Jeg er snart igennem den første måned på 2100-Speltskolen. Det er gået stærkt! Indimellem skændes jeg lidt med mig selv, for jeg ville ønske, at jeg kunne nøjes med at fokusere på alt det positive, som kan fremhæves ved min nye jobsituation.
Jeg føler mig ikke længere overvåget, jeg fornemmer, at min nye ledelse har tillid til mig, jeg har fået nogle søde elever, jeg får masser af cykelmotion, jeg har ikke så mange klasser, arbejdsmiljø og trivsel er noget, man tager alvorligt... osv. Det er vigtigt! Det er positivt! Det er godt for mig! Som en tidligere kollega (som jeg desværre kun nåede et halvt års samarbejde med, før hun var så klog at søge væk fra gangsterskolen, men som jeg til gengæld "klikkede" med fra starten) i dag sagde: "Det at du er kommet væk, er måske det, der gør, at du rent faktisk kan holde ud at være lærer i mange år."
Alligevel er det lidt som om, jeg ikke "bare" kan give slip, komme videre og tænke positivt. Jeg savner! Og savnet er forbundet med en vis bitterhed og følelse af nederlag. Det var ikke frivilligt, jeg forlod min gamle arbejdsplads, og selvom jeg med min fornuft godt kan se, at forflyttelsen nærmest bør anses som en ære (tænk at man kan true to gnavne, gamle mænd ved at være engageret), og selvom jeg godt ved, at jeg skal være glad for at være kommet væk, før jeg gik ned med stress eller lignende, så har min stolthed lidt et stort knæk. Jeg er er ikke sådan en, man vælger fra på en arbejdsplads. Jeg er sådan en, som alle gerne vil have ansat. Det kan godt være, at jeg både er lidt for tyk, lidt for god til at bruge penge og lidt for single, men jeg er ansvarsfuld, hårdtarbejdende og pligtopfyldende, når det kommer til arbejde! For at være helt ærlig, så er det ofte den historie, jeg har fortalt om mig selv. Det har aldrig sådan for alvor været svært for mig at få et job (noget af det skyldes selvfølgelig også, at jeg nok mest har været jobsøgende under højkonjunktur, og det er jo ikke liiige så let at få job som lærer pt.), og jeg har altid fået ros af "autoriteterne", om det så har været lærere, undervisere eller chefer. Hele den her forflyttelseshistorie har derfor ikke alene knækket min stolthed en smule og mindsket min tillid til føromtalte autoriteter. Den har faktisk udfordret mig egen "selvfortælling" (hvis man nu lige skal være lidt "Giddensk" i det).
Normalt vil jeg sige, at det kan være sundt nok at få rykket lidt rundt på ens idealer og forestillinger om sig selv, men jeg er ikke helt sikker på, at jeg synes, det helt så konstruktivt eller retfærdigt lige i denne situation.
Jeg forsøger at fastholde en vis tro på, at jeg faktisk er en gevinst for en skole, og jeg forsøger at få styr på, at forestillingen om, hvordan noget skulle være, men som så ikke blev, ikke betyder, at der ikke kan opstå andre gode ting... hvis det giver mening?
Det tager tid at falde til. Det ved jeg jo godt. Og jeg har allerede også heldigvis flere beviser på, at man sagtens kan ses med "gamle" kolleger i privaten og på den måde fastholde nogle af de gode relationer, man havde opbygget - om end de nødvendigvis må få en anden karakter.
Kære lærere derude. Jeg ønsker sgu ikke forflyttelser for nogen af jer - og kan slet ikke forestille mig, hvor hårdt det må være at opleve en fyring!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar