Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag
Viser opslag med etiketten sommer. Vis alle opslag

tirsdag den 13. august 2013

Sommerferie og skolestart

I morgen starter mine "små" unger i 7. klasse, i overbygningen - det er lidt vildt. Jeg har netop overstået to forberedelsesdage med min kolleger, og eftersom jeg er taget fra skolen 16.30 begge disse dage er jeg allerede lidt klar til weekend!? Synes ikke helt, at jeg starter med samme overskud i år... Og jeg tror (selvom undervisningsministeren og diverse ledere helst ikke vil have, at vi siger det), at lockouten bærer en del af skylden herfor. Det føles nemlig lidt som om, at de fem uger, der før ferien hele tiden lå i r.... af en og skabte uvished og stress omkring diverse arbejdsopgaver, stadig forfølger lidt - alt imens at motivationen og engagementet er blevet lidt krøllet i kanten.

Andre forklaringer kan måske findes i en sommerferie, der har budt på op- så vel som nedture:

Blandt opturene:
2 FANTASTISKE uger på koloni med dejlige kolleger og glade, skønne og sjove børn i alderen 3. - 9. klasse (+ små og kære personalebørn)
(Solnedgang på koloniens private strand)

Kvalitetstid med niece, nevø, søskende, forældre, veninder - i moderlandet og i den sommerramte hovedstad
(de dejligste unger!)
 

Blandt nedturene:
Fjollet fald på koloniens sidste dag, der resulterede i stivkrampevaccination, 5 sting, 10 dages antibiotika og ca. 10 dages øm hånd. Det heler flot, og der kommer vist ingen mén.... Men for fanden altså!


Indbrud! Min (eller det vil sige gay husbands) MacBook blev stjålet en lørdag morgen efter en ellers hyggelig bytur med min kusine, der sov på sofaen med altandør på klem pga varme. Hvorvidt tyv kom i den vej, vides ikke, men ind kom han og computer er nu væk:( Håber, han værdsætter hardwarefejlen, der betyder, at computer hele tiden lukker ned og låsning af computer, hvis man forsøger at oprette netforbindelse. Sikke en idiot! Og sikke noget fjol, at man pludselig er hende den paranoide med kæde for døren og lukkede vinduer....

Oh well. Første skoledag i morgen,og ret skal være ret. Jeg er måske allerede lidt bagud, og det kunne måske pynte med lidt mere gejst, men jeg GLÆDER mig til at give mine teenagere en kollektiv krammer og høre om deres op- og nedture i sommerferien:)

PS: Sommeruniversitet må blive i et andet indlæg (måske), men lad mig blot sige, at det trods alt gav noget mere mening i år!

lørdag den 11. juni 2011

Lørdagstanker om tid...

I dag er det lørdag den 11. juni... og om præcis to uger er jeg (formentlig med tømmermænd) i gang med første dag i min sommerferie. Det betyder, at jeg har sagt farvel til min gangsterskole, mine gangsterelever og mine helt fantastiske kolleger. Den 8. august starter jeg på min nye, knapt så gangsterprægede, skole på Østerbro. Hmm... hvordan forholder man sig lige til det? Indimellem ville jeg ønske, at jeg kunne være lidt mere ligeglad - det er trods alt bare et job... men det er det jo ikke bare! I hvert fald ikke for mig. Jeg har en knude i min mave, der vokser i takt med at dagen for den endelige "afsked" med min nuværende arbejdsplads nærmer sig.

Følelserne sidder uden på tøjet. Det gør de, fordi det har været - og er - en turbulent tid. Ikke kun på arbejdsfronten, men så sandelig også i privaten, hvor alvorlig sygdom i familien pludselig blev virkelighed. Heldigvis går det den rette vej igen. Jeg synes ikke at være den mest overskudsramte version af mig selv for tiden (og har nok ikke rigtigt været det i nogle måneder), men jeg håber - og tror på - at tiden nok skal arbejde for mig, og indtil da kan man jo minde sig selv og jer, der måtte læse med, om, at der også mit i rodet også findes gode ting:
  • Jeg er blevet bonustante! Den 19. maj kom Helle og Tonnis lille Lærke til verden. Hun havde en lidt dramatisk ankomst, men alt er godt, og hun synes at stortrives. Det er i hvert fald de meldinger, jeg får fra det nordjyske. Hun er i de mest trygge, kompetente og kærlige forældrehænder, som man kan forestille sig, og jeg glæder mig meget til snart at se det lille mirakel igen.
  • Der findes virkeligt nogle dygtige sygeplejersker og læger i dette land. TAK til dem!
  • Selvom sommerferiens snarlige ankomst synes at være præget af en vis ambivalens, så betyder ferie jo blandt andet også Take That koncert i Parken, formentlig en tur til Irland, tid til at være moster og bonustante, tid til at være datter og søster, tid til at være veninde, mulighed for at sove længe, grill på verandaen (altanen), lange sommeraftener, kølig rosevin og sommerkjoler med bare ben.... for blot at nævne lidt.
  • Min have blomstrer, og jeg bliver glad, hver gang jeg konstaterer, at endnu en blomst er sprunget ud.
  • Et farvel til kolleger kan vel også gå hen at blive et goddag til venner og veninder...
Og lad mig så på lidt rørstrømsk vis slutte dette blogindlæg med et lille citat fra Dr. Seuss:
"Don't cry because it's over, smile because it happened". Jeg forsøger!