Posttraumatisk Stresssyndrom og fredagshygge

Jeg har været hjemme de sidste to dage. Har haft noget mavehalløj, været øm i kroppen og utilpas. Jeg har det dog meget bedre nu! At blive rask lige op til weekenden er da meget smart, ik? Jeg vælger dog lige at tage det roligt i aften og har indlogeret mig på sofaen med min dyne. Jeg har skole-hjem samtaler i næste uge, som jeg meget gerne skulle være frisk til, så tænker ikke, at det lige er i aften, jeg skal spille helt og tage på den store bytur. I stedet fredagshygge med dårligt tv og stearinlys, og det er egentligt ikke så ringe endda, som man vil sige der, hvor jeg kommer fra.

Nå, men grunden til jeg egentlig ville lave et lille blogindlæg her i aften er, at jeg tidligere i dag talte med en af de gode eks-kolleger. Vi talte naturligvis om min gamle arbejdsplads - og om min nye. Her fortalte jeg så blandt andet om, at jeg i onsdags under en prøve-national test havde taget mig selv i at gå lidt i panik. Jeg havde nemlig modtaget en mail fra min leder, hvor han bad mig om lige at kigge ind, når jeg havde tid, da han havde et spørgsmål. Se, det kan jeg jo med min fornuft godt se ikke skal skabe uro i min mave og halvdårlige nerver, men det var ikke desto mindre tilfældet. Det viste sig imidlertid at spørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg var med på at skulle være funktionslærer i skolens specialcenter næste år (og tage uddannelsen, der hører hertil...)! Det var med andre ord et super fedt spørgsmål at skulle svare "ja tak" til.  Det bliver vildt spændende! Og det er super fedt, at man vælger at have så stor tiltro til mig.

Det er til gengæld ikke særligt fedt, men ganske uhyggeligt at jeg automatisk går ud fra, at et spørgsmål fra en leder er lige med noget ubehageligt, at jeg med det samme lige gennemgår mit arbejde de sidste dage inde i hovedet for at se, om jeg mon kan tænkes at have gjort noget galt. Det har intet med min nuværende leder at gøre, alt med min gamle ledelse. Min tidligere kollega kaldte det "posttraumatisk stresssyndrom", og selv om jeg ikke helt ved, om jeg helt vil gå så langt som at kalde det for det, så vil jeg i hvert fald sige, at jeg efterhånden har erkendt, at min tillid til konceptet skoleledelse har lidt nogle gevaldige knæk og det har medført nogle ærgerlige tankemønstre. Jeg kan så kun prise mig lykkelig - og være taknemlig for, at min nuværende leder gang på gang modbeviser de triste ledelseserfaringer, jeg har gjort mig på min gamle arbejdsplads. Jeg forestiller mig helt klart,  at jeg lidt efter lidt kan nå til at give slip på de dårlige oplevelser og begynde at tro på, at det godt kan lade sig gøre at have en leder, der har tillid til hans/hendes ansatte. Det fortjener jeg - og det fortjener mine kolleger i det ganske danske land, også dem på Gangsterskolen...

Nu vil jeg vende tilbage til krimi og scrabble på telefonen.

Når ens selvfortælling udfordres

Jeg er snart igennem den første måned på 2100-Speltskolen. Det er gået stærkt! Indimellem skændes jeg lidt med mig selv, for jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at fokusere på alt det positive, som kan fremhæves ved min nye jobsituation.
Jeg føler mig ikke længere overvåget, jeg fornemmer, at min nye ledelse har tillid til mig, jeg har fået nogle søde elever, jeg får masser af cykelmotion, jeg har ikke så mange klasser, arbejdsmiljø og trivsel er noget, man tager alvorligt... osv. Det er vigtigt! Det er positivt! Det er godt for mig! Som en tidligere kollega (som jeg desværre kun nåede et halvt års samarbejde med, før hun var så klog at søge væk fra gangsterskolen, men som jeg til gengæld "klikkede" med fra starten) i dag sagde: "Det at du er kommet væk, er måske det, der gør, at du rent faktisk kan holde ud at være lærer i mange år."

Alligevel er det lidt som om, jeg ikke "bare" kan give slip, komme videre og tænke positivt. Jeg savner! Og savnet er forbundet med en vis bitterhed og følelse af nederlag. Det var ikke frivilligt, jeg forlod min gamle arbejdsplads, og selvom jeg med min fornuft godt kan se, at forflyttelsen nærmest bør anses som en ære (tænk at man kan true to gnavne, gamle mænd ved at være engageret), og selvom jeg godt ved, at jeg skal være glad for at være kommet væk, før jeg gik ned med stress eller lignende, så har min stolthed lidt et stort knæk. Jeg er er ikke sådan en, man vælger fra på en arbejdsplads. Jeg er sådan en, som alle gerne vil have ansat. Det kan godt være, at jeg både er lidt for tyk, lidt for god til at bruge penge og lidt for single, men jeg er ansvarsfuld, hårdtarbejdende og pligtopfyldende, når det kommer til arbejde! For at være helt ærlig, så er det ofte den historie, jeg har fortalt om mig selv. Det har aldrig sådan for alvor været svært for mig at få et job (noget af det skyldes selvfølgelig også, at jeg nok mest har været jobsøgende under højkonjunktur, og det er jo ikke liiige så let at få job som lærer pt.), og jeg har altid fået ros af "autoriteterne", om det så har været lærere, undervisere eller chefer. Hele den her forflyttelseshistorie har derfor ikke alene knækket min stolthed en smule og mindsket min tillid til føromtalte autoriteter. Den har faktisk udfordret mig egen "selvfortælling" (hvis man nu lige skal være lidt "Giddensk" i det).


Normalt vil jeg sige, at det kan være sundt nok at få rykket lidt rundt på ens idealer og forestillinger om sig selv, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, det helt så konstruktivt eller retfærdigt lige i denne situation.

Jeg forsøger at fastholde en vis tro på, at jeg faktisk er en gevinst for en skole, og jeg forsøger at få styr på, at forestillingen om, hvordan noget skulle være, men som så ikke blev, ikke betyder, at der ikke kan opstå andre gode ting... hvis det giver mening?
Det tager tid at falde til. Det ved jeg jo godt. Og jeg har allerede også heldigvis flere beviser på, at man sagtens kan ses med "gamle" kolleger i privaten og på den måde fastholde nogle af de gode relationer, man havde opbygget - om end de nødvendigvis må få en anden karakter.

Kære lærere derude. Jeg ønsker sgu ikke forflyttelser for nogen af jer - og kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at opleve en fyring!