En forflyttet lærerindes bekendelser

Kære jer, der læser med.

Nu er det vist på tide, at jeg tager bladet fra munden og skriver om mit såkaldte lærerliv.

Der er gået en måned siden sidste indlæg på bloggen, og det har sørme ikke været en let en af slagsen.

Den 8. marts 8 (på kvindernes kampdag, ironisk nok) blev jeg "sendt på kontoret" for at få at vide, at man havde i sinde at pege på mig som overtallig på skolen - altså at indstille mig til forflyttelse. Årsagen er officielt, at jeg og den anden lærer, som forflyttes, er dygtige lærere, der vil være aktiver for en anden skole. Den uofficielle årsag... tja... lad mig blot bruge politisk korrekte formulering, som der stod i mit såkaldte høringssvar: Jeg bliver straffet for mit engagement. Et engagement, som indimellem har resulteret i, at jeg har ladet min uenighed med ledelsens beslutninger være synlig, når jeg har ytret min mening til et møde, og som har drevet mig til at få indflydelse, hvor jeg kunne. Jeg og min kollega er de uvorne unger i klassen, og nu må vi ikke være med mere. Den uofficielle årsag, bakker mine kolleger (og sågar fagforeningen) op om, er den rigtige. Det hjælper desværre bare ikke super meget på situationen, men det betyder noget, at jeg ikke er alene om min "mistanke".

Jeg har grædt en masse, jeg har råbt, jeg har brugt alt for mange penge på byture, tøj og bøger, og indimellem har jeg bare siddet og kigget ind i væggen og følt mig magtesløs og helt passiveret. Jeg har vist i det helt taget fulgt bogen i forhold til at blive ramt af en krise....Fra chok til reaktion og forhåbentligt på vej mod en form for bearbejdning og nyorientering.

Jeg var i sidste uge til samtaler på tre skoler (ud fra fremsendte lister med ledige stillinger til forflyttede i kommunen). Én af skolerne gav nogenlunde mening, og jeg kunne mærke en vis kemi med lederen. Men der er sgu bare stor forskel på selv at søge en stilling, som har lydt interessant og at vælge "det mindste onde" på en liste, fordi man er blevet "forvist" fra sin nuværende arbejdsplads. Der er langt til den 7. klasse, som jeg gerne ville have og føre til eksamen. Jeg håber på, at det nok skal blive godt, hvor end jeg havner... Det er jeg nødt til, for alternativet er ikke til at holde ud. Den 18. april skulle jeg få at vide, hvor min nye arbejdsplads er, og herefter vil der så blandt andet følge fagfordeling på en ny skole, med nye kolleger, ny ledelse, nye klasser, ny kultur.... Jeg var lige begyndt at finde min plads - hmmm.... Og den gamle næstformand i mig er ved at skrige i arrigskab over, at man kan finde på at byde en næsten nyuddannet lærer at skulle igennem processen med "at finde sin plads" på ny - uden at have særligt meget erfaring at stå i mod med.

Forflyttelser (og sågar mulige fyringer) er et vilkår! Derom kan der desværre ikke herske tvivl. Offentlige stillinger er ikke så sikre, som de var engang. Der spares, hvor spares kan, og det går ud over os alle. Det vilkår kan jeg sagtens acceptere er til stede. Jeg ville ønske, at det ikke var sådan, men jeg anerkender, at besparelser er mantraet i samtlige kommuner. 
Men jeg vil sgu behandles ordentligt, og det er jeg ikke blevet - og bliver det stadig ikke. Det er ikke just et flatterende karaktertræk at sparke til folk, der ligger ned...

Det er utroligt svært at finde motivationen for at gå på arbejde lige nu. At investere tid og følelser i f.eks. klassesammenlægninger og engelskundervisning bliver lidt meningsløst, men jeg kæmper for at finde en måde at være lærer på skolen - lidt endnu - uden at gå deprimeret hjem hver eneste dag.

Jeg kæmper, ja, og det går og ned. Mange ting er mærkelige, nogle ting er ligegyldige, rigtigt mange ting er svære - og nogle af disse unødvendigt svære.

Jeg håber, at der med klarhed over min jobsituation næste år vil følge en eller anden form for motivation til at kigge fremad og måske endda lidt spirende optimisme. Lige nu er der bare lang tid til sommerferie og alt for mange ubekendte for ikke at nævne en masse søde folk, som jeg ikke længere skal arbejde sammen med.

Man taler meget om praksischok for nye lærere. Jeg håber sørme, at I andre nyuddannede kan "nøjes med" bristede illusioner omkring forberedelse, vrede over bureaukratiet og  frustrationer over besværlige børn og ikke mindst forældre.

Nu blev det skrevet. Der kunne skrives meget mere, og det bliver der måske også, men lige nu vil jeg lave en kop te, åbne min altandør og kigge lidt på mine blomster. Efter vinter kommer vår - også i år.