Jeg tænker indimellem, at det er en smule fjollet med denne her blog. Jeg synes, at mange andre på en eller anden måde har mere berettigelse til at udøse deres personlighed her i cyberverdenen, og at jeg hverken har et særligt skrivetalent, et barn at berette om eller et vildt og eksotisk liv i udlandet, som mine kære skal følge med i.
Om det, at jeg alligevel bliver ved (i hvert fald lidt endnu), er et behov for selviscenesættelse (a'la statusopdateringer på Facebook og Twitter - begge dele har jeg!), det terapeutiske i at fortælle uden de store konsekvenser eller en kombination må stå hen i det uvisse, men her følger lidt trætte lærerindetanker på en jævnt almindelig og halvkold onsdag aften:
Jeg er jo mellembarn - lige midt imellem to fantastiske søstre. Jeg tror nok, at jeg indimellem har været - og er - lige efter tekstbogen i forhold til den identitet. Eksempelvis har jeg det tit svært ved, at andre skændes, men jeg sådan set ikke noget imod, at jeg selv er involveret i konflikter (men har dog været en smule sky i forhold til dem gennem flere år). Jeg har det af og til det også meget svært ved at være i centrum, og der er en ganske masse andre af mine fjollede og brugbare egenskaber, som man (hvis man vil) kan tolke ind i hele "sig mig dit nummer i søskenderækken, og jeg skal sige, hvordan du er-psykologien".
Jeg har efterhånden lært at sige fra og tage kampe, specielt har det gennem min tid i LL og mine nu 2½ år som lærer vist sig, at jeg sagtens kan råbe op og blive vred, når eventuelle konflikter omhandler "det professionelle"(det private er lidt en anden sag).
Det der med at være i centrum kan dog stadig være lidt svært for mig. Jeg kan sagtens rumme komplimenter (ja, tak!), og jeg bliver heller ikke fuldstændig perpleks, når jeg bliver fejret til min fødselsdag og lignende. Jeg kan også sagtens tale til store forsamlinger, og jeg er i det hele taget ikke en lille mus, der går i ét med væggen. MEN når det kommer til situationer, som den jeg er i for tiden, så kan jeg godt synes, det er lidt ubehageligt at stå ved, at jeg af og til bliver ked af det, at jeg er stresset, og at det hele altså ikke lige er så let endda. Jeg kan sagtens sige det - endog højt, men hvis der så efterfølgende bliver for meget fokus på det, kan jeg godt få lyst til at trække følehornene lidt tilbage og "gå ud at tage opvasken", som jeg har haft for vane at gøre til familiebegivenheder, hvor det hele blev lidt for meget.
Og hvordan er det så lige, at man støtter et mellembarn som mig, der på den ene side insisterer på, at ting er svære, men samtidig helst ikke vil gøre for meget stads ud af det? Tja, på ægte tøsemanér har jeg vist ikke brug for en masse konkrete løsninger lige nu og her. Jeg sætter pris alle på jer, der lytter, når jeg har brug for at fortælle, giver et knus, når jeg trænger, og som henter en øl, når jeg ikke kan rumme at snakke om "alt det åndsvage" - tak!
Nu vil jeg fjerne makeuppen, finde mit nattøj, smide dynen ind i sofaen og foretage mig noget, som hjælper på ganske mange ting - nemlig se et afsnit Criminal Minds:-D
Sov godt derude!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar