Jeg har netop lige afsluttet min vinterferie med, sammen med min moar, at passe min helt fantastiske søde, kloge og smilfremkaldende niece. Helt vidunderligt! Når min toårige niece indimellem falder eller slår sig lidt på et eller andet (det gør børn jo...) siger hendes mor, far, mormor eller moster "Hoooovsa, op igen". Denne vending er ofte nok til, at hun uden gråd rejser sig og tumler videre med mod på verden.
På cykelturen hjem i dag kom jeg så til at tænke på, at jeg måske indimellem skal huske at bruge samme vending over for mig selv i min, til tider, noget kaotiske og overvældende hverdag... Eksempelvis, da det i morges gik op for mig, at jeg helt havde glemt, at jeg faktisk skal på KLF-kursus fra torsdag til fredag.... hov! Det var nu mest sjovt, om end en smule forundrende, at jeg bare sådan helt kunne have glemt det. Men måske kunne jeg også bare lige så forsigtigt sige "hoooovsa, op igen", når undervisningsplanerne ramler, 5.x igen ikke vil tie stille eller halvdelen af 7.u har glemt deres engelskbøger....
Dermed ikke sagt, at jeg anser alle mine frustrationer som bagateller, der kan "hovsa'es" væk. Når min niece er træt eller reelt slår sig, kan kun et knus og en sut hjælpe, og når man pludselig skal have klasseværelse på gangen, skal skælde ud hele tiden og selv mangler på girafvis at "blive anerkendt for sine frustrationer", så har man også brug for mere end et "op igen". Heldigvis har jeg både familie, veninder og kolleger, der alle på hver deres måde yder alverdens omsorg og lydhørhed - TAK!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar