Viser opslag med etiketten Harry Potter. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten Harry Potter. Vis alle opslag

onsdag den 11. januar 2012

Tja...

Sætninger, jeg ikke havde forestillet mig, at jeg skulle sige:
  • "Øøøøh, er der nogen af jer, der har en Harry Potter tryllestav derhjemme, som jeg må låne?" (til 5. klasse, i øvrigt var svaret ja - der var sågar flere modeller at vælge imellem)
  • "Ja, det ville give god mening, at vi evt. arbejdede hen mod, at jeg på sigt skulle læse specialpædagogik som et ekstra linjefag" (til super god MUS-samtale med humor og fremtidsperspektiv, og jeg synes virkeligt, det kunne være fedt, hvis jeg som konsekvens af funktionslærerrolle kan få mulighed for at uddanne mig med et ekstra linjefag)
  • "Hvorfor i alverden har jeg det nye smarte tv2 + mine filmkanaler, men ikke dr?" (mysteriet løst efter lidt roderi med tv-boks og moderkanalen er tilbage)

mandag den 13. december 2010

Maries elever? De skal sgu arbejde med fantasy!

Spekulerer af og til på, hvor meget man som lærer kan "tillade" sig at tilrettelægge undervisning efter personlige præferencer. Altså, jeg er sådan set ikke i tvivl om de overordnede rammer - de er jo lovmæssigt tilrettelagt, men som lærer har man (lidt endnu???) stadig et vist professionelt råderum, og jeg lader mig tit inspirere af emner, materialer og opgaver, som jeg selv har interesse i.

Eksempelvis skal elever i engelsk blive fortrolige med britisk kultur, og det er for mig blandt andet lig med britisk fantasy, hvorfor eleverne i 8. klasse pt. læser "Harry Potter and the Philosopher's Stone". Jeg ELSKER Harry Potter, og jeg er i det hele taget selv pjattet med fantasy/fantastiske fortællinger af forskellig art, så jeg bruger gerne tid på den genre, når det giver mening i mine fag. (Faktisk kunne jeg hellige en hel blog til fortræffelighederne ved fantasy og hele deres dannelsesmæssige potentiale, men jeg henviser til min engelskeksamen fra seminariet...)

Jeg er også selv lidt af en "kassedame", der godt kan lide grammatik og ting i skemaer, og jeg elskede, da jeg gik i skole, at lave forskellige "spalter" og "læs og forstå"opgaver. Samtidig elsker jeg jul! Derfor laver 6. klasse lige nu en række hyggelige grammatikopgaver forklædt i jul, lavet til CSI i går aftes.

Jeg er også vild med Tim Burton, og synes derfor også at det giver god mening at se "The Nightmare Before Christmas" i engelsk i 6. klasse i denne uge (igen kommer det dersens kultur noget ind, for den giver en sjov præsentation af større amerikanske/britiske højtider)

Jeg underviser dog også i økonomi i samfundsfag i øjeblikket, hvilket absolut ikke siger mig en dyt, men jeg kan sagtens se, hvorfor fremtidens unge skal kende til det økonomiske kredsløb og ekspansiv finanspolitik - og så skal man jo efterleve "Fælles Mål" og alle de mange, mange, mange andre regler, kanons, vejledninger og beslutninger, som politikerne finder på i ét væk derinde på Borgen....



PS: Jeg har juleferie om 4 dage!