Aftenen bød på mange interessante snakke. Blandt andet drøftede vi ledelse i det offentlige, hvor vi var omkring alt fra New Public Management til generationstypiske ledelsesstile og personlige oplevelser. Jeg skal ikke referere hele samtalen her - dels ville det nok komme til at fylde lidt for meget, dels skal man jo tænkte lidt over, hvad man publicerer i det virtuelle rum. Jeg vil dog lige gøre et enkelt nedslag i noget, som har bidt sig lidt fast i mine tanker i dag, nemlig vores drøftelse af, at ingen rigtigt tør sige, at der er noget, der ikke virker i ledelsen af Danmarks mange (og gode!) offentlige institutioner... eller det vil sige - indimellem er der nogle liberale idealister, der stiller sig op og råber, at man da bare skal have nogle ledere fra det private erhvervsliv til at "gøre jobbet", og så skal der sgu nok komme styr på den offentlige sektor. Det er i mine øjne en utroligt unuanceret holdning, men jeg kunne godt tænke mig, at man begyndte at tale lidt mere om det, der ikke fungerer.
Sådan som jeg ser det, skal en offentlig leder kunne fungere i et system, der bliver mere og mere gennemsyret af en økonomisk tankegang. Offentlige institutioner skal ledes som virksomheder - målbare resultater tæller, intet andet. Som konsekvens lader lederne sig "reducere" til chefer for pølsefabrikker og går p
å kompromis med det faktum, at "pølserne" på sygehuse, i børnehaver, på plejehjem, i skoler osv. er mennesker! Det er trist! Og jeg tror, at vi som samfund er ved at ødelægge nogle af de grundlæggende værdier, som Danmarks velfærdssamfund er bygget op omkring.Nu kan jeg selvfølgelig bedst tale om skolerne, og det gør mig trist og vred, at politikerne i deres perverterede hyldest af OECD og New Public Management helt har glemt, at skolerne ikke kun skal lære børn at læse og regne, men danne børn og unge i ordets brede og bedste betydning. Den dannelsesmæssige opgave synes at drukne i nationale tests og karaktergennemsnit... Det synes jeg ikke, at vi som samfund skal acceptere!
Jeg er selvfølgelig godt klar over, at den enkelte leder ikke kan ignorere den "kvalitetsstyring", som han/hun er underlagt. Men jeg mener altså, at man som offentlig leder skal kunne ganske meget mere end det, en kvalitetsrapport måtte kunne påvise.
Som min kusine udtrykte det i går, så burde offentlige ledere både være fuldstændigt opdateret på al viden om moderne ledelse, samtidig med de har et gennemgående kendskab til det pågældende område, de leder. (Det kan godt være, at hun sagde det lidt anderledes, men vi fik jo irske øl for fanden).... men jeg tror desværre ikke helt, at det er sådan, det fungerer "derude". Som min kollega påpegede, så er det desværre sådan, at de, der gerne vil være ledere, ikke nødvendigvis bliver særligt gode ledere. Nu tillader jeg mig lige at være lidt grov og generaliserende og påstå, at den voksende magt, som tildeles den enkelte leder kan lokke mere end selve det at stå i spidsen for en institution, "hvor mennesker bliver til".
Jeg ville egentlig gerne skrive noget mere om det her. Min veninde havde en statusopdatering på Facebook, som lød "har på fornemmelsen, at den danske folkeskole lider af OECD", og sådan en diagnose har sgu konsekvenser! Konsekvenser for os lærere, konsekvenser for børnene, konsekvenser for vores samfund. Jeg tror bare ikke, jeg kan formulere mere i aften, så det må blive en anden god gang!

PS: Lige noget helt andet - og langt mindre seriøst: Når man sidder i såkaldte koralfarvede joggingbukser med koralfarvet tørklæde om halsen, kan jeg ikke lade være med at tænke på, om der bare ikke er nogen, der tør sige højt, at vi har gang i den farve, som i 80'erne blev kaldt "laksefarvet" og i 90'erne "ferskenfarvet"??? Blot en tanke...
PPS: UNDSKYLD den lidt rodede blog! Mange tanker og mange niveauer gør det lidt svært at skrive....
I love it!!! Marie for president, si'r jeg bare!
SvarSlet