At være sårbar og sætte ord på det svære

Jeg har ikke skrevet noget i lang tid, og som det tidligere har været tilfældet, så skyldes det vist først og fremmest, at mit lærerliv er noget rodet for tiden, og det ikke rigtigt sådan er til at fortælle om i det offentlige blogrum. Man ved jo aldrig, hvem der læser med... men nu vil jeg alligevel vove mig lidt ud i det (i en forsigtig udgave) - og jeg skal på forhånd undskylde, at dele nødvendigvis må blive på det generelle plan (jeg skulle jo også gerne kunne betale regningerne i næste måned).

Sidste uges efterårsferie var ikke alene tiltrængt, den var vist nærmest nødvendig! Hvor jeg sidste år trængte til ferie, fordi det grundlæggende bare er sk... hårdt at starte som ny lærer på fuld tid i 6 nye klasser, så handlede det i år mere om, tja... arbejdsmiljøudfordringer. Hvis jeg skal gøre lidt status over tiden fra skoleårets start til nu, melder flere tanker sig - en del af dem ikke nødvendigvis så sammenhængende. Først og fremmest fylder det, som jeg tidligere har omtalt som "skoleorganisation" stadig ufattelig meget. Jeg har virkelig fundet ud af, hvad betydningen er af poppede giraf-ord som "kommunikation", "anerkendelse", "tillid", "tryghed" og "trivsel; mangel på disse påvirker arbejdsglæde- og motivation. Det skal man jo ikke have læst mange bøger for at kunne konkludere, men det er sgu lidt noget andet at erfare det på egen krop. Jeg synes, "den professionelle facade" er krakeleret lidt for meget på det sidste, og som resultat føler jeg mig en del mere sårbar, end jeg normalt gør.

Med "ja-hatten", "rose-hatten" eller "glasset er halvt fyldt" vinklen må jeg til gengæld endnu en gang slå fast, at jeg har nogle grundlæggende fantastiske kolleger. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at jeg har nogle mennesker i mit arbejdsliv, der er der, når læsset vælter. Det siger vist det hele, at jeg (efterårsferien undtaget) har tilbragt de sidste fem fredage i selskab med kolleger og øl;-)

En anden vigtigt og positiv ting er, at jeg oplever, at min klasse og jeg er ved at nå et godt sted. Jeg skal stadig skælde ud og tysse, men fundamentet er ved at være i orden - og det betyder meget, når konflikter og svære samtaler skal tages. De bliver store ungerne... og det er sjovt at se/opleve, hvordan nogle af pigerne kører med pubertetsklatten, mens andre (og især de fleste af drengene) egentlig helst bare vil spille fodbold i stedet for det der "kærestepjat", samtidig med de fascineres lidt...
Hjemkundskab er også fortsat en fornøjelse! Hvor er det fedt, at opleve, at nogle af de elever, som jeg tit skal skændes med i dansk, bare går til opgaven med oprejst pande og en begejstring, der smitter af på hele klassen. Det er så fint et eksempel på, at de praktiske-musiske fag kan noget helt særligt i forhold til at give nogle gode skoleoplevelser, og derudover stimulere elever med en "røre-gøre" læringsstil.

Tja, så hvor er jeg så henne i min knold, her på en lørdag, hvor tømmermændene har raseret, og jeg lige har fortæret en cheeseburger? Jeg spekulerer meget... på arbejdslivets glæder og sorger, på mine personlige ambitioner, på fremtiden, på prioriteringer, på hvor svært det kan være at sætte ord på det, der er svært!

Hvornår er man syg?

Jeg har ondt i halsen! Jeg hoster! Jeg er træt! Men er jeg syg???

Hvor har jeg godt nok mange gange i mit liv spekuleret på, hvornår man er syg nok til at blive hjemme fra først skole, siden studie og nu arbejde... Det er så let, når man har feber eller har lægens ord for, at man fejler et eller andet, men det er straks værre, når man er småsløj og utilpas - specielt når man, pakket ind i et voksent jeg, har en "kunne ikke drømme om at pjække/vil gerne imponere læreren/laver altid mine lektier" gymnasiepige. Hun er blevet noget mindre dominerende med alderen - faktisk er hun indimellem helt forsvundet til fordel for en noget mindre dengset personlighed, men det er en anden historie....

I morges var jeg så heldig, at en veninde havde overnattet, og hun kunne hjælpe mig med at træffe beslutningen om at blive hjemme ved at stille mig spørgsmålet: "Vil du hellere blive hjemme i dag eller ligge syg i 3 dage næste uge?". Så, jeg blev hjemme, har det nu nogenlunde og forestiller mig, at jeg godt kan holde til 3 timers undervisning i morgen. Men alligevel ligger den og lurer - den dårlige samvittighed, forstås. Var du nu egentlig syg nok? Pjækkede du i virkeligheden lidt?

Jeg har som sagt tit siddet med den der "er du syg nok til at blive hjemme?"-overvejelse. Den er ikke just blevet mindre med alderen... Jeg synes sørme, at man i det offentlige tit mødes med holdningen, at man ikke må være syg. Eksempelvis må man kun være syg i et vist omfang (her taler vi både antal dage og antal dage i træk). Overskrides dette, skal man til såkaldt "omsorgssamtale". Det piller ved mit hoved! Dertil skal man lægge, at det jo i virkeligheden er en smule besværligt at være syg, med vikarsedler, underskrivning af sygdomsseddel og den generelle opfølgning fra den dag/de dage, man har været væk.

Men man bliver jo syg1 Specielt når det går fra sensommer til efterår, når man halvforkølet tager til skolefodboldkamp med alle ungerne - og måske også når man har en masse at tænke på, som undertegnede har for tiden.

Derfor, hurra for gode veninder, hurra for dyne, hurra for Fanta og voldsomme mængder te.

"Freeeeedom!" - om metodefrihed og Lars Løkke wannabees

Tja...jeg har lige set "Braveheart" med 6. klasse....
$
I mit sidste år som næstformand i LL forhandlede DLF overenskomst og arbejdstid og på det tidspunkt var jeg helt med på, hvorfor man skulle stemme ja til den nye arbejdstidsaftale. Principperne om at afskaffe bureaukratiet og grundlæggende indføre en lidt mere "en klovborgost tager den tid en klovborgost skal tage" tilgang til undervisningsopgaven gav mening for mig - og gør det for så vidt stadig. Nogle gange skal der bruges en halv time på en samtale med en forælder, andre gange 5 minutter. Nogle gange skal man bruge lang tid på forberedelse, andre gange skal der blot kopieres diktater.... I stedet for at tælles minutter, skulle man kigge på den konkrete opgave - og have friheden til at løse den på bedste vis. Dertil skal lægges, at man indførte nogle gode tiltage i forhold til nyuddannede (anden omregningsfaktor i de første 2 år f.eks.), og det var især det jeg som de lærerstuderendes "semi-talsmand" slog ned på. Men, men, men... siden jeg er startet i den famøse virkelighed er mit perspektiv blevet en smuuule anderledes. Jeg er grundlæggende stadig enig i principperne for den gældende arbejdstidsaftale, men hold da op hvor efterlader den meget rum for fortolkning. "Opgaver i tilknytning til undervisningen" synes at være blevet en kasse, hvor alverdens synder kan puttes ind i - og ganske gratis. Den enkelte skole fortolker, hvad der er ekstraordinære opgaver, og hvad der bare er en del af "forberedelsen". Det er lidt af et ansvar på økonomisk trængte lederes skuldre rundt omkring i det danske land!

Kombineres ovenstående med flere og flere (politisk) "metodefrihedsindskrænkende" tiltag, så synes jeg indimellem, at min (naive) forventning om et fleksibelt lærerjob med masser af frihed i tilrettelæggelse af undervisningen er liiiidt langt væk!

Så, til Tina Nedergaard, Lars Løkke og alle I Lars Løkke wannabees på tinget og mere lokalt. Lad nu bare mig og mine kolleger få lidt arbejdsro - og ikke mindst frihed!
Anerkend vores uddannelse og professionelle viden - det kunne faktisk tænkes, at vi ved bare lidt om det job, vi udfører!

PS: Dagens gode historie er ikke heeelt glemt, og her kommer derfor et lille citat fra en mine gangsterelever, som det ikke er så let at få lov til at komme tæt på:
- Elev: "Skal vi først have dig på fredag igen?" (det var i mandags)
- Mig: "Ja"
- Elev: "Hmm"
- Mig: "Betyder det, at det er godt eller skidt?"
- Elev: "Det er træls"
Tror, det var det jyske udtryk, der blev brugt, men er ikke helt sikker. Uanset hvad, var jeg ikke i tvivl om, at der lige der var en lille bitte tillidserklæring fra eleven - og det varmer i den kolde tid!