The show must go on?

Maj går så småt på hæld og dermed også første måned post-lockout. Det har været en lettere turbulent periode for at sige det mildt. En træls (og desværre lidt for forårskendt) kombination af pres på hjemme- og arbejdsfronten har medført ikke alene stilhed på bloggen, men også en lettere brugt, træt og umotiveret udgave af undertegnede.

Det er ikke helt let at sætte ord på, hvordan det er at være lærer oven på april måneds lockout. De ting, jeg egentlig havde forestillet mig ville fylde, f.eks. harmen over det politiske indgreb, der har gjort fremtidens arbejdsforhold mildest talt ukendte, er ligesom blevet sat til side til fordel for en masse uvished omkring, hvilke opgaver fra april, der skal udføres, og hvilke der ikke skal, krydret med en konstant stressfaktor i form af dårlig samvittighed over arbejde, der ikke er blevet udført/bør udføres/skal udføres. Samtidig med er folk (og for så vidt også undertegnede) gledet relativt uproblematisk ind i rollen som folkeskolelærer igen. I 6. klasse er der egentlig ikke det store at mærke på eleverne,og hverdagen fortsætter som før... MEN gør den så også det?

Jeg kigger rundt på mit lærerværelse, og jeg fornemmer en mere eller mindre udtalt demotivation og en følelse af at være blevet r..rendt noget så grusomt. Engagementet er ikke stort, men måske er en blanding af pligtfølelse, behov for "det kendte", rutine og skyldfølelse cocktailen, der gør, at der alligevel drives skole i Danmark i foråret 2013. Eleverne kom/kommer til afgangsprøve, fagfordelingen for næste år er så småt på plads, aflyste lockouttimer læses for alle andre end 9. klasse i form af ekstra dansk- og matematiktimer næste år, 6. klasse nåede deres gyserromaner, børnene skal stadig trøstes, når de falder i frikvarteret og der mangler stadig mælk til kaffen mandag morgen... "The show must go on", og fra lokalt til nationalt plan er det lidt som om, at det blevet lidt "faux pas" at sige: "Hey, den lockout skete, og det er ikke noget, man bare lige kommer sig over"

Jeg kan med pessimistiske briller på frygte, at der før eller siden kommer efterreaktioner i form af sygemeldinger, splittelse, vrede, stress... 

Når alt det så er sagt, så er det federe at arbejde end at være lockoutet, jeg har den bedste klasse med de sødeste unger, jeg har nogle fantastiske kolleger og jeg gider stadig godt 2 ugers koloni med ungerne, når sommerferien starter. Jeg har dog hverken glemt eller tilgivet!