Universitetssnak og farvel ferie

Nå, jamen så kom jeg og resten af kommunens lærere på sommeruniversitet. Det var... altså nogle af oplæggene (her siger jeg med vilje oplæg og ikke kurser!) var ganske interessante og med gode input! Andre var... ja for at være helt ærlig var de banale og mere eller mindre ligegyldige. At få at vide, at man skal huske at smile til eleverne og lukke øjnene, lægge hånden på hjertet og mærke efter, hvad man gerne vil give sine elever med i livet er sgu ikke sådan rigtig opkvalificerende i min optik.

Altså, det er jo ikke fordi, at der er noget galt i at gøre det, men jeg synes sgu nok egentlig, at vi så har gang i noget, der lidt er at gøre grin med vores professionalitet. Der var andre eksempler på ikke helt så banebrydende oplæg/kurser; f.eks. endnu et om smartboard, som endnu engang var en underviser, der stod og viste, hvor man kunne trykke frem for noget, hvor man skulle have det i hænderne. Og så var der så modsat et oplæg om undervisningsdifferentiering i dansk, hvor jeg gik der fra med fede understregninger i noterne i forhold til konkrete undervisningsideer og tanker.

Fredag aften var vi nogle stykker fra arbejde, der drak øl hos mig, og naturligt nok fyldte sommeruniversitet lidt, og det blev tydeligt for mig, hvordan man godt kan gå lidt fejl af hinanden, hvis man ikke er klar på ens egen punktering i drøftelsen.

Vurderer man sommeruniversitet ud fra et politisk perspektiv, synes jeg snildt man kan tillade sig at have "nej-hatten" på. Formålet med det her såkaldte universitet har måske officielt været at opkvalificere lærerne, men der er i min optik ingen tvivl om, at den kære børne- ungdomsborgmester nu kan sige "Se, hvordan vi gøre noget ved den forfærdelige folkeskole her i Københavns Kommune, for jeg er nemlig ikke bange for at pille ved de dovne læreres ferie" - og det har man jo brug for at kunne sige, når man tillader borgelige meningsdannere som Anne Sophie Hermansen at kritisere hele den danske folkeskole og dennes lærere på baggrund af egne navlepillende erfaringer og på en yderst utiltalende måde. Det kræver eksempelvis ikke meget detektivarbejde at finde ud af, hvilken skole og hvilke lærere, hun omtaler.
Samtidig har den kære borgmester fået skyts at bruge mod lærernes evindelig brok over de udvidede inklusionsbegreb - "Det er da ikke noget problem, nu har I jo været på kursus i undervisningsdifferentiering!"


Drøftelse af indholdet i det såkaldte universitet er et helt andet perspektiv, og her vil jeg påstå, at jeg gik til oplæggende/kurserne med en, hvis ikke "ja-hat", så i hvert fald en "mmmjaaa-hat"; det synes jeg, man skylder underviserne og hele konceptet om efter-videreuddannelse, men hvor ville jeg dog ønske, at jeg havde fået muligheden for noget reel faglig fordybelse, for så ville jeg nok være noget mere positivt stillet frem mod næste års sommeruniversitet (for det er jo et konceptet, der skal fortsætte).

Jeg håber, at lærerne får mulighed for at evaluere indhold og organisering - og at det vil blive brugt aktivt. Det politiske perspektiv kan ikke bruges her, men man sgu godt forlange, at indholdet stemmer overens med skolens behov og lærernes professionelle standpunkt, og det var desværre ikke helt tilfældet i år....

Nå, nok om sommeruniversitet. Det er blevet uge 33, og jeg har i dag haft første af to forberedelsesdage på skolen. På onsdag starter ungerne også! Selv om jeg synes, at jeg kun nåede en brøkdel af det, der var planen i dag og med jævne mellemrum rammes af lidt præstationsangst i forhold til det her funktionslærerhejs, er jeg overvejende fuld af fortrøstning. Som jeg skrev på Facebook i dag, så noterede jeg mig ved ankomst til skolen i morges, at cykelturen til Østerbro på et år er blevet meget lettere - psykisk og fysisk. Modsat sidste år er samarbejdet på plads, der er krammere på lærerværelset, og jeg føler mig ikke som det placerede sorte får med hjemve... Og så har jeg oven i købet fået min medsammensvorne fra Gangsterskolen som kollega igen! Jeg kunne sagtens bruge mere ferie, og jeg kan da godt mærke, at der lige forsvandt to uger til koloni samt tre dages forberedelse til ovenstående cirkus, men hvor er det dog befriende, at det bare er almindelig "øv, ferie var da meget fedt" frem for de (forskellige!) frustrationer, der de sidste to år har  præget min skolestart. Der er hverken uvished eller dårligt arbejdsmiljø i sigte. Der er nye opgaver, jo vel, men det er i gode omgivelser.

(Og så kan jeg da sagtens stadig savne mine gamle kolleger lidt og såmænd også gangsterbørnene. Ikke som modpol til mine nuværende kolleger, der absolut også er både seje, søde og sjove, men fordi der blandt de gamle er nogle, som jeg kom rigtig tæt på og som hjalp mig træde mine første lærerskridt. Heldigvis har sidste skoleår også vist mig, at det er muligt at holde fast i de gode gamle relationer og udvikle nye gode)

Farvel ferie, goddag skoleår 2012/2013. Let the games begin!
  

Glædelig påske

Stadig i nattøj, under dynen og med krimibog. Nyder min sidste påskeferiedag til det yderste (også selvom jeg liiige skulle lave ugeplan i formiddags, have tjekket op på de aftaler, jeg har i ugen, som jeg havde glemt - her kan nævnes hjælp til en kollegas national test med 2. klasse og "lærerdag" på fredag for alle lærere ansat i området "Indre by/Østerbro - det er noget med noget oplæg om eftermiddagen efterfulgt af middag og fest).

Der er 2½ måned til sommerferie, og foråret er jo velsignet med små fridage, der lige kan give lidt overskud i hverdagen (medmindre man er lærer i 9. klasse og synes, man mangler tid - den følelse kan jeg godt huske). Tiden flyver, og før jeg ved af det, har jeg "klaret" første skoleår på 2100 Speltskolen. Forhåbentligt går jeg et forår og en afslutning på skoleåret i møde, der bliver præget af noget mindre uro og uvished.

PS: Er det kun mig, der har spist omkring 10.000 marcipanæg her i påsken? ;-)

Glædelig 1. december

Første "Klippe-klistre-dag" på 2100-Speltskolen er nu veloverstået. Hyggelig dag med søde unger, hjælpsomme forældre, sød kollega og masser af glanspapir, gran, julegodter og den traditionelle lettere paniske oprydningsseance. Alt i alt en god dag!
Hele skolen holdt i øvrigt "Klippe-klistre-dag", og det var rart. I det hele taget sætter jeg pris på at være kommet på en skole, hvor der er fælles traditioner, og hvor der er lyst/tillid/energi/mulighed, når det kommer til den "praktisk udførsel".

Og så elsker jeg jo jul! Jeg har bagt julesmåkager, så der var til min 5. klasse i dag, men også så der er til fødselsdagsfejring og almen decemberhygge. Der er nisser i hjørnerne i lejligheden (og støv...), og der er restegran på altenen fra elevernes kreative udfoldelser, som skriger på at blive lavet til juledekorationer... på et eller andet tidspunkt. Om det er fødselsdagen i december, der gør det, ved jeg ikke, men jul og jeg har det bare godt sammen. Jeg kan sagtens klare "Last Christmas" med Wham op til flere gange i december, jeg får også travlt med julegaver, men synes faktisk også om at købe gaver til folk - og oplever sådan set også, at de sætter pris på dem (og selvom de af og til kommer fra en ønskeseddel). Jeg synes, julehjerter og nisser er hyggelige, og jeg smiler, når jeg kigger på "Jul på Amager"-gadelysene på Amagerbrogade.

Jeg bliver da også træt af julereklamerne i oktober, jeg frasiger ikke julens kommercielle element, men jeg synes bare kort og godt, at der er flere gode ting ved julen end dårlige.

Om lidt 19 dage (og noget færre skoledage) har jeg juleferie - en anden bonus ved højtiden, og denne juleferie betyder, at jeg er igennem første halve år på ny arbejdsplads. Jeg er mentalt et helt andet sted end ved sommerferiens afslutning. Jeg føler mig mere hjemme på lærerværelset, jeg har det godt med eleverne og jeg er kommet tættere på nogle af kollegerne. Jeg savner stadig mine gamle kolleger - uden tvivl. De er noget særligt, sådan er det bare. Men det er ikke sådan et "ondt i maven savn" længere, og det er næsten på ugentlig basis, at jeg tænker "Jeg vil aldrig arbejde for de to tyranniske tosser på Gangsterskolen igen", især tænker jeg det, når jeg oplever de (i tidligere indlæg nævnte) "stresssymptomer" på ting, som ikke burde bekymre mig, men som automatisk udløser en unødvendig bekymring om, hvor vidt der kan stilles spørgsmål til, om jeg gør mit arbejde godt nok. Det har ikke været godt for det pligtopfyldende mellembarn at starte sin karriere med at stifte bekendtskab en ledelsesstil baseret på frygt, mistillid og overvågning. Det sidder dybere, end jeg bryder mig om, men det sætter også en stor fed streg under, at jeg var den, der trak den længste strå, da de fæhoveder lod deres egen frygt styre og valgte at forflytte mig for at statuere et eksempel. "Det er hvad vi gør ved urostiftere" (= engagerede medarbejdere, der tør sige deres mening og går ind i udviklingsarbejdet på skolen med liv og sjæl). Man skal jo tilgive i julen og alt det der, men hvad angår forflyttelsen, så rækker mit overskud ikke til det. I stedet kan jeg benytte julen til at være taknemmelig for at være blevet taget godt imod og i det hele taget "sendt ud" på en god skole, i en god klasse, med en god ledelse og godt arbejdsmiljø.

Jeg troede egentligt, at jeg bare lige skulle skrive et indlæg om klippe-klistre-dag, men sådan gik det ikke. Bær over med mig kære læsere, den forflyttelse har efterladt visse ar...
Uanset hvad så:

Glædelig 1. december!

 

Efterårsferietanker

Åh, sådan en uges efterårsferie får sørme hurtigt ben at gå på. Jeg har tilbragt store dele af ferien på min sofa med Star Wars film og tv-serier - og for en gangs skyld har jeg ikke dårlig samvittighed. Jeg kunne godt nævne alle de ting, jeg burde/kunne have gjort (e-planer, havearbejde, oprydning osv.), men jeg er faktisk ikke i tvivl om, at krop og sjæl havde rigtigt godt af en time-out.
Der har også været tid til herligt besøg fra niecen med ZOO-tur, maling, legeplads, "Lille Nørd" og forkælelse. Åh, hvor jeg dog under alle med søstre at blive moster! Det er simpelthen så særligt og værdifuldt.

I morgen starter hverdagen igen. Jeg har nu klaret 1/4 af skoleåret og tager hul på de sidste par måneder inden juleferien. Jeg skal have lavet elevplaner, holdt skole-hjem samtaler, testet diverse elever i specialcenterregi og i det hele taget have et helt typisk travlt lærerefterår.

I sidste weekend sagde en veninde til mig (der selv har prøvet at forlade en skole, hun var glad for - dog frivilligt!), at det tager da mindst ét år at falde til et nyt sted. Det var rart at få bekræftet, at det ikke bare lige er noget, der sker fra den ene dag til den anden. Jeg kan nemlig indimellem godt gå rundt med en fornemmelse af, at min omverden (og måske i virkeligheden også mig selv???); venner, familie, gamle kolleger, nye kolleger alle forventer, at jeg da nu må været "kommet videre", at de idioter, der sendte mig væk fra Gangsterskolen på ingen måde er værd at bruge tid på, når de har opført sig, som de gjorde. Og de har helt ret! De er ikke værd at bruge tid på. Det har jeg gjort så rigeligt. Jeg har de første ti uger på 2100-Speltskolen oplevet, hvor stor en forskel det gør i ens hverdag at have en dygtig leder, der kan kommunikere og udviser tillid. Jeg kan også bare godt mærke, hvor stor en forskel det gør ikke længere at arbejde sammen med mine gamle "gangsterkolleger". Jeg savner dem! Og indimellem har jeg svært ved at finde "rummet", hvor det er okay, for det kører jo. Jeg har nye rutiner, jeg snakker med mine nye kolleger, jeg har det godt med mine nye elever og jeg har en ny ledelse, som rent faktisk magter deres opgave.
Det kører! Og alligevel.... Tja...

Jeg sætter min lid til ordsproget om at" tiden læger alle sår", og så tror jeg måske, at jeg lige så stille skal forsøge at slutte fred med, at den her forflyttelse har pillet en lille smule ved min tilgang til arbejde. Jeg er stadig både engageret og pligtopfyldende (det tror jeg slet ikke, jeg kan lade være med at være - det har jeg sgu fået ind med modermælken og opdragelsen i det nordjyske), men en lille del af mig er måske blevet lidt mere kynisk omkring nogle ting... Om det er positivt eller negativt, ved jeg faktisk ikke?

Nu vil jeg gå ud og koge en masse dejlig danske efterårsæbler til æblegrød og i det hele taget svælge lidt i sidste feriedag.


God søndag derude!

Alternativ undervisning, faguger, emneuger...

... kært barn har mange navne. På 2100-Speltskolen hedder de f-uger, og sådan en har vi denne uge. For 5. og 6. klasses vedkommende er det overordnede emne "sundhed" denne gang, måske inspireret af Skolernes Motionsløb på fredag.
Jeg kan egentligt godt lide de uger, hvor man vender skemaet lidt på hovedet og får mulighed for at tænke lidt anderledes. Det er cool, når det resulterer i emner og aktiviteter, som man ikke har tid til i hverdagen, og som ungerne synes er fede.

Men det er sgu en udfordring at planlægge de uger. Alle vil gerne på tur, benytte sig af computere og andet udstyr, der er aldrig nok hænder. Der er tit rigtigt meget, som skal falde på plads i forhold til fordeling af lærere, man får nye samarbejdspartnere og indimellem også nye børn. Det hele bliver oftest lidt kaotisk, og jeg skal altid lige synke en ekstra gang og nedtrykke den indre kassedame lidt....

I dag har jeg haft hjemkundskab i 6 timer, og det skal jeg også i morgen. I dag var det fremmede klasser, i morgen (heldigvis) mit normale hjemkundskabshold + resten af deres klassekammerater (som jeg jo kender fra kristendomskundskab) + min egen 5. klasse. Det skal nok blive hyggeligt!

Det allerbedste ved denne f-uge er, at den sluttes af med efterårsferie! Jeg trænger! - og glæder mig til bare at gå lidt i hi i "Hollænderen"; sove længe, se tv... og måske få kigget lidt på nogle løse ender... måske.

At være en lærerkliché

Jeg havde en kort "ud af kroppen-oplevelse" i dag, hvor jeg ligesom observerede mig selv lidt udefra  - og måtte trække på smilebåndet.

Jeg sad med jordens største kop kaffe og en ostemad (!) ved spisebordet med bøger ud over det hele og fremstillede grammatikplakater til 5. klasses klasseværelse. Åh, at være en kliché på en lærer, men hvor var det dog herligt at have energien og motivationen til at dyrke den side af mig selv...

- specielt fordi jeg i dag midt i 10-frikvarteret endnu engang fik tanken "det var jo ikke lige helt sådan her, det skulle være" + "hvor jeg dog savner at arbejde sammen med hende, ham, hende, ham..." Det kan altså godt være nogle lidt svære tanker at parkere.

"Hvordan går det?", blev jeg spurgt mange gange i fredags til fest med gamle kolleger, og efter at være blevet spurgt de første 10-15 gange nøjedes jeg med et "det går fint", for det gør det jo! Og det kan godt blive lidt rodet, når jeg på den ene side roser mange dele af mit nye arbejde og samtidigt ikke bare sådan er 110 % overskudsagtig omkring at være lærer på 2100-Speltskolen.

Om lidt mindre end tre uger er der efterårsferie. Jeg synes ærligt talt, at tiden er fløjet af sted, og det ser jeg som noget positivt. Den ene dag tager den anden, og vi har allerede nået selvbiografier og det første kapitel i Fandango i dansk. Det føles langt mere hverdagsagtigt at tage ud på skolen, end det gjorde i august, og jeg ligger ikke bare i fosterstilling, når jeg kommer hjem og tuder over uretfærdigheden. Den del af krisebearbejdelsen er jeg længst forbi. Jeg har vel gang i det, der med et fint ord, hedder "nyorientering" - og jeg forsøger at give mig selv tiden til det og tilgive de mindre tilbagefald. 

Hjemve?

Dengang var jeg spejderleder var det oftest sådan, at der altid var en eller to der fik akut hjemve, når vi nåede til onsdag på sommerlejrene... sådan lidt midtvejskrise...

I dag, hvor det er onsdag, har jeg også lidt hjemve. Jeg tror nu ikke, det så meget skyldes ugedagen, men snarere det faktum at jeg i går var på besøg på gangsterskolen. Det var super hyggeligt at se ungerne igen, som mødte mig med hvin og kram i skolegården, og det er helt tosset, hvor meget de er skudt i vejret siden juni. Det var dejligt, dejligt, dejligt at se de "gamle" kolleger igen, og det var meget mystisk på en og samme tid at føle sig helt hjemme og en smule fremmedgjort. Jeg kom til at savne... og har savnet lidt i dag.

Det kunne være forfriskende, hvis min blogindlæg ikke hele tiden skulle indeholde den her dualisme, hvor jeg på den ene side savner eller stadig har en følelse af uretfærdighed og på den anden side tænker, at jeg på 2100-Speltskolen både har nogle skidesøde elever, en god ledelse og flinke kolleger! Forestiller mig også, at det kan være lidt trættende at læse...?

Den lidt kyniske eller rationelle side af mig har lyst til at ruske mig selv og råbe "Kom nu videre, putte. Let it go! Move on! Du er bedre tjent væk fra det cirkus af et dårligt arbejdsmiljø". Den anerkendende del af mig siger "Der er kun gået 6 uger af skoleåret, giv nu dig selv lidt tid til at falde til. Du har været igennem en hård proces, og såret skal altså lige hele". Den følsomme eller sårbare side af mig er lidt lille-pige-agtig og hvisker "Jeg savner! Det var ikke sådan her, det skulle være. Jeg skulle jo være på gangsterskolen".

Ud over at det kan lyde en anelse skizofrent, så kommer man jo som regel længst med en anerkendende tilgang til verden og sig selv. Jeg forsøger at give mig selv et klap på skulderen over, at det trods alt går ret godt på Østerbro. Eleverne har lynhurtigt accepteret mig, jeg har fået ros for mit arbejde, og jeg kan både grine og være optimistisk. At der så indimellem er dage, hvor hjemveen trykker lidt rigeligt, er måske i virkeligheden forventeligt efter det forår, jeg var igennem (og med det kollegiale sammenhold, som jeg var en del af).

I morgen skal vi stemme, og jeg skal have forældremøde. Det kan være, at en af de to ting medfører et andet slags blogindlæg, hvor jeg ikke kører så meget rundt i dualismens frustrationer:-)

Når ens selvfortælling udfordres

Jeg er snart igennem den første måned på 2100-Speltskolen. Det er gået stærkt! Indimellem skændes jeg lidt med mig selv, for jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at fokusere på alt det positive, som kan fremhæves ved min nye jobsituation.
Jeg føler mig ikke længere overvåget, jeg fornemmer, at min nye ledelse har tillid til mig, jeg har fået nogle søde elever, jeg får masser af cykelmotion, jeg har ikke så mange klasser, arbejdsmiljø og trivsel er noget, man tager alvorligt... osv. Det er vigtigt! Det er positivt! Det er godt for mig! Som en tidligere kollega (som jeg desværre kun nåede et halvt års samarbejde med, før hun var så klog at søge væk fra gangsterskolen, men som jeg til gengæld "klikkede" med fra starten) i dag sagde: "Det at du er kommet væk, er måske det, der gør, at du rent faktisk kan holde ud at være lærer i mange år."

Alligevel er det lidt som om, jeg ikke "bare" kan give slip, komme videre og tænke positivt. Jeg savner! Og savnet er forbundet med en vis bitterhed og følelse af nederlag. Det var ikke frivilligt, jeg forlod min gamle arbejdsplads, og selvom jeg med min fornuft godt kan se, at forflyttelsen nærmest bør anses som en ære (tænk at man kan true to gnavne, gamle mænd ved at være engageret), og selvom jeg godt ved, at jeg skal være glad for at være kommet væk, før jeg gik ned med stress eller lignende, så har min stolthed lidt et stort knæk. Jeg er er ikke sådan en, man vælger fra på en arbejdsplads. Jeg er sådan en, som alle gerne vil have ansat. Det kan godt være, at jeg både er lidt for tyk, lidt for god til at bruge penge og lidt for single, men jeg er ansvarsfuld, hårdtarbejdende og pligtopfyldende, når det kommer til arbejde! For at være helt ærlig, så er det ofte den historie, jeg har fortalt om mig selv. Det har aldrig sådan for alvor været svært for mig at få et job (noget af det skyldes selvfølgelig også, at jeg nok mest har været jobsøgende under højkonjunktur, og det er jo ikke liiige så let at få job som lærer pt.), og jeg har altid fået ros af "autoriteterne", om det så har været lærere, undervisere eller chefer. Hele den her forflyttelseshistorie har derfor ikke alene knækket min stolthed en smule og mindsket min tillid til føromtalte autoriteter. Den har faktisk udfordret mig egen "selvfortælling" (hvis man nu lige skal være lidt "Giddensk" i det).


Normalt vil jeg sige, at det kan være sundt nok at få rykket lidt rundt på ens idealer og forestillinger om sig selv, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, det helt så konstruktivt eller retfærdigt lige i denne situation.

Jeg forsøger at fastholde en vis tro på, at jeg faktisk er en gevinst for en skole, og jeg forsøger at få styr på, at forestillingen om, hvordan noget skulle være, men som så ikke blev, ikke betyder, at der ikke kan opstå andre gode ting... hvis det giver mening?
Det tager tid at falde til. Det ved jeg jo godt. Og jeg har allerede også heldigvis flere beviser på, at man sagtens kan ses med "gamle" kolleger i privaten og på den måde fastholde nogle af de gode relationer, man havde opbygget - om end de nødvendigvis må få en anden karakter.

Kære lærere derude. Jeg ønsker sgu ikke forflyttelser for nogen af jer - og kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at opleve en fyring!

3 uger på 2100-Speltskolen

Har nu afsluttet 3. uge af skoleåret, og kan levere følgende status:

Jeg har i de sidste tre uger:

• Cyklet 240 km. (!) + det løse. Det føles sgu meget sejt.
• Købt latte i "Joe and the juice" to onsdag morgener (hvor jeg møder sent), men længes efter fast tur på Riccos, hvor man ikke bliver spurgt, om man vil have sin latte på soyamælk ("Nej, jeg vil da ej.")
• Taget mig en eftermiddagslur alle de dage, hvor jeg har kunnet slippe af sted med det

Jeg kan konstatere, at:

• Der findes mange dårlige cyklister i København. Folk sms'er, kører over for rødt, viser ikke af med arm, når de skal dreje... 
• Nogle ting er de samme, uanset om folkeskolen ligger på Amagerbro eller Østerbro; her kan man eksempelvis nævne: Den allestedsnærværende lugt af madpakker og gymnastiktøj, den særlige stemning på skolebiblioteket, drenge, der ikke kan holde styr på deres papirer, piger der dekorerer alle hæfter med sirlig skrift og "glimmertuscher", sur lærerkaffe...
• Andre ting er meget forskellige. Her kan man nævne: Krav fra forældre (som må siges at være en lidt større udfordring på 2100-Speltskolen end Gangsterskolen), referencerammer (fra "Det var orn'lig sygt" til "og så smagte vi bare den her fantastiske balsamico"), modenhed og selvstændighed (der er godt nok liiiidt mange elever i 5. klasse, der stadig bliver fulgt i skole og kysset farvel i klassen, og der er i det hele taget liiidt curlingbørntendens over Speltkvarteret),  ro vs. uro i timerne (1-0 til Østerbro) og vigtigst - ledelse og arbejdsmiljø (hvor der vel nærmest står 100 - 0 til Østerbro)

Jeg savner:

• Mine "gamle" kolleger! (Indimellem rigtigt meget...og jeg kan godt blive lidt trist af det)
• Lidt mere sjov på lærerværelset
• At sidde i vindueskarmen på Gangsterskolens lærerværelse med en kop kaffe
• At kunne cykle på arbejde i kl. 7.25 i stedet for kl. 7.00
• Min kaffedame
• At have et veletableret årgangssamarbejde
• Af og til mine gamle elever
• At have smartboard i klassen
• At føle sig "hjemme" på sin arbejdsplads

Jeg savner ikke:

• Overvågning, kontrol og mistillid
• Frustrerende møder
• At skulle kæmpe for at få ro i timerne og elever med attitudeproblemer
• At have 6 forskellige klasser

Fik i øvrigt i dag at vide af en ny kollega, at hun syntes, at jeg havde bragt en god energi til skolen. Det var bare så dejligt et kompliment! -og nu vil jeg for en stund lade skole være skole og indtage min fredag i symbiose med min sofa.

Taske, tøj og tanker

Tasken er pakket - med opdateret penalhus, bøger, notesbog (med alle skitserne til årsplaner) osv. Der mangler kun lige den bærbare.

Tøjet er fundet frem, cykelhjelmen indkøbt og selve cyklen sommerefterspændt - og tjekket, så den er klar til endnu en sæson (med en lidt længere cykeltur i tidligere)

Tankerne er... lidt diffuse. Jeg glæder mig faktisk til at komme i gang. Jeg kunne sagtens holde mere ferie, men jeg tror, at det er lidt vigtigt for min lille lærerknold at komme i gang med en hverdag og få gjort op med alle forestillingerne om, hvordan det bliver - og i stedet gøre mig erfaringer med virkeligheden.
Det er liiidt underligt, at "mine" nu 7. klasses elever starter i morgen - uden mig og meget underligt, at jeg for første gang i 3 år ikke skal grine over rundstykkerne med mine "gamle" kolleger til den obligatoriske morgenmadsseance på gangsterskolen.

I morgen tager jeg i stedet turen ud til Østerbro på min trofaste grønne cykel for at planlægge et nyt skoleår sammen med nye kolleger. Der er stadig morgenmadsseance, der bliver helt sikkert også stadig masser af grin og forhåbentligt (formentligt) langt færre frustrationer end der har været det sidste års tid, hver gang jeg har deltaget i fælles mødevirksomhed.

Fandt lige det her fine citat:
Oh, my friend, it's not what they take away from you that counts.  It's what you do with what you have left.  ~Hubert Humphrey
Fint, ik? 

Dagen før dagen - før dagen

Det er lørdag, og om 2 dage starter jeg for alvor på 2100-Speltskolen! Lige om lidt skal jeg spise brunch med veninderne, og så vil jeg forsøge at bruge weekenden på at indstille mig på hverdagens ankomst, at være den nye og at tænke i "nye udfordringer" frem for "nyt og utrygt".

Wait a minute mr postman

Jeg plejer ikke at få så mange breve - udover rudekuverter.

Her i sommerferien har jeg imidlertid fået to fantastiske af slagsen; nemlig en invitation til bryllup og en invitation til barnedåb. Begge invitationer sidder på mit køleskab, og jeg smiler lidt, hver gang jer ser på dem.

Jeg har også fået brev fra 2100-Speltskolen. Det gjorde jeg lige før ferien, og det indeholdt en aktivitetsplan, der skulle underskrives og sendes retur. Knap så køleskabsværdigt, men et udemærket brev at få, da det jo var sådan en officiel erkendelse af, at jeg faktisk skal arbejde på det kære Østerbro i dette skoleår.

Og så fik jeg et brev i går... Det var fra lederen på gangsterskolen, og det handlede kort og godt om, at jeg blev bedt om at aflevere mine nøgler. Jeg havde sådan set givet dem til en tidligere kollega, som havde lovet at få dem det rette sted hen, så jeg har ikke i sinde at foretage mig noget oven på brevet (som var unødvendigt, for selvfølgelig ville jeg sørge for at aflevere nøglerne til en skole, jeg ikke længere er ansat på - det giver sig selv). Det underlige var, at selv et relativt harmløst - om end som sagt unødvendigt - brev var nok til lige i tilladte 2 minutter at få en dårlig følelse indeni. Det var egentlig en udemærket oplevelse, for det mindede mig så gevaldigt om, at selvom jeg nu skal til at være den nye med alt hvad det indebærer af ubekendte, og selvom jeg stadig har det svært med ikke at skulle arbejde sammen med min "gamle" kolleger, så tror jeg ikke, at kunne været blevet ved med at holde til det på gangsterskolen, og jeg har vist trukket det længste strå.

Det har diverse elektroniske breve fra min nye leder mindet mig om. Eksempelvis er der er et punkt på dagsorden til de fælles forberedelsesdage i næste uge, der hedder "forventninger til det nye skoleår" - helt banalt og fornuftigt at have sådan et punkt på, men det er sgu ikke givet alle steder.

Jeg håber fremover på flere gode breve og ophør med ligegyldige og dumme breve.

Nu skal weekenden nydes!

Skolestartslir

Har i dag fundet følgende skatte i Netto:

• 3 overstregningstusser med "indbygget" mini-post-it-funktion
• Lilla elastikmappe
• 2 "strækbogomslag" (er meget spændt på disse, de er af noget stofværk)

Dertil skal ligges ny notesbog fra Tiger og lækre pastel "Staedtler" penne, som jeg fik i gave af søde Susanne.

Det er nu altså meget cool, at man i slutningen af hver sommerferie kan finde argumenter for at shoppe skolestartslir. Jeg har altid elsket at skulle opdatere penalhuset med spidse blyanter, udvælge papir til at pakke bøgerne ind i, købe nyt udstyr... Det tiltaler den lyserøde kassedame.

Nu skal jeg jo så bare liiiige bruge noget af alt det lir til at lave nogle årsplaner... Jeg magtede ikke lige varm cafe i dag, så det blev afhentning af latte med plan om årsplaneri (plageri?) med altandørene stående vidt åbne.

PS: Vi har passeret den 1. august - og jeg er officielt ansat på 2100-Speltskolen! To be continued...

Mental og praktisk oprydning

Tre års dokumenter gemt på egen computer, et intranet og en skoleserver fylder og roder meget! Før jeg gik på sommerferie og sagde farvel til "Gangsterskolen" sørgede jeg for at fjerne alle mine dokumenter fra skolens drev, lagde dem på en USB, puttede denne i penalhuset og tænkte "Det rydder jeg op i senere...". Det blev i dag! Til kaffe, musik og små overspringshandlinger på Facebook har jeg fået sorteret i diverse dokumentmapper. Det tog nogle timer, og undervejs blev jeg faktisk lidt overraskende rørt?! Ikke fordi mine dokumenter er særligt tårefremkaldende (det skulle da være alle de mange elevplaner, udtalelser og lignende dokumentation), men fordi jeg godt lige kunne mærke, at jeg ved at få sat diverse "papirer" i de rette mapper, slettet genvejen til gangsterskolen på skrivebordet og lavet en ny til "2100 Speltskolen" fik taget endnu et praktisk og mentalt skridt mod Østerbro og væk fra Amager. Jeg har lavet vildt mange sjove og spændende ting med mine elever - i samarbejde med mine kolleger, og i en oprydningsstund som dagens kan man godt lige føle sig en smule alene med sit kommende arbejde! Heldigvis skal jeg bruge de første to skoledage på fælles planlægning med mine nye kolleger (eleverne starter først onsdag). Jeg synes, det er superfedt at "skemalægge" to dage uden elever til opstartsarbejde. Så er der ikke så mange kalenderdiskussioner eller "indgriben" i privatsfæren og i stedet fælles tid til at få årsplanerne på plads. Og HELDIGVIS skal jeg jo have langt de fleste timer i kendte fag på kendt alderstrin, og det betyder, at jeg ikke behøver at opfinde alverdens dybe tallerkener. Jeg har et veludstyret dokumentarkiv med materialer, der skriger om at blive brugt igen - og det vil de blive. 

Tror måske, at jeg er så godt i gang med oprydningen nu, at jeg vil tage et kig på de gammeldags papirer, som jo også har det med at komme til at fylde og rode i løbet af et skoleår. Tja... Sådan kan man jo også bruge en fredag i sin ferie???