Tanker om stress... Uden svar

Spekulerer lidt i "stress" for tiden. Ikke fordi jeg selv er stressramt, i hvert fald ikke i ordets alvorlige betydning. Jeg har travlt med masser af opgaver og hovedet fyldt med tanker om skolereform, samarbejde, ledelsekasket vs lærerkasket, fremtidige karriere, næste uges ugeplan... Og jeg indrømmer gerne, at det bekommer mig aldeles godt at nyde min vinterferie - blandt andet ved at indtage dagens tredje latte, iført bløde bukser og ingen makeup.

MEN jeg er ikke stresset, og jeg har, indtil videre, ikke oplevet ikke at kunne magte at gå på arbejde, andet end ved fysisk sygdom - min eller andres.

Samtidig kigger jeg så rundt på i min venindekreds og kollegakreds og må konstatere, at jeg kender ikke kun én lærer, der er "gået ned med flaget" i form af stress, depression og lignende. Jeg kender mange! Og dem, jeg kender, er ikke små sarte sjæle, der burde "tage sig sammen". Det er stærke, intelligente og dygtige lærere og personer, som jeg spejler mig i og ser op til. Så hvad fanden skyldes det? Hvorfor bliver nogen ramt, mens andre går fri? Eller er vi ude i, at det er er spørgsmål om tid, før jeg også "ligger"? 

Handler det om lærernes (studerendes, lederes) endeløse arbejde? - præmissen om at man altid kunne gøre mere? At jeg selv i skrivende feriestund kunne nævne de første 100 ting, jeg kunne foretage mig i forhold til mit arbejde? Er det fordi vi aldrig holder helt fri? Bliver det mon bedre med fuld tilstedeværelsestid fra august? Eller vil den dårlige samvittighed blive endnu mere eksisterende, fordi der uundgåeligt vil komme situationer, hvor man skal tænke: "Det nåede jeg ikke, og sådan er det bare"?

Har også spekuleret om stress kan hænge sammen med (især kvinders?) hang til perfektionisme. Alt skal gøres ordentligt, gennemført og til ug+ med slange. Og når det ikke kan hænge sammen med virkeligheden, tager man det på sig som et personligt nederlag og (endnu) et slag på selvtilliden... Og det kan ingen vel holde til i længden..eller?

Rammer stress hårdere i en branche som 

f.eks. min, fordi folkeskolen - og dermed dens lærere - kontinuerligt er i politikernes og offentlighedens søgelys?

Rammer stress de danske lærere, fordi de hver eneste dag skal kæmpe med (mod?) Danmarks kære curlingbørn (og deres forældre), som ikke bare skal lære, at k-o siger ko, men at indgå i et fællesskab med alle de andre curlingbørn, hvorfor man ikke må sparke og sige "fuck dig" til hverken klassekammerater eller lærere. Det kræver sit hver eneste dag at skulle forsvare og forklare... 

Jeg kan i hvert fald godt blive bekymret - for mine veninder, mine kolleger og for konsekvenserne for folkeskolen, når de, der skulle være de stærke og dygtige, må melde pas...