Når målet bliver det målbare

Vi snakker meget i min familie - tit om politik, offentligt ansatte og verden, der er lave. Det er også noget vi (stadig) gør blandt os kusiner på min mors familie. I lørdags holdt jeg en "kusinebrunch" for 5 voksne damer og to børn. Vi har ikke været samlet i 100 år, og det var simpelthen så hyggeligt! Efter de to ældste var taget af sted med selskabets to yngste (på henholdsvis næsten 2 og næsten 3½ år) var min lillesøster, min yngste kusine og jeg tilbage. Vi satte brunchrester på bordet, og så gik den politiske snak ellers - især om styringen af den offentlige sektor. Som henholdsvis socialrådgiver, lærer og sociolog kunne vi hurtigt blive enige om, at der var noget, der ikke helt spillede i et Danmark præget af "New Public Management". Målet er blevet det målbare, og det har konsekvenser - for brugerne og udførerne af "Velfærdsdanmarks" såkaldte kerneydelser.

Inden for min egen lille lærerverden ser man som konsekvens af den markedsorienterede styring af den offentligt sektor blandt andet den omdiskuterede offentliggjorte rangliste af skoler i DK (baseret på ganske målbare karakterresultater). Man ser PISA-tests og nationale tests, og skolernes kvalitetsrapporter bliver styrende for måden at drive skole på.

Nu skal dette indlæg ikke forstås, som at jeg f.eks. inden for skoleverden er imod al målbar praksis, men jeg tror, at det er en umådelig farlig ting at reducere formålet med den danske folkeskole til udelukkende at handle om det målbare. Folkeskolen har en opgave, der rækker langt ud over karaktergennemsnit. Med højtflyvende idealer handler det om dannelse. Det handler om at udvikle hele mennesker, der kan begå sig i et dynamisk samfund, at få børn og unge til at tro på, at de har noget at byde verden. Selvfølgelig skal vi lærere også konkret lære børn at læse, regne, skrive, bøje engelske verber og vide, hvem Christian den 4. var. Der er bare så meget mere på spil...


Til resterne af brunch snakkede vi imidlertid om, at man kan frygte, at man "fodfolkene" som leverer de offentlige ydelser gradvist får internaliseret en måde at tænke deres arbejde på, som ikke levner meget plads til andet end det målbare.
Jeg ser det da i mig selv. Selvom jeg sådan rent fagligt og principielt ikke synes, at jeg behøver at lægge så meget vægt på f.eks. de nationale tests, så fylder de jo alligevel i mine overvejelser omkring undervisning. Selvom mine elever kun går i 5. klasse, så har jeg i dansk stadig rigtig meget eksamen i 9. klasse for øje, når jeg skal prioritere, hvor mange sociale aktiviteter, der skal være plads til i undervisningen eller beslutte, hvor fokus skal lægge i forhold de enkelte elementer af danskundervisningen. Det kunne være super fedt at bruge en masse tid på at lave et teaterstykke engang, og det vil uden tvivl give eleverne nogle erfaringer og oplevelser, som de kan bruge videre i livet... men har man egentligt tid til det, hvis vi skal have lært at identificere ordklasser (som er en del af retstavningsprøven) eller lære at bruge analyseværktøjer, når vi læser litteratur (mundtlig danskprøve).


Jeg kommer til at tænke på den fine sætning fra skoleverden: "Træd varsomt, her bliver mennesker til".... synes vores politikere har det med at ignorere dette og i stedet trampe rundt med store støvler og slynge ugennemtænkte lovforslag og ændringer ud i populismens, privatiseringens, effektivitetens og det målbares hellige navn.

Offentlig ledelse og koralfarve

Jeg har haft lidt tømmermænd i dag... Jeg drak fredagsøl med min kusine og en kollega i går. Det var irsk, det var hyggeligt, og det var en smuuuule vådt.
Aftenen bød på mange interessante snakke. Blandt andet drøftede vi ledelse i det offentlige, hvor vi var omkring alt fra New Public Management til generationstypiske ledelsesstile og personlige oplevelser. Jeg skal ikke referere hele samtalen her - dels ville det nok komme til at fylde lidt for meget, dels skal man jo tænkte lidt over, hvad man publicerer i det virtuelle rum. Jeg vil dog lige gøre et enkelt nedslag i noget, som har bidt sig lidt fast i mine tanker i dag, nemlig vores drøftelse af, at ingen rigtigt tør sige, at der er noget, der ikke virker i ledelsen af Danmarks mange (og gode!) offentlige institutioner... eller det vil sige - indimellem er der nogle liberale idealister, der stiller sig op og råber, at man da bare skal have nogle ledere fra det private erhvervsliv til at "gøre jobbet", og så skal der sgu nok komme styr på den offentlige sektor. Det er i mine øjne en utroligt unuanceret holdning, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tale lidt mere om det, der ikke fungerer.

Sådan som jeg ser det, skal en offentlig leder kunne fungere i et system, der bliver mere og mere gennemsyret af en økonomisk tankegang. Offentlige institutioner skal ledes som virksomheder - målbare resultater tæller, intet andet. Som konsekvens lader lederne sig "reducere" til chefer for pølsefabrikker og går på kompromis med det faktum, at "pølserne" på sygehuse, i børnehaver, på plejehjem, i skoler osv. er mennesker! Det er trist! Og jeg tror, at vi som samfund er ved at ødelægge nogle af de grundlæggende værdier, som Danmarks velfærdssamfund er bygget op omkring.
Nu kan jeg selvfølgelig bedst tale om skolerne, og det gør mig trist og vred, at politikerne i deres perverterede hyldest af OECD og New Public Management helt har glemt, at skolerne ikke kun skal lære børn at læse og regne, men danne børn og unge i ordets brede og bedste betydning. Den dannelsesmæssige opgave synes at drukne i nationale tests og karaktergennemsnit... Det synes jeg ikke, at vi som samfund skal acceptere!

Jeg er selvfølgelig godt klar over, at den enkelte leder ikke kan ignorere den "kvalitetsstyring", som han/hun er underlagt. Men jeg mener altså, at man som offentlig leder skal kunne ganske meget mere end det, en kvalitetsrapport måtte kunne påvise.
Som min kusine udtrykte det i går, så burde offentlige ledere både være fuldstændigt opdateret på al viden om moderne ledelse, samtidig med de har et gennemgående kendskab til det pågældende område, de leder. (Det kan godt være, at hun sagde det lidt anderledes, men vi fik jo irske øl for fanden).... men jeg tror desværre ikke helt, at det er sådan, det fungerer "derude". Som min kollega påpegede, så er det desværre sådan, at de, der gerne vil være ledere, ikke nødvendigvis bliver særligt gode ledere. Nu tillader jeg mig lige at være lidt grov og generaliserende og påstå, at den voksende magt, som tildeles den enkelte leder kan lokke mere end selve det at stå i spidsen for en institution, "hvor mennesker bliver til".

Jeg ville egentlig gerne skrive noget mere om det her. Min veninde havde en statusopdatering på Facebook, som lød "har på fornemmelsen, at den danske folkeskole lider af OECD", og sådan en diagnose har sgu konsekvenser! Konsekvenser for os lærere, konsekvenser for børnene, konsekvenser for vores samfund. Jeg tror bare ikke, jeg kan formulere mere i aften, så det må blive en anden god gang!



PS: Lige noget helt andet - og langt mindre seriøst: Når man sidder i såkaldte koralfarvede joggingbukser med koralfarvet tørklæde om halsen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der bare ikke er nogen, der tør sige højt, at vi har gang i den farve, som i 80'erne blev kaldt "laksefarvet" og i 90'erne "ferskenfarvet"??? Blot en tanke...

PPS: UNDSKYLD den lidt rodede blog! Mange tanker og mange niveauer gør det lidt svært at skrive....