Tanker om stress... Uden svar

Spekulerer lidt i "stress" for tiden. Ikke fordi jeg selv er stressramt, i hvert fald ikke i ordets alvorlige betydning. Jeg har travlt med masser af opgaver og hovedet fyldt med tanker om skolereform, samarbejde, ledelsekasket vs lærerkasket, fremtidige karriere, næste uges ugeplan... Og jeg indrømmer gerne, at det bekommer mig aldeles godt at nyde min vinterferie - blandt andet ved at indtage dagens tredje latte, iført bløde bukser og ingen makeup.

MEN jeg er ikke stresset, og jeg har, indtil videre, ikke oplevet ikke at kunne magte at gå på arbejde, andet end ved fysisk sygdom - min eller andres.

Samtidig kigger jeg så rundt på i min venindekreds og kollegakreds og må konstatere, at jeg kender ikke kun én lærer, der er "gået ned med flaget" i form af stress, depression og lignende. Jeg kender mange! Og dem, jeg kender, er ikke små sarte sjæle, der burde "tage sig sammen". Det er stærke, intelligente og dygtige lærere og personer, som jeg spejler mig i og ser op til. Så hvad fanden skyldes det? Hvorfor bliver nogen ramt, mens andre går fri? Eller er vi ude i, at det er er spørgsmål om tid, før jeg også "ligger"? 

Handler det om lærernes (studerendes, lederes) endeløse arbejde? - præmissen om at man altid kunne gøre mere? At jeg selv i skrivende feriestund kunne nævne de første 100 ting, jeg kunne foretage mig i forhold til mit arbejde? Er det fordi vi aldrig holder helt fri? Bliver det mon bedre med fuld tilstedeværelsestid fra august? Eller vil den dårlige samvittighed blive endnu mere eksisterende, fordi der uundgåeligt vil komme situationer, hvor man skal tænke: "Det nåede jeg ikke, og sådan er det bare"?

Har også spekuleret om stress kan hænge sammen med (især kvinders?) hang til perfektionisme. Alt skal gøres ordentligt, gennemført og til ug+ med slange. Og når det ikke kan hænge sammen med virkeligheden, tager man det på sig som et personligt nederlag og (endnu) et slag på selvtilliden... Og det kan ingen vel holde til i længden..eller?

Rammer stress hårdere i en branche som 

f.eks. min, fordi folkeskolen - og dermed dens lærere - kontinuerligt er i politikernes og offentlighedens søgelys?

Rammer stress de danske lærere, fordi de hver eneste dag skal kæmpe med (mod?) Danmarks kære curlingbørn (og deres forældre), som ikke bare skal lære, at k-o siger ko, men at indgå i et fællesskab med alle de andre curlingbørn, hvorfor man ikke må sparke og sige "fuck dig" til hverken klassekammerater eller lærere. Det kræver sit hver eneste dag at skulle forsvare og forklare... 

Jeg kan i hvert fald godt blive bekymret - for mine veninder, mine kolleger og for konsekvenserne for folkeskolen, når de, der skulle være de stærke og dygtige, må melde pas... 

The show must go on?

Maj går så småt på hæld og dermed også første måned post-lockout. Det har været en lettere turbulent periode for at sige det mildt. En træls (og desværre lidt for forårskendt) kombination af pres på hjemme- og arbejdsfronten har medført ikke alene stilhed på bloggen, men også en lettere brugt, træt og umotiveret udgave af undertegnede.

Det er ikke helt let at sætte ord på, hvordan det er at være lærer oven på april måneds lockout. De ting, jeg egentlig havde forestillet mig ville fylde, f.eks. harmen over det politiske indgreb, der har gjort fremtidens arbejdsforhold mildest talt ukendte, er ligesom blevet sat til side til fordel for en masse uvished omkring, hvilke opgaver fra april, der skal udføres, og hvilke der ikke skal, krydret med en konstant stressfaktor i form af dårlig samvittighed over arbejde, der ikke er blevet udført/bør udføres/skal udføres. Samtidig med er folk (og for så vidt også undertegnede) gledet relativt uproblematisk ind i rollen som folkeskolelærer igen. I 6. klasse er der egentlig ikke det store at mærke på eleverne,og hverdagen fortsætter som før... MEN gør den så også det?

Jeg kigger rundt på mit lærerværelse, og jeg fornemmer en mere eller mindre udtalt demotivation og en følelse af at være blevet r..rendt noget så grusomt. Engagementet er ikke stort, men måske er en blanding af pligtfølelse, behov for "det kendte", rutine og skyldfølelse cocktailen, der gør, at der alligevel drives skole i Danmark i foråret 2013. Eleverne kom/kommer til afgangsprøve, fagfordelingen for næste år er så småt på plads, aflyste lockouttimer læses for alle andre end 9. klasse i form af ekstra dansk- og matematiktimer næste år, 6. klasse nåede deres gyserromaner, børnene skal stadig trøstes, når de falder i frikvarteret og der mangler stadig mælk til kaffen mandag morgen... "The show must go on", og fra lokalt til nationalt plan er det lidt som om, at det blevet lidt "faux pas" at sige: "Hey, den lockout skete, og det er ikke noget, man bare lige kommer sig over"

Jeg kan med pessimistiske briller på frygte, at der før eller siden kommer efterreaktioner i form af sygemeldinger, splittelse, vrede, stress... 

Når alt det så er sagt, så er det federe at arbejde end at være lockoutet, jeg har den bedste klasse med de sødeste unger, jeg har nogle fantastiske kolleger og jeg gider stadig godt 2 ugers koloni med ungerne, når sommerferien starter. Jeg har dog hverken glemt eller tilgivet! 

Glædelig 1. december

Første "Klippe-klistre-dag" på 2100-Speltskolen er nu veloverstået. Hyggelig dag med søde unger, hjælpsomme forældre, sød kollega og masser af glanspapir, gran, julegodter og den traditionelle lettere paniske oprydningsseance. Alt i alt en god dag!
Hele skolen holdt i øvrigt "Klippe-klistre-dag", og det var rart. I det hele taget sætter jeg pris på at være kommet på en skole, hvor der er fælles traditioner, og hvor der er lyst/tillid/energi/mulighed, når det kommer til den "praktisk udførsel".

Og så elsker jeg jo jul! Jeg har bagt julesmåkager, så der var til min 5. klasse i dag, men også så der er til fødselsdagsfejring og almen decemberhygge. Der er nisser i hjørnerne i lejligheden (og støv...), og der er restegran på altenen fra elevernes kreative udfoldelser, som skriger på at blive lavet til juledekorationer... på et eller andet tidspunkt. Om det er fødselsdagen i december, der gør det, ved jeg ikke, men jul og jeg har det bare godt sammen. Jeg kan sagtens klare "Last Christmas" med Wham op til flere gange i december, jeg får også travlt med julegaver, men synes faktisk også om at købe gaver til folk - og oplever sådan set også, at de sætter pris på dem (og selvom de af og til kommer fra en ønskeseddel). Jeg synes, julehjerter og nisser er hyggelige, og jeg smiler, når jeg kigger på "Jul på Amager"-gadelysene på Amagerbrogade.

Jeg bliver da også træt af julereklamerne i oktober, jeg frasiger ikke julens kommercielle element, men jeg synes bare kort og godt, at der er flere gode ting ved julen end dårlige.

Om lidt 19 dage (og noget færre skoledage) har jeg juleferie - en anden bonus ved højtiden, og denne juleferie betyder, at jeg er igennem første halve år på ny arbejdsplads. Jeg er mentalt et helt andet sted end ved sommerferiens afslutning. Jeg føler mig mere hjemme på lærerværelset, jeg har det godt med eleverne og jeg er kommet tættere på nogle af kollegerne. Jeg savner stadig mine gamle kolleger - uden tvivl. De er noget særligt, sådan er det bare. Men det er ikke sådan et "ondt i maven savn" længere, og det er næsten på ugentlig basis, at jeg tænker "Jeg vil aldrig arbejde for de to tyranniske tosser på Gangsterskolen igen", især tænker jeg det, når jeg oplever de (i tidligere indlæg nævnte) "stresssymptomer" på ting, som ikke burde bekymre mig, men som automatisk udløser en unødvendig bekymring om, hvor vidt der kan stilles spørgsmål til, om jeg gør mit arbejde godt nok. Det har ikke været godt for det pligtopfyldende mellembarn at starte sin karriere med at stifte bekendtskab en ledelsesstil baseret på frygt, mistillid og overvågning. Det sidder dybere, end jeg bryder mig om, men det sætter også en stor fed streg under, at jeg var den, der trak den længste strå, da de fæhoveder lod deres egen frygt styre og valgte at forflytte mig for at statuere et eksempel. "Det er hvad vi gør ved urostiftere" (= engagerede medarbejdere, der tør sige deres mening og går ind i udviklingsarbejdet på skolen med liv og sjæl). Man skal jo tilgive i julen og alt det der, men hvad angår forflyttelsen, så rækker mit overskud ikke til det. I stedet kan jeg benytte julen til at være taknemmelig for at være blevet taget godt imod og i det hele taget "sendt ud" på en god skole, i en god klasse, med en god ledelse og godt arbejdsmiljø.

Jeg troede egentligt, at jeg bare lige skulle skrive et indlæg om klippe-klistre-dag, men sådan gik det ikke. Bær over med mig kære læsere, den forflyttelse har efterladt visse ar...
Uanset hvad så:

Glædelig 1. december!