Om velmenende klicheer og at tænke "og" i stedet for "men"

Jeg var til fagfordeling på min nye skole i går. Det gik ganske godt. Selve processen var utroligt velstruktureret og foregik i, hvad der for mig så ud som, god stemning.
Jeg ender formentlig med et skema, der bortset fra billedkunst i egen klasse, ikke burde volde store problemer, og jeg har fået ret mange timer netop egen klasse, hvilket er en god ting.
Lederen er fortsat sød og imødekommende. Det samme gælder sådan set også langt de fleste af de nye kolleger, jeg talte med.
På papiret er alt meget godt. Det er det imidlertid ikke helt indeni. Jeg er trist! Mens jeg sad derude på det fine Østerbro som den nye "MY" (ja, det mine nye initialer, og det grines der lidt af vil jeg sige), fik jeg nærmest en fysisk længsel tilbage til gangsterøen til min dysfunktionelle skole med mit lyse lærerværelse og mine dejlige kolleger. Alt imens jeg forsøgte at smile og være åben, høflig og passende engageret i ny klasse og nyt skoleår, kørte der en konstant bagvedliggende tanke: "Jeg har ikke lyst - jeg vil ikke væk".

Når man siger det her til kolleger, venner, familie får man en stort portion velmenende klicheer: "Det skal nok blive godt på sigt", "du vil alligevel ikke være et sted, hvor du ikke bliver behandlet ordentligt", "du skal jo stadig se de kolleger, som du er tættest med" osv... Klicheer er jo klicheer af en årsag. De er sande!- og det gælder også her.
Jeg har bare lidt behov for, i hvert fald indimellem, at nægte helikopterperspektivet. Jeg vil egentligt godt have lov til at synes, at det er synd for mig. At mærke tristheden... For det er altså bare p... uretfærdigt det her.
Virkeligheden ser dog også sådan ud, at det kan jeg ikke nøjes med. Jeg kan ikke melde mig ud af verden, ligge mig i fosterstilling og nægte at se fremad. Fremad er lige om hjørnet - hvad enten jeg vil det eller ej, og på en eller anden måde, i eller andet omfang er jeg nødt til at forhold mig til det nye skoleår, jeg går i møde. Et nyt skoleår på en skole, hvor indtil videre er blevet behandlet rigtigt godt - hvor jeg har følt mig velkommen.

Jeg øver mig derfor i at tænke "og" i stedet for "men" i et forsøg på at rumme mine modsatrettede følelser. Jeg kan se en masse positivt ved min nye arbejdsplads OG jeg er ked af at skulle forlade min nuværende...

I risikabel kombination med en sund portion hormoner har "ked af det heden" tager lidt over i går og i dag, men jeg har besluttet, at det er okay.
Ligesom det er okay, at mit hjem flyder lidt, at jeg trøstelæser vampyrlittertur og drikker større mængder cola light.