At være sårbar og sætte ord på det svære

Jeg har ikke skrevet noget i lang tid, og som det tidligere har været tilfældet, så skyldes det vist først og fremmest, at mit lærerliv er noget rodet for tiden, og det ikke rigtigt sådan er til at fortælle om i det offentlige blogrum. Man ved jo aldrig, hvem der læser med... men nu vil jeg alligevel vove mig lidt ud i det (i en forsigtig udgave) - og jeg skal på forhånd undskylde, at dele nødvendigvis må blive på det generelle plan (jeg skulle jo også gerne kunne betale regningerne i næste måned).

Sidste uges efterårsferie var ikke alene tiltrængt, den var vist nærmest nødvendig! Hvor jeg sidste år trængte til ferie, fordi det grundlæggende bare er sk... hårdt at starte som ny lærer på fuld tid i 6 nye klasser, så handlede det i år mere om, tja... arbejdsmiljøudfordringer. Hvis jeg skal gøre lidt status over tiden fra skoleårets start til nu, melder flere tanker sig - en del af dem ikke nødvendigvis så sammenhængende. Først og fremmest fylder det, som jeg tidligere har omtalt som "skoleorganisation" stadig ufattelig meget. Jeg har virkelig fundet ud af, hvad betydningen er af poppede giraf-ord som "kommunikation", "anerkendelse", "tillid", "tryghed" og "trivsel; mangel på disse påvirker arbejdsglæde- og motivation. Det skal man jo ikke have læst mange bøger for at kunne konkludere, men det er sgu lidt noget andet at erfare det på egen krop. Jeg synes, "den professionelle facade" er krakeleret lidt for meget på det sidste, og som resultat føler jeg mig en del mere sårbar, end jeg normalt gør.

Med "ja-hatten", "rose-hatten" eller "glasset er halvt fyldt" vinklen må jeg til gengæld endnu en gang slå fast, at jeg har nogle grundlæggende fantastiske kolleger. Jeg er simpelthen så taknemmelig for, at jeg har nogle mennesker i mit arbejdsliv, der er der, når læsset vælter. Det siger vist det hele, at jeg (efterårsferien undtaget) har tilbragt de sidste fem fredage i selskab med kolleger og øl;-)

En anden vigtigt og positiv ting er, at jeg oplever, at min klasse og jeg er ved at nå et godt sted. Jeg skal stadig skælde ud og tysse, men fundamentet er ved at være i orden - og det betyder meget, når konflikter og svære samtaler skal tages. De bliver store ungerne... og det er sjovt at se/opleve, hvordan nogle af pigerne kører med pubertetsklatten, mens andre (og især de fleste af drengene) egentlig helst bare vil spille fodbold i stedet for det der "kærestepjat", samtidig med de fascineres lidt...
Hjemkundskab er også fortsat en fornøjelse! Hvor er det fedt, at opleve, at nogle af de elever, som jeg tit skal skændes med i dansk, bare går til opgaven med oprejst pande og en begejstring, der smitter af på hele klassen. Det er så fint et eksempel på, at de praktiske-musiske fag kan noget helt særligt i forhold til at give nogle gode skoleoplevelser, og derudover stimulere elever med en "røre-gøre" læringsstil.

Tja, så hvor er jeg så henne i min knold, her på en lørdag, hvor tømmermændene har raseret, og jeg lige har fortæret en cheeseburger? Jeg spekulerer meget... på arbejdslivets glæder og sorger, på mine personlige ambitioner, på fremtiden, på prioriteringer, på hvor svært det kan være at sætte ord på det, der er svært!