Jeg forestiller mig, at de fleste arbejdende danskere kan nikke genkendende til ovenstående. Jeg er hverken værre eller bedre end så mange andre. Jeg har såmænd også samme arbejdsnorm som alle andre med en 37 timers arbejdsuge. Min arbejdstid er bare sådan fordelt, at jeg arbejder 42 timer i de uger, hvor eleverne er i skole - dvs 200 skoledage om året.
Og hvad laver jeg så på en gennemsnitlig arbejdsuge? Se, det er der pt rigtig mange, der tror, mener og føler noget om... Og jeg tror egentlig ikke, at jeg kan komme med en masse nye beskrivelser af mit arbejde, som mine kreative kolleger rundt i landet ikke allerede har forsøgt at illustrere i mere eller mindre vellykkede videoer på Youtube, happenings på gader og stræder, i læserbreve, i artikler osv....
Hvad jeg kan konstatere er, at jeg skrivende stund sidder på min lokale kaffebar og kigger ud på smågråt aprilvejr. Normalt ville jeg på det her tidspunkt være ved at kaste lidt kaffe og en mad indenbords, inden jeg skulle op til en støttetime i 3. klasse, hvor jeg hjælper to læsesvage elever. Herefter ville jeg have en mellemtime, hvor mig og min teammakker normalt planlægger den kommende uges dansk og fordeler diverse opgaver (kopiering, udformning af opgaver osv). Efter dettte vil jeg have 3 kvarters teammøde og endelig omkring 2 timers fællesmøde (fx pædagogisk råd, fagteam, LP-model...). Men jeg er lockoutet på nu 4. uge, og mine to drenge må derfor undvære den læsetræning, de så voldsomt har brug for, fordi de ikke kan hente ret meget hjælp derhjemme. Der bliver ikke planlagt undervisning og LP-uddannelsen står stille. Kommunerne tjener 50 millioner hver dag under lockouten, mens jeg i weekenden har takket ja til at låne 18.150 kroner af Danmarks Lærerforening, så jeg har til rugbrød, kaffekapsler og husleje i maj måned.
At være lærer er for mig ikke noget kald (UNDSKYLD). Det er et valg af profession og karriere, som for mig gav mening, da jeg skulle vælge en uddannelse i sin tid, og jeg kan tydeligt huske, hvordan min (lærer)mor spurgte mig op til flere gange, om jeg nu var helt sikker på, at det var det, jeg ville, når nu jeg havde set, hvordan livet som lærer kunne være på første parket. Det var jeg, selvom jeg vidste, at jeg med mit valg af profession gik ind på en politisk kampplads, men jeg havde ikke i min vildeste fantasi forestillet mig, at jeg skulle befinde mig i en situation som denne.
Det hele er ualmindeligt absurd. Jeg venter, venter, venter; på regeringsindgreb, på nye lockout-aktiviteter jeg skal deltage i, på klarhed om hvornår og hvordan jeg skal vende tilbage til mit arbejde. Jeg trives ikke rigtigt med uvisheden. Jeg er helt nede i tempo, men ikke på den der ferieagtige måde. Jeg er i en konstant defensiv position og skal lægge øre til folk, der tror, jeg strejker (?!) og får løn fra fagforeningen. Herefter kan jeg så slå op i avisen og læse, at "lærerne nok skal komme på blødende knæ, når de er møre" og "det er jo ikke lærerne, vi har et problem med. Det er bare Danmarks Lærerforening". Situationen gør i hvert fald ikke undertegnede til en motiveret og engageret lærer, og jeg er (beklager sproget!) ved at brække mig over politikere, der siger, at de har tillid til lærerne, mens de accepterer KL's (Corydons) projekt. Et projekt, der i mine øjne aldrig har handlet om visioner for folkeskolen, men om besparelser pakket ind i pædagogiske floskler krydret med en retorik omkring ledelse, der hører en helt anden (for)tid til. - - Et opgør med lærernes arbejdstid, så man kan få kvantitativt mere undervisning for de samme penge.
Kære Danmark. Man gjorde ikke bare et barn fortræd... (Og var det i dag, min mor spurgte, om jeg var sikker på mit valg af uddannelse, ved jeg faktisk ikke, om jeg ville være det...)
