Hvordan i alverden starter man ud på et blogindlæg omhandlende den situation, som jeg og resten af mine lærerkolleger rundt i det danske land står i på nuværende tidspunkt?
Jeg har så mange frustrationer og meninger, at det er blevet svært at få formuleret noget som helst, men lad mig starte med at skrive, at jeg pt frygter fremtiden af to årsager:
1. Den nuværende regering blander sig utidigt i lærernes overenskomstforhandlinger. Den (socialdemokratiske!?!?) statsminister og hendes børne- og ungdomsminister kan stå på nationalt tv og afvise dette nok så meget, men faktum er, at der er bleve lavet et udkast til en reform af folkeskolen, som forudsætter et bestemt resultat ved OK-forhandlingerne. Faktum er desuden også, at der rent politisk er blevet signaleret opbakning til KL's trusler om lockout (igen trusler, der er kommet, førend forhandlingerne overhovedet var gået i gang).
For mig at se er det ikke kun en måde at føre politik på, der kan gøre det svært for lærerne at få noget som helst igennem ved forhandlingerne, det et opgør med den danske aftalemodel! Første skridt i den retning blev taget under SAS-forhandlingerne, hvor en nok så omtalt SMS fandt vej fra finansministerens telefon. At man som et parti med så store rødder i fagbevægelsen kan få sig til det er mig ubegribeligt! Det kan godt være, at "tiden er løbet fra fagforeningerne og traditionelle arbejdskampe", men min stemme blev sgu ikke sat på en ny (rød?) regering, for at Socialdemokratiet, SF og Radikale skulle gå forrest i et opgør med fagforeningerne, jeg græmmes!!!
2. KL og regeringen er enige om, at løsningen på folkeskolens udfordringer er, at lærerne underviser mere, mens forberedelsen mindskes. På den måde kan lærerne nemlig selv finansiere politikernes reform... Det kommer bare ikke til at give bedre undervisning! Det burde være indlysende, at god undervisning kræver god forberedelse. Det burde være indlysende, at vi som lærere ikke holder møder med forældre, kolleger, ledelse, PPR, Socialforvaltning osv, fordi vi er dovne og ikke gider at undervise, men fordi vi hele tiden arbejder for at støtte, udfordre og hjælpe vores elever til læring og trivsel. Det burde... Men det er det ikke. Jeg ved ikke, om det handler om, at lærernes arbejdstid er for kompleks for den almindelige dansker, eller om de 10 år med borgerlig regering bare har medført en folkeskole i ufravigelig tilstand af politisk kampplads, men én ting er i hvert fald sikker: Når det kommer til folkeskolen er det blevet validt "at fornemme og føle", når man træffer politiske beslutninger, og lærernes professionalisme er ikke noget, man behøver at tage alvorligt. Ikke alene er det yderst demotiverende som lærer gang på gang at stå model til ("hvorfor dog bruge 4 år på en uddannelse og gældsætte sig i studielån, hvis alle andre alligevel er af den overbevisning, at de ved mere om undervisning, end du gør?"). Det er da at bruge Danmarks børn og unge som prøvekaniner for at hente stemmer!
Jeg synes såmænd nok, at der kan findes fine initiativer i den fremlagte reform, om end jeg må stille mig skeptisk overfor, om de danske (i hvert fald de københavnske) skoler rent fysisk er gearede til at være heldagsskole.
Endvidere er jeg ærligt talt af den overbevisning, at danske børn og unge i forvejen efterhånden underlagt et voldsomt (uddannelsesmæssigt) pres, hvor de fra meget tidlig alder skal præstere og tage stilling til fremtiden. Jeg tror ikke det pres bliver mindre af at forlænge skoledagen, uanset hvor mange såkaldte aktivitetstimer, der skal være (det er da i øvrigt at gøre grin med lærernes undervisning, hvis man tror, at man som lærer ikke indtænker kreativitet og praktisk-musisk dimension ind i sine timer nu, det kræver bare - TA DAA - ekstra forberedelse)
Uanset hvad har børn sgu brug for også bare at være børn med "fri leg" og tid til sjove fritidsaktivteter, hvis vi ikke skal ende med endnu flere angste, spiseforstyrrede eller deprimerede børn og unge.... Og tillad mig at citere min kloge veninde og kommende psykolog: "Der skal være en arena, hvor man kan have en anden rolle end 'ham, der ikke kan læse' ".
Alle fra min egen fagforening og politikerne til hr og fru Danmark synes at have accepteret det som en eviggyldig sandhed, at den danske folkeskole er af h..... til. Men er det virkelig sandheden? Jeg ser hver eneste dag unger, som knokler og forbavser mig med deres viden og engagement. Jeg ser fagligt svage elever, der hele tiden rykker sig, og ikke mindst ser jeg lærere, der trods kontinuerlige skideballer og nedgørelse af deres professionalitet, stadig hver dag forsøger at gøre en forskel for de børn, de underviser. Vi skal som stand ikke klynke og gå imod udvikling, men vi skal fandeme heller ikke ligge os på ryggen med en falmet lilla ja-hat og lade alle andre definere det udgangspunkt, som vi diskuterer udfra.
- og så må vi helt konkret vise, hvad det er, vi bruger vores arbejdstid på og forklare hvorfor - og så bede Antorini, KL og forældrene tage stilling til, hvad det er, som vi ikke længere skal bruge tid på!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar