Efterårsferietanker

Åh, sådan en uges efterårsferie får sørme hurtigt ben at gå på. Jeg har tilbragt store dele af ferien på min sofa med Star Wars film og tv-serier - og for en gangs skyld har jeg ikke dårlig samvittighed. Jeg kunne godt nævne alle de ting, jeg burde/kunne have gjort (e-planer, havearbejde, oprydning osv.), men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at krop og sjæl havde rigtigt godt af en time-out.
Der har også været tid til herligt besøg fra niecen med ZOO-tur, maling, legeplads, "Lille Nørd" og forkælelse. Åh, hvor jeg dog under alle med søstre at blive moster! Det er simpelthen så særligt og værdifuldt.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg har nu klaret 1/4 af skoleåret og tager hul på de sidste par måneder inden juleferien. Jeg skal have lavet elevplaner, holdt skole-hjem samtaler, testet diverse elever i specialcenterregi og i det hele taget have et helt typisk travlt lærerefterår.

I sidste weekend sagde en veninde til mig (der selv har prøvet at forlade en skole, hun var glad for - dog frivilligt!), at det tager da mindst ét år at falde til et nyt sted. Det var rart at få bekræftet, at det ikke bare lige er noget, der sker fra den ene dag til den anden. Jeg kan nemlig indimellem godt gå rundt med en fornemmelse af, at min omverden (og måske i virkeligheden også mig selv???); venner, familie, gamle kolleger, nye kolleger alle forventer, at jeg da nu må været "kommet videre", at de idioter, der sendte mig væk fra Gangsterskolen på ingen måde er værd at bruge tid på, når de har opført sig, som de gjorde. Og de har helt ret! De er ikke værd at bruge tid på. Det har jeg gjort så rigeligt. Jeg har de første ti uger på 2100-Speltskolen oplevet, hvor stor en forskel det gør i ens hverdag at have en dygtig leder, der kan kommunikere og udviser tillid. Jeg kan også bare godt mærke, hvor stor en forskel det gør ikke længere at arbejde sammen med mine gamle "gangsterkolleger". Jeg savner dem! Og indimellem har jeg svært ved at finde "rummet", hvor det er okay, for det kører jo. Jeg har nye rutiner, jeg snakker med mine nye kolleger, jeg har det godt med mine nye elever og jeg har en ny ledelse, som rent faktisk magter deres opgave.
Det kører! Og alligevel.... Tja...

Jeg sætter min lid til ordsproget om at" tiden læger alle sår", og så tror jeg måske, at jeg lige så stille skal forsøge at slutte fred med, at den her forflyttelse har pillet en lille smule ved min tilgang til arbejde. Jeg er stadig både engageret og pligtopfyldende (det tror jeg slet ikke, jeg kan lade være med at være - det har jeg sgu fået ind med modermælken og opdragelsen i det nordjyske), men en lille del af mig er måske blevet lidt mere kynisk omkring nogle ting... Om det er positivt eller negativt, ved jeg faktisk ikke?

Nu vil jeg gå ud og koge en masse dejlig danske efterårsæbler til æblegrød og i det hele taget svælge lidt i sidste feriedag.


God søndag derude!

At være en lærerkliché

Jeg havde en kort "ud af kroppen-oplevelse" i dag, hvor jeg ligesom observerede mig selv lidt udefra  - og måtte trække på smilebåndet.

Jeg sad med jordens største kop kaffe og en ostemad (!) ved spisebordet med bøger ud over det hele og fremstillede grammatikplakater til 5. klasses klasseværelse. Åh, at være en kliché på en lærer, men hvor var det dog herligt at have energien og motivationen til at dyrke den side af mig selv...

- specielt fordi jeg i dag midt i 10-frikvarteret endnu engang fik tanken "det var jo ikke lige helt sådan her, det skulle være" + "hvor jeg dog savner at arbejde sammen med hende, ham, hende, ham..." Det kan altså godt være nogle lidt svære tanker at parkere.

"Hvordan går det?", blev jeg spurgt mange gange i fredags til fest med gamle kolleger, og efter at være blevet spurgt de første 10-15 gange nøjedes jeg med et "det går fint", for det gør det jo! Og det kan godt blive lidt rodet, når jeg på den ene side roser mange dele af mit nye arbejde og samtidigt ikke bare sådan er 110 % overskudsagtig omkring at være lærer på 2100-Speltskolen.

Om lidt mindre end tre uger er der efterårsferie. Jeg synes ærligt talt, at tiden er fløjet af sted, og det ser jeg som noget positivt. Den ene dag tager den anden, og vi har allerede nået selvbiografier og det første kapitel i Fandango i dansk. Det føles langt mere hverdagsagtigt at tage ud på skolen, end det gjorde i august, og jeg ligger ikke bare i fosterstilling, når jeg kommer hjem og tuder over uretfærdigheden. Den del af krisebearbejdelsen er jeg længst forbi. Jeg har vel gang i det, der med et fint ord, hedder "nyorientering" - og jeg forsøger at give mig selv tiden til det og tilgive de mindre tilbagefald. 

Hjemve?

Dengang var jeg spejderleder var det oftest sådan, at der altid var en eller to der fik akut hjemve, når vi nåede til onsdag på sommerlejrene... sådan lidt midtvejskrise...

I dag, hvor det er onsdag, har jeg også lidt hjemve. Jeg tror nu ikke, det så meget skyldes ugedagen, men snarere det faktum at jeg i går var på besøg på gangsterskolen. Det var super hyggeligt at se ungerne igen, som mødte mig med hvin og kram i skolegården, og det er helt tosset, hvor meget de er skudt i vejret siden juni. Det var dejligt, dejligt, dejligt at se de "gamle" kolleger igen, og det var meget mystisk på en og samme tid at føle sig helt hjemme og en smule fremmedgjort. Jeg kom til at savne... og har savnet lidt i dag.

Det kunne være forfriskende, hvis min blogindlæg ikke hele tiden skulle indeholde den her dualisme, hvor jeg på den ene side savner eller stadig har en følelse af uretfærdighed og på den anden side tænker, at jeg på 2100-Speltskolen både har nogle skidesøde elever, en god ledelse og flinke kolleger! Forestiller mig også, at det kan være lidt trættende at læse...?

Den lidt kyniske eller rationelle side af mig har lyst til at ruske mig selv og råbe "Kom nu videre, putte. Let it go! Move on! Du er bedre tjent væk fra det cirkus af et dårligt arbejdsmiljø". Den anerkendende del af mig siger "Der er kun gået 6 uger af skoleåret, giv nu dig selv lidt tid til at falde til. Du har været igennem en hård proces, og såret skal altså lige hele". Den følsomme eller sårbare side af mig er lidt lille-pige-agtig og hvisker "Jeg savner! Det var ikke sådan her, det skulle være. Jeg skulle jo være på gangsterskolen".

Ud over at det kan lyde en anelse skizofrent, så kommer man jo som regel længst med en anerkendende tilgang til verden og sig selv. Jeg forsøger at give mig selv et klap på skulderen over, at det trods alt går ret godt på Østerbro. Eleverne har lynhurtigt accepteret mig, jeg har fået ros for mit arbejde, og jeg kan både grine og være optimistisk. At der så indimellem er dage, hvor hjemveen trykker lidt rigeligt, er måske i virkeligheden forventeligt efter det forår, jeg var igennem (og med det kollegiale sammenhold, som jeg var en del af).

I morgen skal vi stemme, og jeg skal have forældremøde. Det kan være, at en af de to ting medfører et andet slags blogindlæg, hvor jeg ikke kører så meget rundt i dualismens frustrationer:-)

3 uger på 2100-Speltskolen

Har nu afsluttet 3. uge af skoleåret, og kan levere følgende status:

Jeg har i de sidste tre uger:

• Cyklet 240 km. (!) + det løse. Det føles sgu meget sejt.
• Købt latte i "Joe and the juice" to onsdag morgener (hvor jeg møder sent), men længes efter fast tur på Riccos, hvor man ikke bliver spurgt, om man vil have sin latte på soyamælk ("Nej, jeg vil da ej.")
• Taget mig en eftermiddagslur alle de dage, hvor jeg har kunnet slippe af sted med det

Jeg kan konstatere, at:

• Der findes mange dårlige cyklister i København. Folk sms'er, kører over for rødt, viser ikke af med arm, når de skal dreje... 
• Nogle ting er de samme, uanset om folkeskolen ligger på Amagerbro eller Østerbro; her kan man eksempelvis nævne: Den allestedsnærværende lugt af madpakker og gymnastiktøj, den særlige stemning på skolebiblioteket, drenge, der ikke kan holde styr på deres papirer, piger der dekorerer alle hæfter med sirlig skrift og "glimmertuscher", sur lærerkaffe...
• Andre ting er meget forskellige. Her kan man nævne: Krav fra forældre (som må siges at være en lidt større udfordring på 2100-Speltskolen end Gangsterskolen), referencerammer (fra "Det var orn'lig sygt" til "og så smagte vi bare den her fantastiske balsamico"), modenhed og selvstændighed (der er godt nok liiiidt mange elever i 5. klasse, der stadig bliver fulgt i skole og kysset farvel i klassen, og der er i det hele taget liiidt curlingbørntendens over Speltkvarteret),  ro vs. uro i timerne (1-0 til Østerbro) og vigtigst - ledelse og arbejdsmiljø (hvor der vel nærmest står 100 - 0 til Østerbro)

Jeg savner:

• Mine "gamle" kolleger! (Indimellem rigtigt meget...og jeg kan godt blive lidt trist af det)
• Lidt mere sjov på lærerværelset
• At sidde i vindueskarmen på Gangsterskolens lærerværelse med en kop kaffe
• At kunne cykle på arbejde i kl. 7.25 i stedet for kl. 7.00
• Min kaffedame
• At have et veletableret årgangssamarbejde
• Af og til mine gamle elever
• At have smartboard i klassen
• At føle sig "hjemme" på sin arbejdsplads

Jeg savner ikke:

• Overvågning, kontrol og mistillid
• Frustrerende møder
• At skulle kæmpe for at få ro i timerne og elever med attitudeproblemer
• At have 6 forskellige klasser

Fik i øvrigt i dag at vide af en ny kollega, at hun syntes, at jeg havde bragt en god energi til skolen. Det var bare så dejligt et kompliment! -og nu vil jeg for en stund lade skole være skole og indtage min fredag i symbiose med min sofa.