Tager i morgen på 2 dages kursus for nyuddannede (kurset som jeg i forvirringen havde glemt) - afholdt af Københavns Lærerforening på en DLF-ejendom, Hotel Storebælt. Har efterhånden lidt erfaring med kurser på foreningens ejendomme fra min LL-tid, så har en formodning om, at det nok skal blive dejligt - både at tage væk til lidt lækre omgivelser og få lidt pædagogiske input. Derudover byder kurset på et gensyn med en gammel LL'er fra mine århusdage og en studiekammerat fra Frederiksberg.
Mon ikke jeg vender tilbage på bloggen med et par kommentarer om kurset...
Ses!
PS: Det er lidt dejligt med en kort uge på arbejde....
onsdag den 24. februar 2010
mandag den 22. februar 2010
"Hoooovsa, op igen"
Jeg har netop lige afsluttet min vinterferie med, sammen med min moar, at passe min helt fantastiske søde, kloge og smilfremkaldende niece. Helt vidunderligt! Når min toårige niece indimellem falder eller slår sig lidt på et eller andet (det gør børn jo...) siger hendes mor, far, mormor eller moster "Hoooovsa, op igen". Denne vending er ofte nok til, at hun uden gråd rejser sig og tumler videre med mod på verden.
På cykelturen hjem i dag kom jeg så til at tænke på, at jeg måske indimellem skal huske at bruge samme vending over for mig selv i min, til tider, noget kaotiske og overvældende hverdag... Eksempelvis, da det i morges gik op for mig, at jeg helt havde glemt, at jeg faktisk skal på KLF-kursus fra torsdag til fredag.... hov! Det var nu mest sjovt, om end en smule forundrende, at jeg bare sådan helt kunne have glemt det. Men måske kunne jeg også bare lige så forsigtigt sige "hoooovsa, op igen", når undervisningsplanerne ramler, 5.x igen ikke vil tie stille eller halvdelen af 7.u har glemt deres engelskbøger....
Dermed ikke sagt, at jeg anser alle mine frustrationer som bagateller, der kan "hovsa'es" væk. Når min niece er træt eller reelt slår sig, kan kun et knus og en sut hjælpe, og når man pludselig skal have klasseværelse på gangen, skal skælde ud hele tiden og selv mangler på girafvis at "blive anerkendt for sine frustrationer", så har man også brug for mere end et "op igen". Heldigvis har jeg både familie, veninder og kolleger, der alle på hver deres måde yder alverdens omsorg og lydhørhed - TAK!
På cykelturen hjem i dag kom jeg så til at tænke på, at jeg måske indimellem skal huske at bruge samme vending over for mig selv i min, til tider, noget kaotiske og overvældende hverdag... Eksempelvis, da det i morges gik op for mig, at jeg helt havde glemt, at jeg faktisk skal på KLF-kursus fra torsdag til fredag.... hov! Det var nu mest sjovt, om end en smule forundrende, at jeg bare sådan helt kunne have glemt det. Men måske kunne jeg også bare lige så forsigtigt sige "hoooovsa, op igen", når undervisningsplanerne ramler, 5.x igen ikke vil tie stille eller halvdelen af 7.u har glemt deres engelskbøger....
Dermed ikke sagt, at jeg anser alle mine frustrationer som bagateller, der kan "hovsa'es" væk. Når min niece er træt eller reelt slår sig, kan kun et knus og en sut hjælpe, og når man pludselig skal have klasseværelse på gangen, skal skælde ud hele tiden og selv mangler på girafvis at "blive anerkendt for sine frustrationer", så har man også brug for mere end et "op igen". Heldigvis har jeg både familie, veninder og kolleger, der alle på hver deres måde yder alverdens omsorg og lydhørhed - TAK!
tirsdag den 16. februar 2010
puuuust uuuud
Har vinterferie - NYDER det, så kort kan det vist siges.
Har en masse udfordringer, der venter mig for enden af denne uge, men for nu vælger jeg at lade som om, de ikke eksisterer...
Sneen daler, fastelavnsbollerne hæver og "om lidt er kaffen klar":-D
Har en masse udfordringer, der venter mig for enden af denne uge, men for nu vælger jeg at lade som om, de ikke eksisterer...
Sneen daler, fastelavnsbollerne hæver og "om lidt er kaffen klar":-D
onsdag den 10. februar 2010
Tja...
Citat fra dagens time i 5. klasse:
Elev: "Marie, er du træt i dag?"
Marie: "Tjooo, hvorfor?"
Elev: "Du har grå sække under øjnene"
tja... eleven fik efterfølgende rettet det til "sorte render", men det er vist et ganske passende billede på virkeligheden;-)
Elev: "Marie, er du træt i dag?"
Marie: "Tjooo, hvorfor?"
Elev: "Du har grå sække under øjnene"
tja... eleven fik efterfølgende rettet det til "sorte render", men det er vist et ganske passende billede på virkeligheden;-)
tirsdag den 9. februar 2010
Pædaogik i praksis....
Der har vist været lidt stille på bloggen her på det sidste. Endnu en gang må jeg konstatere, at det er svært at skrive, når jeg har virkelig travlt og/eller meget at tænke på, og de sidste uger i allerhøjeste grad budt på begge dele.
Lad mig starte med en af de gode historier fra min lille lærerboble. Fagugen blev sluttet af på fin manér. Alle elever fik både fremstillet et digt om at miste. Digtene var både dybsindige, fjollede, rørende, mærkelige og søde, og da de kom op på fint farvet papir og hængt på blåt velour (er der andet?) sammen med kultegninger, føltes det som om, at det virkelig var lykkes at gennemføre noget meningsfyldt danskundervisning. Efterfølgende fik en kollega og jeg "pyntet" gangen og klasselokalerne op med lidt lydkæder, musik og skilte til at vise vej i byggerodet, og så var der ellers grønt lys for "Store Praledag", hvor skolen skulle fremviste "fagligt praleri" for forældrene. I det store perspektiv vil jeg sige, at det kan være en smule søgt med sådan en dag under en ombygning. Til gengæld var det ganske hyggeligt at hilse på de forældre, der kiggede forbi 5.x. Efter praleri mødtes nogle af lærerne til noget drikkeri, og jeg blev endnu engang mindet om, at jeg virkelig har gode og sjove kolleger
I den mere seriøse ende har jeg ikke alene været på kursus i skole-hjem samarbejde, men virkelig fået praksisoplevelser i relation hertil. Jeg vil naturligvis ikke gå i detaljer her på en halvoffentlig blog, men blot sige, at jeg har gjort mig nogle erfaringer med "den svære samtale", grænser mellem lærerliv og privatliv og hvordan begrebet "den inkluderende folkeskole" er noget mere kompliceret, når det skal udføres i praksis og ikke bare diskuteres til en eksamen i pædagogik.
Endelig synes jeg, at der fortsat er mange udfordringer med larm, uro og det jeg vil tillade mig at kalde "attitudeproblemer" i min klasse. Det er indimellem rigtig hårdt at undervise, og jeg går med mange tanker om, hvordan jeg skal få ændret på det. Selv de erfarne lærere er frustrerede og kan heller ikke "nå igennem". Det er selvfølgelig ikke særlig godt, men det er nu rart, at det ikke bare er mig, der er ny lærer og ikke kan finde ud af det.
Jeg tror, at jeg efter vinterferien (som ikke overraskende falder på et tørt sted) vil prøve noget med en fast rutine med klassemøder og i det hele taget i en periode prioritere klassens sociale trivsel lidt over staveordene, men alt er stadig lidt i tankestadiet.
Nu først de sidste 3 skoledag og så vinterferie, hvis start fejres med cocktails og fest på lærerværelset.
Det er fedt at være lærer! Men det er indimellem også bare ganske hårdt at få mine (pædagogiske) tanker og idealer omsat i en foranderlig og udfordrende praksis. "Try again, fail again, fail better"
Lad mig starte med en af de gode historier fra min lille lærerboble. Fagugen blev sluttet af på fin manér. Alle elever fik både fremstillet et digt om at miste. Digtene var både dybsindige, fjollede, rørende, mærkelige og søde, og da de kom op på fint farvet papir og hængt på blåt velour (er der andet?) sammen med kultegninger, føltes det som om, at det virkelig var lykkes at gennemføre noget meningsfyldt danskundervisning. Efterfølgende fik en kollega og jeg "pyntet" gangen og klasselokalerne op med lidt lydkæder, musik og skilte til at vise vej i byggerodet, og så var der ellers grønt lys for "Store Praledag", hvor skolen skulle fremviste "fagligt praleri" for forældrene. I det store perspektiv vil jeg sige, at det kan være en smule søgt med sådan en dag under en ombygning. Til gengæld var det ganske hyggeligt at hilse på de forældre, der kiggede forbi 5.x. Efter praleri mødtes nogle af lærerne til noget drikkeri, og jeg blev endnu engang mindet om, at jeg virkelig har gode og sjove kolleger
I den mere seriøse ende har jeg ikke alene været på kursus i skole-hjem samarbejde, men virkelig fået praksisoplevelser i relation hertil. Jeg vil naturligvis ikke gå i detaljer her på en halvoffentlig blog, men blot sige, at jeg har gjort mig nogle erfaringer med "den svære samtale", grænser mellem lærerliv og privatliv og hvordan begrebet "den inkluderende folkeskole" er noget mere kompliceret, når det skal udføres i praksis og ikke bare diskuteres til en eksamen i pædagogik.
Endelig synes jeg, at der fortsat er mange udfordringer med larm, uro og det jeg vil tillade mig at kalde "attitudeproblemer" i min klasse. Det er indimellem rigtig hårdt at undervise, og jeg går med mange tanker om, hvordan jeg skal få ændret på det. Selv de erfarne lærere er frustrerede og kan heller ikke "nå igennem". Det er selvfølgelig ikke særlig godt, men det er nu rart, at det ikke bare er mig, der er ny lærer og ikke kan finde ud af det.
Jeg tror, at jeg efter vinterferien (som ikke overraskende falder på et tørt sted) vil prøve noget med en fast rutine med klassemøder og i det hele taget i en periode prioritere klassens sociale trivsel lidt over staveordene, men alt er stadig lidt i tankestadiet.
Nu først de sidste 3 skoledag og så vinterferie, hvis start fejres med cocktails og fest på lærerværelset.
Det er fedt at være lærer! Men det er indimellem også bare ganske hårdt at få mine (pædagogiske) tanker og idealer omsat i en foranderlig og udfordrende praksis. "Try again, fail again, fail better"
Abonner på:
Opslag (Atom)