I tomrummet mellem lockout og skolereform

For et par uger siden læste jeg en kronik, hvor spørgsmålet "Hvorfor er der ingen, der sætter spørgsmålstegn ved april?" blev stillet. Jeg følte mig ramt, ikke fordi jeg ikke selv tit tænker på og taler om forårets lockout, men snarere fordi jeg har haft samme forundring. Lockouten fylder ikke på mediefronten, de fleste ledere synes at praktisere den kendte og konfliktsky "hvis vi ikke taler om det, så er det ikke sket"-agtige tilgang til lockouten, og (uddannelses)politikerne laver skolereform.

Jeg kigger på mig selv og mine kolleger i det danske land, og med en vis forundring kan man umiddelbart konstatere, at den danske lærerstand synes at være ualmindelig modstandsdygtig... For der praktiseres jo skole; 7.z lærer at fortolke tekster, at bøje "jeg er" på tysk eller fransk og om universets planeter... Life goes on, men....

I øjeblikket er det sådan, at når jeg når til fredag, er jeg mentalt kvæstet på en helt anden måde, end da jeg fx.startede som lærer og havde brug for eftermiddagslur hver eneste dag. På trods af intet mindre end fantastiske elever, udfordrenede og spændende arbejdsopgaver og et danskfagligt teamsamarbejde, der inspirerer og giver daglig glæde, føler jeg mig presset på motivationen og mit engagement. Jeg synes at observere (ikke kun hos mig selv), at stressniveauet, presset, mængden af sygedage, kollegiale uoverensstemmelser osv. langt overstiger det normale niveau for et skoleårs september måned, og jeg har svært ved at forestille mig, at det kun er på min arbejdsplads.

Det giver nødvendigvis anledning til en vis grublen.

This is what I'm thinking:

Folkeskolen befinder sig pt i et vakuum, et vakuum mellem en lockout, som vi ikke rigtig må tale mere om og en skolereform, som ingen rigtig ved noget om. Vi har tusindevis af spørgsmål til vores fremtidige arbejdsforhold, og vi har hver især noget, der i særdeleshed gør os utrygge eller udfordrer vores idealer om lærerjobbet. Uvisheden demotiverer og stresser...

Nogen (en del) har rigtigt svært ved at forene sig med den omstridte tilstedeværelsespligt. Hvis man gennem mange års virke har opøvet en praksis i forhold til f.eks. forberedelse, der sikrer grundighed, overblik, fordybelse og tilpas fleksibilitet i forhold til elevernes behov, undervisningens indhold og øvrige opgaver for læreren, så er det intet under, at der er noget i skolereformen, der kan virke mildest talt (angst)provokerende. Og alt fra praktiske overvejelser omkring de fysiske vilkår for forberedelse til individuelle hensyn fylder. 

De fleste af os forudser en udvidelse af et allerede eksisterende moralsk dilemma for folkeskolelærerne:  Gå på kompromis med professionaliteten eller arbejde gratis? Det lyder så voldsomt og idealistisk, men hvis der bliver tale om overarbejde efter kl 17, er det bare ikke særligt svært at forudse visse dilemmaer. Eleverne skal være længere i skole, der skal stadig holdes møder med skolepsykologer, skolesocialrådgivere, uu-vejledere, forældre (her taler jeg om de behovssamtaler, der altid opstår undervejs på et skoleår) og ikke mindst lærerne imellem. 

Så hvad fanden gør man, når der ikke er tid til at rette stilene eller lave ugeplan, fordi undervisning og mødeaktivitet optog tiden fra 8-16 hele ugen (det sker i forvejen for undertegnede, skal jeg hilse og sige)? Og hvornår tager man snakken med de forældre, der hver dag først har fri efter kl 17?

Jeg er personligt ikke så udfordret ved tanken om at skulle være på skolen fra 8-16, for reelt set vil det ærligt talt ikke ændre særligt meget på mit arbejdsliv. Med to faste mødedage, en funktionslærerkasket og som dansklærer i overbygningen er mine dage i forvejen relativt sene... Jeg har altid haft det bedst med at lægge så meget forberedelse på skolen som muligt, men jeg må jo samtidig også indrømme, at der tit bliver svaret på forældremails om aftenen, at danskårsplanen blev lavet sammen med en kollega en lørdag over kaffe og efterfølgende sushi, ikke for hyggens skyld (selvom det var mega hyggeligt), men fordi vi løb tør for tid.

Jeg er fuldstændig sikker på, at der er en del politikere (samt ledere og forældre), der nødvendigvis må satse på, at lærerne (endnu engang) lader deres lærerhjerte løbe af med dem, om ikke andet fordi det gør arbejdet som lærer gevaldigt meget lettere, hvis man er velforberedt, har god kommunikation med forældrene osv. Men det VIL betyde gratis arbejde, og mit kyniske jeg vil påstå, at det har en vis Corydon regnet med fra start!

Personligt frygter jeg, at de psykoligiske konsekvenser af  forårets lockout i kombinationen med en udsigt til ovenstående dilemma(er) og individuelle forhandlinger omkring arbejdstid risikerer at splitte Danmarks lærerværelser til atomer. "Lad os virkelig få dem ned med nakken, og så beder vi dem hver især om at sætte en pris på deres værd" - Måske er jeg bare ikke strategisk eller liberalistisk nok til at se, hvordan det skaber en god folkeskole?

Kære lærerkolleger. Vi bliver sgu nødt til passe godt på hinanden i den kommende tid, stå fast og stå sammen. Ellers forsvinder vi for langt ind i tomrummet...