Lidt larm fra en lockoutet lærer

Hvis jeg var medlem af et af regeringspartierne, ville jeg melde mig ud. Hvis jeg kunne erklære mig enig i Enhedslistens partiprogram, ikke kun dele af det, ville jeg melde mig ind. Hvis jeg var medlem af Venstre eller Konservative, ville jeg gnide mig i hænderne over at få udført min egen blå politik uden at skulle løfte en finger...

Fra SU-reform til folkeskolereform - det er for mig umådeligt svært at se, at landet pt. skulle forestille at være styret af partier hældende mod farven rød.

Det er vel næppe gået nogens næse forbi, at KL har udsendt varsel om lockout af lærerne pr 1. april (med mindre konfliktudskydelse benyttes af forligskvinden, og det sker vel næppe, hvis man vil nå at have lærerne tilbage på bænken til at afvikle afgangsprøver). Det er en næsten surrealistisk situation at befinde sig i som lærer. Så sidder man der og koordinerer køreplan til den sidste periode i ressourccentret, mens man med et skævt og ambivalent smil indimellem må tilføje "ja, altså hvis ellers vi er her på det tidspunkt"... eller ryster på hovedet, over at have kolleger, der "måske skal på lejrskole den 10. april".

Realistisk set kommer lockouten nok ikke til at vare lang tid. Dertil bliver kaosset for stort, for mange mennesker berørte, men vigtigst af alt så vil regeringen have gennemført sin skolereform, og det kan man jo passende få, hvis man laver et lovindgreb, der sikrer af afskaffelse/"normalisering" af lærernes arbejdstid. Så bliver KL glade og ikke mindst Corydon (og Antorini, som får en parentes, da man umiddelbart mest synes at lave uddannelsespolitik i Finansministeriet).

Lærerne bliver næppe glade, og jeg er heller ikke helt sikker på, at alle ledere bliver det. Der er mange uafklarede spørgsmål i forhold til, hvordan KL's (regeringens) folkeskole skal fungere i praksis. En del af de spørgsmål har DLF forsøgt at at få KL til at afklare ved de såkaldte "forhandlinger, uden held.

I fredags spurgte en af mine elever "Heyyy, Marie - skal du også strejke, når vi har fri i april?". Jeg så det som en oplagt mulighed for (/pligt til) at få opklaret nogle ting, og sammen med min gode kollega brugte vi en time sammen med ungerne på at tale fagforeninger, overenskomstforhandlinger, skolereform osv. Selvom vi bestræbte os på objektivitet, kunne ungerne - naturligt nok måske - ikke lade være med at stille spørgsmål til de mulige fremtidsscenarier, og især udsigten til en længere skoledag fik dem til at reagere:
"Hvis de der KL vil have lærerne til at undervise mere, hvorfor siger de så, at I ikke må undervise i april?", "Hvis vi skal i skole om lørdagen for at indhente aflyst undervisning, hvad så med os, der er skilsmissebørn, der skal rejse langt i weekenden?","Bliver kolonien så aflyst?","Hvad så med vores fritidsaktiviteter? Jeg skal jo til ridning kl. 16.00.", "Hvad med klubben?", "Hvad med vores band?"Marie, er det ulovligt at lave et banner, hvor der står, at vi er imod heldagsskolen og så gå rundt om Helle Thornings hus?", "Jeg synes i forvejen, det er rigtig svært at koncentrere sig, hvad skal jeg gøre, hvis jeg skal have undervisning til kl. 16.00?, "Hvis I har mindre tid til at planlægge undervisning, skal vi så bare have sådan nogle kedelige grammatikopgaver hele tiden?"

Der var flere spørgsmål, jeg ikke kunne svare på end det modsatte, og det er for mig et meget fint billede på situationen. Som ansat i en politisk ledet organisation er jeg nødt til at være indstillet på foranderlige arbejdsvilkår. Når politikkerne siger hop, skal vi hoppe, men jeg tror ikke på, at det er en fordel for folkeskolen, at lærerne ikke med at til definere, hvordan der skal hoppes.

Jeg er oprigtig talt bekymret:
Jeg er bekymret for folkeskolens fremtid, når faglige, professionelle betragtninger omkring undervisning og skolens virke anses for værdiløse.
Jeg er bekymret for offentlige ansattes vilkår, når den danske model sættes ud af spil, og politkere uden blusel blander sig i overenskomstforhandlinger. Mon ikke lærernes overenskomst blot er starten?
Jeg er bekymret for Danmark, når Corydon og co. vil løse landets økonomiske problemer ved at skabe dårligere vilkår for elever og studerende. Det burde være helt modsat. Invester i uddannelse, invester i de studerende, lyt til lærerne i folkeskolen og på gymnasierne.
Jeg er bekymret for Danmarks børn, der pt. kan se frem til dårligere forberedt undervisning, lærere, der ikke har tid til at alt det, der foregår mellem dansk- og matematiktimerne og et børneliv uden tid til fri leg.

Jeg bliver nødt til at hoppe, når konflikten engang er slut og "de andre" har fået det, som de vil - alternativet er jo at sige op, men jeg frygter, at det ikke kommer til at ske uden at skulle gå på kompromis med min faglighed, med kvaliteten af mit arbejde, med mine arbejdsvilkår...