Klar, parat, skolestart?

Lige om lidt er min sommerferie slut:( Den har været varm, hyggelig, sjov, trist, hård, festlig, tankedyb... Det kunne man fortælle meget om, men jeg vil nøjes med at skrive, at det der voksenliv ikke altid er fyldt med "kage til morgenmad" og "jeg kan selv bestemme, hvornår jeg skal i seng" - det og en hjertefyldt tak til de mange dygtige sygeplejesker, læger og sosu-folk der findes ude i det danske land - til trods for at de godt nok ikke har nogle fede rammer, og at der med eget navlepillende pårørende-perspektiv er blevet sat en stor fed streg under, at der er noget helt galt i det danske sundhedsvæsen, hvor mantraet synes at være blevet "det handler om at sende aben videre hurtigst muligt". 

På mandag skal jeg for tredje gang på sommeruniversitet. Jeg ved ikke helt, hvad jeg skal forvente. Sidste års var bedre en forrige års, og med den logik burde det jo blive endnu bedre i år, meeeen ... Det er jo som bekendt ikke hvilket som helst skoleår, vi lærere (og semi-ledere?) går i møde - og det kommer sgu nok til at påvirke.

Skolereformen skal hånd i hånd med ny arbejdstid udfoldes, og der er fortsat uhyggeligt mange ubekendte - og hver eneste dag på min Facebook dukker der nye statusopdateringer op fra lærere, der frygter og er frustrerede over den nye, men fortsat uvisse hverdag lige om hjørnet.

Og det er sgu da forståeligt! Ikke alene skal man som lærer helt lavpraktisk finde et sted på sin skole, hvor man kan forberede sig, rette diktater, stile og klippe nylaminerede engelske gloser ud alt sammen i en ny rytme (nå, nu har jeg 3 kvarters mellemtime, så er det fandeme frem med saksen, før lærer Ole snupper den, for han har også mellemtime - og han tager sgu altid skrivebordet, vi skal dele) og med helt reelt kortere tid til opgaven. Lærerforældrene skal finde nye pasnings, afleverings, hentningsmuligheder - ikke så meget pga længere dage, men fordi der vitterligt ikke er nogen fleksibilitet tilbage (nå, har dit barn første skoledag? Ja, du har desværre ikke nogen omsorgsdag tilbage, og du skal møde 7.45 hver dag, så det kan jo ikke lade sig gøre, at du er med til), og der skal findes en måde at mødes med eksempelvis socialforvaltning eller forældre på, der ligger inden for tilstedeværelsestiden...

Og så skal vi jo i øvrigt stadig have fundet de helt konkrete løsninger på, hvordan jeg eksempelvis som dansklærer i 8. klasse liiiige får indtænkt motion og bevægelse i min undervisning, så det fremmer mine elevers læring (ja, det er måske lidt mærkeligt 8.z, men nu hopper vi lige denne uges sætningsanalyse, for så lærer I den meget bedre, og det gør pludselig ikke noget, at I skal have fransk kl 15.30)... Og sådan er det jo fortsat i vist omfang for mange ting: Understøttende undervisning, åben skole osv.

Egentlig er jeg, selvom ovenstående kunne indikere andet, relativt rolig omkring det hele. Det frustrerer mig ad helvede til, at jeg ikke kan organisere mig ud af alting og få hele skolereformen til at passe i et skema-agtigt. Det er ikke med min gode vilje, at vi som borgere i DK har tilladt politikerne at indføre en reform på en måde, der simpelthen forudsætter, at det første skoleår bliver et "fjumreår", hvor vi skal "begå fejl" og "rette til"(hvis man overhovedet kan nøjes med ét år). Det er sgu ikke rimelige betingelser for vores børn og unge. Jeg bekymrer mig, som funktionslærer for vores ressourcecenter, en del omkring nogle af vores børn med særlige behov, der i forvejen ikke rigtig hænger sammen efter kl. 12, som pludselig skal gå i skole til kl. 14, 15 og 16...

Men jeg håber og tror på, at store dele af den danske folkeskole vil ligne sig selv, når vi mødes i næste uge på de små lærerværelser rundt omkring i landet. 0. klasses eleverne (inkl egen niece - gisp!) vil stadig have skoletasker på, der er større end dem selv, og de vil være iført store forventningsfulde "har tabt 4 mælketænder-smil", teenagerne i 8. klasse vil rulle øjne, flirte med dem i 9. og arbejde på at forstå forskellen på et adjektiv og et adverbium. Kolbekaffen vil stadig smage rædselsfuldt, kladdehæfterne være i klare primærfarver, gangen hvor 2. klasserne bor vil lugte af madpakker, og når vi når december vil nisserne være klistret på vinduerne i 1. klasse, mens de alle en for en knækker læsekoden og et nyt univers åbner sig for dem. Dette er IKKE Antorinis fortjeneste! Men folkeskolen er en hårdfør gammel dame på 200 år, der har skullet finde sig i mangt og meget. Sådan en institution kan man ikke bare lægge ned, men man kan desværre godt lægge lærerne ned, og derfor skal vi passe på hinanden derude. Lad os hjælpe hinanden med alt fra gode opgaver til at kopiere og en fælles insisteren på, at INGEN går hjem og retter stilene efter endt arbejdstid, selvom man ikke blev færdig til et ekstra kram og et øje på hinandens trivsel. Lad os tro på damen, tro på børnene og hinandens evner - der er desværre ikke så mange andre, der gør.

God skolestart! 

Husk at stemme!

I tomrummet mellem lockout og skolereform

For et par uger siden læste jeg en kronik, hvor spørgsmålet "Hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved april?" blev stillet. Jeg følte mig ramt, ikke fordi jeg ikke selv tit tænker på og taler om forårets lockout, men snarere fordi jeg har haft samme forundring. Lockouten fylder ikke på mediefronten, de fleste ledere synes at praktisere den kendte og konfliktsky "hvis vi ikke taler om det, så er det ikke sket"-agtige tilgang til lockouten, og (uddannelses)politikerne laver skolereform.

Jeg kigger på mig selv og mine kolleger i det danske land, og med en vis forundring kan man umiddelbart konstatere, at den danske lærerstand synes at være ualmindelig modstandsdygtig... For der praktiseres jo skole; 7.z lærer at fortolke tekster, at bøje "jeg er" på tysk eller fransk og om universets planeter... Life goes on, men....

I øjeblikket er det sådan, at når jeg når til fredag, er jeg mentalt kvæstet på en helt anden måde, end da jeg fx.startede som lærer og havde brug for eftermiddagslur hver eneste dag. På trods af intet mindre end fantastiske elever, udfordrenede og spændende arbejdsopgaver og et danskfagligt teamsamarbejde, der inspirerer og giver daglig glæde, føler jeg mig presset på motivationen og mit engagement. Jeg synes at observere (ikke kun hos mig selv), at stressniveauet, presset, mængden af sygedage, kollegiale uoverensstemmelser osv. langt overstiger det normale niveau for et skoleårs september måned, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kun er på min arbejdsplads.

Det giver nødvendigvis anledning til en vis grublen.

This is what I'm thinking:

Folkeskolen befinder sig pt i et vakuum, et vakuum mellem en lockout, som vi ikke rigtig må tale mere om og en skolereform, som ingen rigtig ved noget om. Vi har tusindevis af spørgsmål til vores fremtidige arbejdsforhold, og vi har hver især noget, der i særdeleshed gør os utrygge eller udfordrer vores idealer om lærerjobbet. Uvisheden demotiverer og stresser...

Nogen (en del) har rigtigt svært ved at forene sig med den omstridte tilstedeværelsespligt. Hvis man gennem mange års virke har opøvet en praksis i forhold til f.eks. forberedelse, der sikrer grundighed, overblik, fordybelse og tilpas fleksibilitet i forhold til elevernes behov, undervisningens indhold og øvrige opgaver for læreren, så er det intet under, at der er noget i skolereformen, der kan virke mildest talt (angst)provokerende. Og alt fra praktiske overvejelser omkring de fysiske vilkår for forberedelse til individuelle hensyn fylder. 

De fleste af os forudser en udvidelse af et allerede eksisterende moralsk dilemma for folkeskolelærerne:  Gå på kompromis med professionaliteten eller arbejde gratis? Det lyder så voldsomt og idealistisk, men hvis der bliver tale om overarbejde efter kl 17, er det bare ikke særligt svært at forudse visse dilemmaer. Eleverne skal være længere i skole, der skal stadig holdes møder med skolepsykologer, skolesocialrådgivere, uu-vejledere, forældre (her taler jeg om de behovssamtaler, der altid opstår undervejs på et skoleår) og ikke mindst lærerne imellem. 

Så hvad fanden gør man, når der ikke er tid til at rette stilene eller lave ugeplan, fordi undervisning og mødeaktivitet optog tiden fra 8-16 hele ugen (det sker i forvejen for undertegnede, skal jeg hilse og sige)? Og hvornår tager man snakken med de forældre, der hver dag først har fri efter kl 17?

Jeg er personligt ikke så udfordret ved tanken om at skulle være på skolen fra 8-16, for reelt set vil det ærligt talt ikke ændre særligt meget på mit arbejdsliv. Med to faste mødedage, en funktionslærerkasket og som dansklærer i overbygningen er mine dage i forvejen relativt sene... Jeg har altid haft det bedst med at lægge så meget forberedelse på skolen som muligt, men jeg må jo samtidig også indrømme, at der tit bliver svaret på forældremails om aftenen, at danskårsplanen blev lavet sammen med en kollega en lørdag over kaffe og efterfølgende sushi, ikke for hyggens skyld (selvom det var mega hyggeligt), men fordi vi løb tør for tid.

Jeg er fuldstændig sikker på, at der er en del politikere (samt ledere og forældre), der nødvendigvis må satse på, at lærerne (endnu engang) lader deres lærerhjerte løbe af med dem, om ikke andet fordi det gør arbejdet som lærer gevaldigt meget lettere, hvis man er velforberedt, har god kommunikation med forældrene osv. Men det VIL betyde gratis arbejde, og mit kyniske jeg vil påstå, at det har en vis Corydon regnet med fra start!

Personligt frygter jeg, at de psykoligiske konsekvenser af  forårets lockout i kombinationen med en udsigt til ovenstående dilemma(er) og individuelle forhandlinger omkring arbejdstid risikerer at splitte Danmarks lærerværelser til atomer. "Lad os virkelig få dem ned med nakken, og så beder vi dem hver især om at sætte en pris på deres værd" - Måske er jeg bare ikke strategisk eller liberalistisk nok til at se, hvordan det skaber en god folkeskole?

Kære lærerkolleger. Vi bliver sgu nødt til passe godt på hinanden i den kommende tid, stå fast og stå sammen. Ellers forsvinder vi for langt ind i tomrummet...