fredag den 11. november 2011

Posttraumatisk Stresssyndrom og fredagshygge

Jeg har været hjemme de sidste to dage. Har haft noget mavehalløj, været øm i kroppen og utilpas. Jeg har det dog meget bedre nu! At blive rask lige op til weekenden er da meget smart, ik? Jeg vælger dog lige at tage det roligt i aften og har indlogeret mig på sofaen med min dyne. Jeg har skole-hjem samtaler i næste uge, som jeg meget gerne skulle være frisk til, så tænker ikke, at det lige er i aften, jeg skal spille helt og tage på den store bytur. I stedet fredagshygge med dårligt tv og stearinlys, og det er egentligt ikke så ringe endda, som man vil sige der, hvor jeg kommer fra.

Nå, men grunden til jeg egentlig ville lave et lille blogindlæg her i aften er, at jeg tidligere i dag talte med en af de gode eks-kolleger. Vi talte naturligvis om min gamle arbejdsplads - og om min nye. Her fortalte jeg så blandt andet om, at jeg i onsdags under en prøve-national test havde taget mig selv i at gå lidt i panik. Jeg havde nemlig modtaget en mail fra min leder, hvor han bad mig om lige at kigge ind, når jeg havde tid, da han havde et spørgsmål. Se, det kan jeg jo med min fornuft godt se ikke skal skabe uro i min mave og halvdårlige nerver, men det var ikke desto mindre tilfældet. Det viste sig imidlertid at spørgsmålet handlede om, hvorvidt jeg var med på at skulle være funktionslærer i skolens specialcenter næste år (og tage uddannelsen, der hører hertil...)! Det var med andre ord et super fedt spørgsmål at skulle svare "ja tak" til.  Det bliver vildt spændende! Og det er super fedt, at man vælger at have så stor tiltro til mig.

Det er til gengæld ikke særligt fedt, men ganske uhyggeligt at jeg automatisk går ud fra, at et spørgsmål fra en leder er lige med noget ubehageligt, at jeg med det samme lige gennemgår mit arbejde de sidste dage inde i hovedet for at se, om jeg mon kan tænkes at have gjort noget galt. Det har intet med min nuværende leder at gøre, alt med min gamle ledelse. Min tidligere kollega kaldte det "posttraumatisk stresssyndrom", og selv om jeg ikke helt ved, om jeg helt vil gå så langt som at kalde det for det, så vil jeg i hvert fald sige, at jeg efterhånden har erkendt, at min tillid til konceptet skoleledelse har lidt nogle gevaldige knæk og det har medført nogle ærgerlige tankemønstre. Jeg kan så kun prise mig lykkelig - og være taknemlig for, at min nuværende leder gang på gang modbeviser de triste ledelseserfaringer, jeg har gjort mig på min gamle arbejdsplads. Jeg forestiller mig helt klart,  at jeg lidt efter lidt kan nå til at give slip på de dårlige oplevelser og begynde at tro på, at det godt kan lade sig gøre at have en leder, der har tillid til hans/hendes ansatte. Det fortjener jeg - og det fortjener mine kolleger i det ganske danske land, også dem på Gangsterskolen...

Nu vil jeg vende tilbage til krimi og scrabble på telefonen.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar