Og så...

... Og så er der de dage, hvor dansk- og engelskundervisningen forsvinder til fordel for konfliktløsning. Dage hvor man efter adskillige forsøg på girafsprog til sidst lettere desperat siger: "I skal jo for fanden bare overholde de regler, vi har lavet. Hvis I gør det, ryger I ikke i konflikter" og derefter tvinger de børn, der har det med ryge i totterne på hinanden, til at spille Uno sammen.

 ... Og så er der de uger, hvor dagene forsvinder i møder, aftaler og mindre forvirring over opgaver, man glemmer, udskyder eller laver om. Som eksempel kan man nævne to ugers såkaldt læsebånd, som ikke starter i denne uge, men først næste. Det havde lærerinden så ikke lige fattet og derfor informeret forældre og elever, samt planlagt med anden lærer på årgangen, hvad der skulle foregå. Man kunne også nævne det såkaldte københavnerbarometer (spørgeskemaundersøgelse), som man lidt havde glemt, eleverne skulle lave i dag.

...Og så er der de der tidspunkter, hvor det går op for en, at årsdagen for meddelelsen om forflyttelse nærmer sig, og man har lidt svært ved at forstå, hvordan det er gået så hurtigt, hvordan det stadig kan fylde efter et år - og hvordan noget kan gå så stærkt, samtidig med der sker så meget på arbejdsfront og i privaten.

... Og endelig er der de eftermiddage, hvor man melder pas på verden og smider sig i sofaen!

Der kan være noget om det...

Hjemme igen

Kun halvdelen af opgaverne blev rettet og jeg fik mig en lille forkølelse, der har sat sig i noget hoste, men til gengæld var det dæleme dejligt at være hjemme! (eller hvad hedder det egentligt? Når man tager der hen, hvor ens forældre bor, hvor man selv har boet og er vokset op? Jeg tager hjem til Brovst... men jeg tager jo også hjem til Amager?! Nå, det kan vel ret beset også være lige gyldigt. Pointen er, at det var skønt at være en tur i det nordjyske)

Dejligt at blive forkælet (også selv man er 30 og vist nok voksen), læse med med hunden sovende ved sin side, få nogle af livretterne og snakke - ikke mindst... Og i forhold til sidstnævnte så er det altså overvejende en god ting at have lærerforældre, når man selv er lærer. Man bliver jo velsignet med den "kollegiale" forståelse og indsigt OG den subjektive forældresympati. Det kan altså godt være en ganske god kombination for en lettere brugt lærerinde, der trods alt stadig er lidt ny i faget.

I øvrigt - jf. forkælelse: Havde i min taske i flyet et stk super fint og dejligt tæppe, som min mor har strikket, ugler som hun har hæklet (der nu fint pynter i fantasy/børnebogsreolen - de passede ligesom ind) SAMT penge til taxa fra henholdsvis den ene og den anden forælder. Ja, ja... Det kan godt være, at man er voksen, der passer et rigtigt arbejde (eller det mener KL så ikke, men lad nu den diskussion være for i aften) og betaler af på boliglån, men det er nu altså meget rart at man stadig bliver kørt i lufthavnen og sendt hjem med gaver i tasken:-D 

Nu er jeg så tilbage på øen og kom lidt til at bruge min aften på at se Whitney Houstons begravelse... Det gav åbenbart mere mening end f.eks. at rette de sidste opgaver?! Man må da sørme sige, at der er noget åndelig begejstring til sådan en gospelbegravelse, og selvom det måske kan være lidt vel meget for en jyde opdraget i sindighedens højborg, og selvom det da egentligt er sådan lidt vel meget "Se og hør-agtigt" at glane på de kendte, der sørger, så blev jeg alligevel af og til rørt.
Tja.. RIP miss Houston. Tak for sangene! (Mon ikke hårbørster og "I wanna dance with somebody" fortsat vil komme frem, når kvinder, der var piger i 80'erne, har fået et glas hvidvin for meget og er i selskab med andet østrogen?)

I øvrigt...

   

..har jeg vinterferie (Tag den Danmark - "Nu bliver I bange, men vi skal længere ind... "), som skal tilbringes nordpå. Og selvom der er i håndbagagen både findes grammatikopgaver og diktater, der skal rettes og en bog om individuelle læsetest, som jeg skal sættes ind i, så glæder jeg mig ærligt talt til at slappe lidt af. Der har været mere end almindeligt gang i det knapt så rosenrøde barndomsliv siden jul, og jeg har brugt og bruger meget energi på at finde ud af, hvordan jeg bedst tackler det som klasselærer... Lidt opladning hos lærerforældrene kommer sikkert at gøre godt.

Og så det der med håndbagage... Det er jo ikke fordi, at jeg forestiller mig, at jeg skal rette opgaver på flyturen til Aalborg. Jeg mener, man kan jo knap nok nå at få frakken af, før sikkerhedsbæltet skal spændes igen, da "vi starter indflyvningen til Aalborg om få minutter". Men jeg gider simpelthen ikke betalte 50 kroner for at tjekke min bagage ind. Det lyder måske ganske ulogisk, når jeg sikkert om nogle timer spenderer noget nær samme beløb på en "skinny vanilla latte" i Starbucks, når fly frem og tilbage koster mindre end at tage toget, og når jeg jo ikke just er kendt for ikke at være ejer af diverse dullegrej, som i håndbagagen kun må være i 50 ml størrelsen... MEN et eller andet i mig bliver bare tosset, når jeg når dertil i billetbestillingen - måske fordi jeg også ved, at jeg skal betale 40 kroner (!?) for at bruge mit visakort til at betale med. Så jeg pakker troligt min oversized fake lædertaske med tøj, der nøje placeres, så det fylder mindst og en gennemsigtig toilettaske med diverse prøvestørrelser af mit dullegrej, alt imens jeg frustreres over, at jeg dog i det mindste ikke kunne få lov at medbringe min gode håndcreme (Avène, gave fra lille Lærke til min fødselsdag - prøv den!!), da den er på 75 ml. Hvornår har nogen sidst angrebet et fly med håndcreme??? Ja, jeg spørger bare...