En blog, der ikke blev til noget - og forberedelse på en søndag

I går havde jeg, i et anfald af selvmedlidenhed (pga. kombinationen singlehood, lørdag uden planer, en livmoder, der holdt "party i provinsen" og en masse skoleopgaver, som jeg burde lave, men ikke gad) gang i at skrive en blog om, hvordan man som 19-årig havde en masse forestillinger om, hvordan ens liv ville se ud som 29-årig, og at livet (heldigvis) ikke just har udviklet sig sådan.

Jeg kunne imidlertid mærke, at det ville blive sådan en masse halvynkeligt pladder om, hvordan jeg ikke er gift og ikke har fået mit første barn, og at det der med at være lærer ikke bare er et kald, hvor man hver eneste dag på ægte musicalvis går nynnende på arbejde og føler, at alt giver mening... og så skulle jeg så efterfølgende bruge en masse energi på at skrive, at det sådan set også er i orden, alt imens jeg inderst inde bare gerne ville "putte i ske" og aes på kinden. Det havde jeg ikke rigtigt lyst til, da først jeg kom i gang! Hermed ikke sagt, at jeg ikke ser en dybere mening med, at jeg ikke lever helt det liv, som jeg forestillede mig, da jeg rendte rundt med nyligt overstået studentereksamen og en lettere naiv tilgang til verden! Det gør jeg - og jeg er glad for alt det uventede, og life is what happens, while you're busy making other plans... Det ville bare blive en mærkelig blog, kunne jeg mærke, og derfor - efter en lidt mystisk indledning - vil jeg i stedet berette lidt om, hvad min hjerne fyldes af på sådan en novembersøndag, hvor solen skinner ind af de lidt for beskidte vinduer, John Mayer skråler ud af højtaleren, og jeg er på min 3. kop kaffe - og det kan vist opsummeres i disse overskrifter:

1. Må man arbejde på en søndag?
2. Kan det blive ved med at overraske, at november betyder elevplaner?
   
3. Lærer jeg eleverne nok?

Ad. 1. Jeg har jo sådan set lavet en aftale med mig selv om at forberede mig i hverdagene og holde weekenderne fri fra skolearbejde. Det er så ikke helt lykkedes denne gang. Opstart på nyt forløb i samfundsfag (økonomi, jaaaa???) og dansk (novellefilm) var ikke på plads i fredags, og jeg kunne ligesom mærke, at her var det ikke muligt at "tage den på talentet", som en af mine søde kolleger så fint udtrykker det indimellem. Som resultat havde jeg dårlig samvittighed i går, da jeg brugte dagen på at vaske tøj, bage og se Gilmore Girls - lidt åndsvagt. Til gengæld har jeg arbejdet hele formiddagen i dag, og det er faktisk ok, selvom jeg hellere ville have været ude at brunche med veninder eller lignende. Samfundsfag og dansk er faktisk allerede på plads... Jeg synes dog ikke, at det just skal gå hen at blive en vane med forberedelse i weekenden!!

Ad. 2. På tirsdag har vi elevplanssamtaler i min klasse, og det undrer mig, at det kan blive ved med at komme bag på én, at elevplanssamtaler kræver en elevplan? Eller det gør det ikke, men det er mystisk, hvordan man kan blive ved med at skubbe en opgave, sådan at man er nødt til at bruge noget af sin søndag på at udfylde de sk... planer. Ungerne skal have dem med hjem i morgen, så jeg kan heldigvis ikke udskyde det længere...og nu skal de altså ud af verden! I øvrigt har vi heldigvis igen i år fastholdt en form, der er til at overskue for den enkelte lærer. Det letter arbejdet betydeligt.

Ad. 3. Mine 8. klasser har lige haft terminsprøve i engelsk (skriftlig). Jeg har endnu ikke rettet deres opgaver, men frygter lidt for resultatet. Mine, mere erfarne, kolleger har flere gange mindet mig om, at den første terminsprøve i 8. klasse netop skal skræmme eleverne lidt og vise, at det altså ikke er helt let, og at det derfor er fint, at de ikke lige alle får 10. Det kan min fornuft sådan set godt se, men jeg kan mærke, at jeg for tiden indimellem angribes af en gevaldig usikkerhed i forhold til især engelsk og samfundsfag. Lærer jeg nu eleverne nok? Jeg er ikke nær så usikker i forhold til dansk, og jeg tror faktisk, at det først og fremmest skyldes, at jeg har ført elever til eksamen i det fag.... og det gik jo ganske fint. Samfundsfag og engelsk er mere ukendt territorium, og selvom min fornuft er helt med på, at jeg dels er fagligt kvalificeret til at undervise i fagene, dels at eksamen jo skal afspejle ens undervisning, og at man (og eleverne) altså ikke skal testes i noget, som man ikke har gennemgået, så er det altså stadig indimellem lidt angstprovokerende. Jeg tror måske, at der også opstår noget usikkerhed, fordi arbejde generelt er usikkert for tiden... Well, jeg trækker vejret, og tager ét skridt ad gangen. Jeg havde jo i virkeligheden også ganske mange anfald er tvivl og usikkerhed undervejs, da jeg havde 9. klasse.

Denne her blog blev vist lidt af en overspringshandling fra skolearbejdet, så jeg må hellere (modvilligt) vende tilbage og tanke op med endnu en kop kaffe.