Hjemve?

Dengang var jeg spejderleder var det oftest sådan, at der altid var en eller to der fik akut hjemve, når vi nåede til onsdag på sommerlejrene... sådan lidt midtvejskrise...

I dag, hvor det er onsdag, har jeg også lidt hjemve. Jeg tror nu ikke, det så meget skyldes ugedagen, men snarere det faktum at jeg i går var på besøg på gangsterskolen. Det var super hyggeligt at se ungerne igen, som mødte mig med hvin og kram i skolegården, og det er helt tosset, hvor meget de er skudt i vejret siden juni. Det var dejligt, dejligt, dejligt at se de "gamle" kolleger igen, og det var meget mystisk på en og samme tid at føle sig helt hjemme og en smule fremmedgjort. Jeg kom til at savne... og har savnet lidt i dag.

Det kunne være forfriskende, hvis min blogindlæg ikke hele tiden skulle indeholde den her dualisme, hvor jeg på den ene side savner eller stadig har en følelse af uretfærdighed og på den anden side tænker, at jeg på 2100-Speltskolen både har nogle skidesøde elever, en god ledelse og flinke kolleger! Forestiller mig også, at det kan være lidt trættende at læse...?

Den lidt kyniske eller rationelle side af mig har lyst til at ruske mig selv og råbe "Kom nu videre, putte. Let it go! Move on! Du er bedre tjent væk fra det cirkus af et dårligt arbejdsmiljø". Den anerkendende del af mig siger "Der er kun gået 6 uger af skoleåret, giv nu dig selv lidt tid til at falde til. Du har været igennem en hård proces, og såret skal altså lige hele". Den følsomme eller sårbare side af mig er lidt lille-pige-agtig og hvisker "Jeg savner! Det var ikke sådan her, det skulle være. Jeg skulle jo være på gangsterskolen".

Ud over at det kan lyde en anelse skizofrent, så kommer man jo som regel længst med en anerkendende tilgang til verden og sig selv. Jeg forsøger at give mig selv et klap på skulderen over, at det trods alt går ret godt på Østerbro. Eleverne har lynhurtigt accepteret mig, jeg har fået ros for mit arbejde, og jeg kan både grine og være optimistisk. At der så indimellem er dage, hvor hjemveen trykker lidt rigeligt, er måske i virkeligheden forventeligt efter det forår, jeg var igennem (og med det kollegiale sammenhold, som jeg var en del af).

I morgen skal vi stemme, og jeg skal have forældremøde. Det kan være, at en af de to ting medfører et andet slags blogindlæg, hvor jeg ikke kører så meget rundt i dualismens frustrationer:-)