Nu er det 2. påskedag og i morgen skal jeg jo så IKKE på arbejde har KL bestemt. Jeg skal godt nok møde foran skolen på det tidspunkt, jeg normalt vil møde, men...
Det dæleme en absurd situation! Jeg udgav ugeplanen for 6. klasse i dag, selvom den ikke bliver aktuel. Mest af alt fordi en mor til en af pigerne i parallelklassen havde rost, at min med-dansklærer via ugeplan ligesom signalerede, at hun altså gerne ville undervise - det signal ville jeg også gerne sende, for det var sådan set ikke forbundet med noget udpræget fedt at sige til sine elever fredag før ferien: "Vi ses... engang... i foråret... nok".
Jeg ved ikke, hvad der skal ske den kommende tid. Man har jo ikke just en præcedens at henholde sig til, når det kommer til lockout. Jeg ved, at jeg skal ud i Valbyhallen kl. 10.00 i morgen sammen med alle de andre lockoutede lærere i København. Jeg ved som sagt også, at jeg inden er opfordret til at møde op foran skolen og uddele pjecer til de FÅ forældre, der måtte komme for at aflevere nogle børn til tjenestemandsleveret undervisning. Og så er der jo ellers varslet forskellige happenings og initiativer. Der er vel ikke andet for end at møde op, støtte op, være i det, kæmpe så godt vi kan - og så ellers i en stille stund spekulere på, hvornår vi mon får lov at undervise igen - og under hvilke vilkår?
Ingen kommentarer:
Send en kommentar