Noget (mere) om arbejdstid, reform osv.

Vi har f-uge i denne uge og jeg har formået at lægge mine 22 undervisningstimer tirsdag-fredag og kunne derfor nøjes med at møde ind til LP-møde 13.45 - på en mandag. Hvor fantastisk er det ikke lige? Især for en som mig, der allerede søndag formiddag bliver lidt deprimeret over, at weekenden er slut. Sådan noget med en "fridag" sker jo aldrig, og jeg tør jo næsten ikke skrive det her på bloggen i disse tider, hvor lærernes arbejdstidsaftale har status af en ond sygdom, der skal bekæmpes med hån, offentlig skideballe og nedgørelse.

Jeg er så megamøghamrende frustreret. Hvis det da så bare handlede om en inkompetent minister, der til debatmøder siger ting som "så kan man jo indtænke matematik i hjemkundskab" (det gør vi jo ikke nu?), "det skal jo ikke være flere kedelige dansk- og matematiktimer" (læs: Det er åbenbart det, eleverne har nu) eller "Så kan de få et spændende valgfag, ikke bare fremmedsprog, men måske sådan noget IT" (Næææh, Antorini IT - nu har jeg da aldrig. Sikke da en nytænkning!), men det er jo ikke bare det.

KL og Regeringen har indgået en alliance. De vil have gjort op med lærernes arbejdstidsaftale, og alt er nøje timet herefter. Vejen er ret klar. Hvis ikke lærerne går med på det, bliver de lockoutet, og Regeringen vil herefter lave et lovindgreb, som (surprise, surprise) nok ender med at kunne indfri den detailstyrede reform, som er blevet fremlagt....

Så jeg går til lokal demonstration mod tvungne heldagsskoler på Rådhuspladsen på torsdag. Ikke fordi det rykker på skid, for lærerne er for længst sat ud af spillet om folkeskolen, men fordi min professionelle stolthed og tro på den danske aftalemodel kræver det. Jeg er nødt til at sige nej, selvom det ikke nytter noget, og så må hr og fru Danmark og alle på borgen kalde mig og mine kolleger nej-sigere, brokrøve, dovne skiderikker alt det, de vil.
KL og regeringens dagsorden er kort og godt mindre forberedelse til flere undervisningstimer. Den er ikke meget længere, og det er for mig at se umådelig svært at se, at det vil medføre et kvalitetsløft i folkeskolen. Det vil medføre mere undervisningen for pengene, men ikke bedre, medmindre lærerne er villige til at arbejde gratis for at opretholde deres nuværende niveau.
Jeg ender jo nok med at skulle arbejde under det, men jeg vil søreme have svært ved at lægge egne børn til den slags skole...Og det gør ondt helt inde i mit ideologiske hjerte at skulle have den tanke.

Ses vi på Rådhuspladsen?

PS: Læs mere om demonstration her

Er man blevet lidt for pessimistisk, når...

man med det samme mistænker et forslag om ny afgangsprøve i folkeskolen, der skal placeres før ungdomsuddannelsesansøgningerne i marts, for at komme til at betyde, at samtlige lærere i 9. klasse skal nå at undervise i dobbelt så meget så meget på halvt så lidt tid???
Jeg kunne snildt skrive et langt indlæg om afgangsprøverne som sådan - der kan nævnes mange fordele og ulemper, men jeg må ærligt talt indrømme, at jeg som udgangspunkt er blevet lidt mistroisk over for (uddannelses)politikere og deres store armbevægelser, da konsekvenserne af deres forslag oftest har været mere bureaukrati og/eller dårligere arbejdsforhold for lærerne!

 Ååååh, hvor kan man da være en sur gammel dame...

Træd varsomt...

I sidste uge læste vi i klassen et interview med børnebogsforfatteren Bent Haller (en stor favorit hos undertegnede), hvor essensen i hans budskab var, at han ikke hælder sukker ud over sine historier. Han tør godt fortælle børn om de knap så pæne og rosenrøde ting i livet.
Det medførte en længere snak blandt eleverne om den knap så lyserøde barndom. Der blev blandt andet sagt følgende: "Som barn har man ikke nær så meget erfaring at bruge, når man skal reagere på noget", "hvis man ikke taler med børn om de grimme ting i livet, kan de godt tro, at noget er endnu værre" og "Det ville også være en løgn, hvis man sagde, at barndommen aldrig er rosenrød. For nogle børn er det sådan, at det værste, de oplever, er at brække en arm". Lad os bare sige, at lærerinden endnu engang blev bekræftet i, at man - sukker eller ej - ikke skal undervurdere børns evner til at gøre sig tanker om livet.

Skæbnen vil så, at jeg i denne uge (og vi er jo kun ved tirsdag) har skullet håndtere endnu et barn, der absolut er blevet konfronteret med det usødede barndomsliv, og nok engang har jeg haft tanken: "Dét her er jeg sgu da ikke uddannet til!"  med efterfølgende tanker om, hvorvidt jeg nu siger og gør det rigtige. Ansvaret kan føles svimlende stort...

For et års tid siden forsøgte jeg i "Folkeskolen" at gå i rette med en af pingerne fra DPU (Jens Rasmussen), der påstod, at de lærerstuderende skulle uddannes til at være eksperter i undervisning - ikke i at være semipsykologer og sociologer (se evt. her; alt er ikke lige klogt formuleret af undertegnede, men...). 

Det er vældigt fint sagt af Jens Rasmussen, og alle kan vel være enige om, at kerneydelsen i skolen nødvendigvis må og bør være undervisning. Virkeligheden er bare, at livet - med alle dets facetter - indimellem kommer lidt i vejen for undervisning i udsagnsordenes bøjningsregler og Bent Hallers forfatterskab! Som lærer kan man ikke bare slå skyklapperne til, fokusere på sit fag og ignorere børnenes psykiske og sociale trivsel. Jeg kan i hvert fald ikke! Mistrivsel påvirker det enkelte barns indlæring - og det er selvfølgelig i sig selv problematisk. Men i et større perspektiv handler det også om, at skolen er så meget mere end blot en undervisningsinstitution. "Træd varsomt, her bliver mennesker til" er et citat, der tit benyttes af lærere og andet godtfolk i og omkring skolen, og det er for mig ganske rammende for, hvad skolen er. 

At man så som lærer kan føle sig på dybt vand fordi man skal håndtere børn i sorg, børn med sygdom inde på livet - hvad enten det er deres egen eller andres sygdom, børn med forældre i fængsel, børn med forældre, der ikke magter at tage sig af dem osv., vil nok altid kunne ske, da vi som lærere netop ikke er uddannede psykologer. Men at mindske den pædagogiske-psykologiske uddannelse, vi trods alt har, vil være hul i hovedet!

Indimellem kan jeg have lyst til at føre en "logbog" på mit arbejde, hvor jeg i en måned noterer de opgaver, jeg har skullet løse, der ikke er i direkte relation til undervisningen, men omhandler børnenes sociale og psykiske trivsel for at have et eller andet konkret at kaste i hovedet på folk (måske især politikere og Niels Egelund), der gang på gang kæfter op om "at højne fagligheden i folkeskolen" og igangsætter det ene initiativ efter det andet, der skal højne Danmarks PISA-resultater.

Man kan have lyst til at tvinge omtalte "rammesættere" omkring mit arbejde til at tage stilling til, hvad ´det er, jeg ikke skal lave, når det endnu engang påstås, at lærere underviser for lidt, når der skal foretages ekstraordinær læseindsats og talentpleje. Selv hvis lærerne løber hurtigere og hurtigere (og lad os være ærlige, nogle lærere løber af og til stærkt!), har døgnet kun 24 timer, og jeg gad god se de forældre, der sagde "Pyt med at mit barn græder og har det svært, sålænge hun har forstået dagens opgave om ordklasser". De findes jo ikke, for fanden. Og hvis de gjorde, er jeg ret sikker på, at noget skærpet indberetningspligt kunne skulle træde i kraft.

Kære meningsdanner omkring folkeskolen
Har du talt med din folkeskolelærer i dag?