmindelig meget kaos og stress. Har ofte taget mig selv i at tænke, at det da må kunne organiseres bedre. Lærere lever af at planlægge undervisning, men så snart at rammerne bliver anderledes, og man skal tænke mere "kollektivt" i sin didaktik, er det lidt som om, at overblikket forsvinder for de fleste.
Det pudsige er imidlertid, at så snart at fagugen skal afvikles, får de fleste det bare til at fungere. Det er som om, at der opstår sådan en "nu er vi i det, og det
skal sgu virke"-tanke, og på mystisk vis for man skabt noget mening i kaosset. Måske er det i virkeligheden det, som lærere er allerbedst til. Til at få noget til at virke "på trods", til at navigere i kaos og foranderlighed. Det er jo det, der i høj grad kendetegner den danske folkeskole; (Uddannelsespolitiske) initiativer fra højre og venstre skydes i gang uden imponerende overblik og på gulvet står læreren og skal skabe en meningsgivende hverdag for det enkelte barn. Meningen bliver (for det meste) skabt, og måske netop derfor ser man ikke de store fælles oprør mod elevplaner, nationale test, pædagogiske notater, skriftlige eksaminer, der bliver mundtlige og omvendt, kanon osv. Som de kaospiloter vi er, finder vi vores egen måde at få det til at fungere - uanset om det er et tosset initiativ eller ej.
Ved ikke rigtigt, om det er godt eller skidt...
