Sommerferieplusser

Blandt de mange gode ting ved at have sommerferie er:

• Tid til kaffe og morgenmad på altanen
• Ingen planer - og masser af planer
• Hyggelige tiltag på hverdage, som f.eks. lige om lidt, hvor jeg skal holde picnic på stranden med tidligere kollega - nu veninde (jeg øver mig...) - på en helt "dødelig" onsdag, for det kan man, når man har ferie, og man må gerne drikke kølig hvidvin til frokost
• Mulighed for at lægge skolen lidt på hylden - og dermed også reducere mængden af "farvel til gangsterskole-mavepusterne" (de kommer stadig indimellem)
• Tid til læsning - kun for sjov (jeg skal denne sommer læse voksenfantasy - rørende gave i fredags)
• Fra dansklærerens "ned i teksten, op i karakter" til Maries "ned i tempo, op i humør" (i det hele taget lidt mindre "Marie - folkeskolelærer" og lidt mere "Marie")
• Tid og lyst til at nyde de lyse nætter
• Masser af latte - i eget selskab og ikke mindst med veninderne

Jeg tror, jeg er påbegyndt en udramatisk helingsproces. Det kommer til at tage tid og gå op og ned, men mon ikke sommerferieplusserne hjælper lidt på den bakkede vej?

Bloggerisk mindreværd

Jeg læser med glæde veninders og familiemedlemmers blogs. Jeg forvilder mig også ind på blogs, der tilhører folk, jeg ikke ved, hvem er (og det har blandt andet været tilfældet i dag)... Oftest via links på de "kendte" steder. Det er jo sådan, det virker! Men, men, men må konstatere:

1. Det er godt, jeg har ferie, for når jeg fortaber mig i blogland, fortaber jeg mig i lang tid ad gangen. Således har jeg brugt det meste af min formiddag på kaffe og læsning af diverse blogs - først ude på altanen, men så blev det for varmt, og dernæst på gulvet i døråbningen, hvor jeg også befinder mig i skrivende stund (med playliste fra TDC Play - lavet af forsangeren fra Volbeat)
2. Jeg synes bare ikke, at jeg er lige så sjov, selvironisk, kreativ og "Michael Laudrups Tænder"-agtig som alle de andre bloggende kvinder i den danske land, og jeg kan derfor godt midt mellem smilene (som læsningen jo fremkalder) blive lidt småbitter og komme til at lide af "bloggerisk mindreværd". De fleste af mine indlæg handler jo om, at det ikke er så pisse let at være lærer i den danske folkeskole, og hvor underholdende og indsigtsfyldt er det mon lige???

Hmm - det er godt, at jeg mest af alt blogger for min egen skyld...

Stærk og sårbar

Jeg kom igennem  fredag. Det var hårdt, tårefyldt og godt. Jeg er stadig overvældet over alle de søde ord og gaver, jeg fik. Jeg har det faktisk nogenlunde, men rammes indimellem af følelsesmæssige slag i mellemgulvet, når det slår mig, hvad/hvem jeg har sagt farvel til - og hvilken uvis fremtid, jeg går i møde. Jeg forsøger ikke at tænke for meget, føler mig stærk og sårbar på samme tid.

Om at være i følelsen, fredag og fosterstilling

Inden fredag skal jeg:

• Skrive en lille sommerhilsen til mine kommende elever og deres forældre
• Formulere noget mere eller mindre klogt, som jeg evt. kan sige til sommerferiefrokosten(så frem jeg føler for en tale)
• Tømme mit personlige drev på skolens computere
• Tømme mit skab på skolen
• Finde på noget med sukker, som kan deles ud til de kære 6. klasser
• Have helt styr på kjole, hæle og alt andet dulleri, for det skal til på fredag

- og med garanti tude lidt, drikke trøstelatte og indimellem krybe i fosterstilling i sofaen.

Som jeg lige talte med min søde mor om, så er der vist ikke så meget andet at gøre end at være i følelsen lige nu (og så ellers tro på, at hun også har ret i, at jeg stille og roligt nok skal begynde at kigge fremad, når vi kommer efter første uge af sommerferien)
 

Man kunne have en holdning...

Man kunne have en holdning til det faktum, at det er fredag aften og jeg ordner vasketøj, spiser take away Indian og ser "The Big Bang Theory".... men sådan er det, når morgendagen byder på skolelørdag... hvilket man også kunne have en holdning til?!

6 arbejdsdage tilbage på gangsterskolen - tja...

Jeg græmmes!

Det er simpelthen for let, for usmageligt, for stridt, for ansvarsløst, for provokerende at have været undervisningsminister i SÅ mange år og så konkludere, at folkeskolens problem , er, at "lærerne mangler ambitioner". Jeg ved ikke, hvilke lærere, at Bertel Haarder baserer sine udtalelser på, men de lærere, jeg kender er absolut ikke kendetegnede ved at være uambitiøse - faktisk tværtimod. Jeg oplever til gengæld lærere, der gang på gang tvinges til at gå på kompromis med deres ambitioner, fordi de møder politisk, økonomisk og praktisk modstand og konstant indgriben i deres metodefrihed.
Læs evt. den tidligere undervisningsministers udsagn her

I forvejen har jeg det lidt svært ved, at det er blevet helt okay på unuanceret vis at konkludere, at folkeskolen fejler... Det er jeg ikke så sikker på, den gør.... Hvad,jeg derimod er ret sikker på, er, at intet bliver bedre af konstante besparelser, som blandt andet resulterer i fyringer, som igen resulterer i færre lærere til flere elever og flere opgaver.
Læs evt. lidt om, hvor galt det ser ud her

Jeg mindes et gammelt LL-banner: "Ingen kvaler - dine børn betaler!"

At lave en bunke...

...med bøger klar til aflevering på skolen
At spekulere på hvor resten mon befinder sig
At tage endnu et skridt og huske sig selv på solen
At mærke man befinder sig på ukendt vej

Lørdagstanker om tid...

I dag er det lørdag den 11. juni... og om præcis to uger er jeg (formentlig med tømmermænd) i gang med første dag i min sommerferie. Det betyder, at jeg har sagt farvel til min gangsterskole, mine gangsterelever og mine helt fantastiske kolleger. Den 8. august starter jeg på min nye, knapt så gangsterprægede, skole på Østerbro. Hmm... hvordan forholder man sig lige til det? Indimellem ville jeg ønske, at jeg kunne være lidt mere ligeglad - det er trods alt bare et job... men det er det jo ikke bare! I hvert fald ikke for mig. Jeg har en knude i min mave, der vokser i takt med at dagen for den endelige "afsked" med min nuværende arbejdsplads nærmer sig.

Følelserne sidder uden på tøjet. Det gør de, fordi det har været - og er - en turbulent tid. Ikke kun på arbejdsfronten, men så sandelig også i privaten, hvor alvorlig sygdom i familien pludselig blev virkelighed. Heldigvis går det den rette vej igen. Jeg synes ikke at være den mest overskudsramte version af mig selv for tiden (og har nok ikke rigtigt været det i nogle måneder), men jeg håber - og tror på - at tiden nok skal arbejde for mig, og indtil da kan man jo minde sig selv og jer, der måtte læse med, om, at der også mit i rodet også findes gode ting:

• Jeg er blevet bonustante! Den 19. maj kom Helle og Tonnis lille Lærke til verden. Hun havde en lidt dramatisk ankomst, men alt er godt, og hun synes at stortrives. Det er i hvert fald de meldinger, jeg får fra det nordjyske. Hun er i de mest trygge, kompetente og kærlige forældrehænder, som man kan forestille sig, og jeg glæder mig meget til snart at se det lille mirakel igen.
• Der findes virkeligt nogle dygtige sygeplejersker og læger i dette land. TAK til dem!
• Selvom sommerferiens snarlige ankomst synes at være præget af en vis ambivalens, så betyder ferie jo blandt andet også Take That koncert i Parken, formentlig en tur til Irland, tid til at være moster og bonustante, tid til at være datter og søster, tid til at være veninde, mulighed for at sove længe, grill på verandaen (altanen), lange sommeraftener, kølig rosevin og sommerkjoler med bare ben.... for blot at nævne lidt.
• Min have blomstrer, og jeg bliver glad, hver gang jeg konstaterer, at endnu en blomst er sprunget ud.
• Et farvel til kolleger kan vel også gå hen at blive et goddag til venner og veninder...

Og lad mig så på lidt rørstrømsk vis slutte dette blogindlæg med et lille citat fra Dr. Seuss:
"Don't cry because it's over, smile because it happened". Jeg forsøger!