Tanker fra en dejlig forårsplet på Amager

Jeg sidder pt. på min altan (som måske er en veranda, fordi det er i stueniveau, men..), og her er dejligt. I løbet af påskeferien har jeg ikke alene købt mig et såkaldt "cafesæt", som det har taget mig to år at tage mig sammen til, men jeg har også investeret i nye pink altankasser og ikke mindst en gammeldags "heksekost" at feje altanen med. Det værste ukrudt er blevet fjernet, tulipanerne er sprunget ud og den ene altankasse er pt. fyldt med fine blå-lilla blomster. Når jeg så sidder her omringet af dejlighed med nymalet kaffe i koppen og fuglesang i ørerne, bliver jeg mindet om, hvorfor det er banklånet værd at bo i min lejlighed. Jeg har fundet en lille oase på Amager, og til trods for at jeg indimellem kan savne vesterhavets brusen og den jyske sindighed, så har jeg hjemme på øen.

Jeg har mere eller mindre formået ikke at tænke arbejde (og ikke mindst fremtid) i denne ferie. I stedet har jeg fyldt feriedagene med familiehygge, venindehygge og alenehygge. Nu er det imidlertid i 2. påskedag, og i morgen har jeg ikke alene 7 undervisningstimer, jeg skal også have ringet til min kommende skoleleder og aftalt, hvordan og hvorledes mit næste skoleår skal planlægges. Puh.... Det er sgu lidt svært at forholde sig til. Hvordan får man startet et nyt samarbejde på den bedste måde, når den lille pige inde i en stadig står og tramper i jorden over uretfærdigheden, den sårbare pige stadig får våde øjne af tanken om at skulle forlade sine kolleger, den kyniske kvinde spekulerer på, om det overhovedet kan betale sig at engagere sig i sit arbejde?

Jeg har vist generelt ret let ved at falde ind nye steder. Jeg har kastet mig ud i en del jobs og projekter siden studenterhuen kom på i 2000. Indimellem har jeg virkeligt været på ukendt grund, men det er altid endt godt. Min rationelle side siger mig derfor også, at mit "nye" job nok skal blive en positiv oplevelse. Jeg får mulighed for at komme væk en måde at drive skole på, som ikke just har fordret personligt overskud det sidste år, og jeg er sikker på, at der findes flere gode kolleger og flere gode elever ude "på den anden side". Når jeg så alligevel ikke bare sidder på altanen og klapper i mine hænder, skyldes det, at jeg har umådeligt svært ved at forene mig med tanken om at "starte forfra". Jeg ved godt, at de sidste års erfaring selvfølgelig ikke forsvinder som dug fra solen i det øjeblik, jeg går på sommerferie, men det er altså altid p... hårdt at starte et nyt sted. Man skal have placeret sig i et interne hieraki - forsøge at udvise respekt for den eksisterende kultur uden at falde i et med væggen. Jeg skal lære nye elever, nye forældre, nye regler, nye rutiner at kende. Det tager tid at falde til, og jeg tror, at en sådan proces er lettere, når man selv har truffet beslutningen om at starte på ny, og jeg tror, at det er lettere med lidt flere år på den tykke lærerbag. Jeg har ikke været frøken solskin det sidste års tid, derom kan der ikke herske tvivl, men jeg var lige nået dertil, hvor arbejde trods alt også var forbundet med en vis tryghed og rutine. 

Gad vide hvordan min verden ser ud næste påskeferie?