De befriende, men utjekkede sandheder

I tirsdags delte jeg, efter en lækker middag med risotto og hane, en kande te og en masse "sandheder om livet" med min veninde. Én af de ting, som vi blandt andet kredsede lidt om, var det befriende i indimellem at være ærlig omkring de ting, man gør (eller ikke gør) - også selvom det betyder, at man så ikke lever op til alverdens idealer. Og hvorfor ikke søge lidt "befrielse" her på bloggen? Hermed fire sandheder om undertegnede:

Jeg kan godt lide brød! Og jeg spiser det også, og jeg tror, at der er værre ting i denne verden end "det farlige hvede". Jeg spiser også kød (og selvom køerne er skyld i meget CO2-udslip, så kunne vi måske starte et andet sted!), og jeg kan helt vildt godt lide flødeskum. Jeg synes bladselleri er en ærgerlig spise, og jeg bliver sgu nok aldrig hende, der bare lige skal have en let salat uden dressing og en kildevand (selvom jeg da indimellem godt kan nyde begge dele). Og her kunne man jo så passende afslutte med den befriende, men også ganske utjekkede sandhed, at jeg absolut ikke er en sylfide.

Men selv de tykke damer kan med fordel gøre noget ud af sig selv. Jeg elsker at have kjole og hæle på, og ville ønske, at jeg kunne holde til at gå i høje hæle hver dag, og jeg synes ikke, at det gør mig til offer for stereotype kvindeforestillinger. Jeg kan godt lide at klæde mig til lejligheden, og vil hellere være overdressed end underdressed. Jeg ejer alverdens dulleprodukter (også med parabener i!), jeg kunne ikke drømme om at tage på arbejde uden at have makeup på, og jeg kan ikke huske, hvornår jeg sidst har taget et bad uden at smøre mig ind i creme bagefter.
På den anden side har jeg oftest joggingbukser eller andre former for relaxypants på, når jeg er derhjemme, men det er vel også at klæde sig til lejligheden. Konklusionen? Jeg er en lyserød dimse/dullepige, og det har jeg altid været.

Selvom jeg overvejende priser mig selv for at være selvstændig og i stand til at klare det meste "on my own", så drømmer jeg indimellem  om bare at lave marmelade og koge fond dagen lang - gravid og barfodet, mens en mand tager på arbejde og tjener penge til mig??? Jeg kan klare mig selv; jeg har job, egen lejlighed og alt det der, men om søndagen drømmer jeg om tosomhed - og af og til også om "at blive passet på", og det må man vist helst ikke i ligestillingens hellige kamp.

Jeg elsker min cykel, og jeg håber på, at jeg næste skoleår holder fast i at cykle de 7 km frem og tilbage fra Østerbro, men jeg elsker også konceptet taxa! Skal jeg til noget festligt, hvor jeg er dullet ud eller er klokken efter midnat, tager jeg sgu tit en taxa. Det passer ikke ind i den politisk korrekte (sunde, økonomiske bevidste, miljørigtige...) københavners image, men det er da indimellem bare sk... befriende at sige "Kør mig hjem til Hollænderen". 

Sidste befriende, men utjekkede sandhed: Blogindlæg med "ærlige erkendelser" bliver redigeret, for selv tykke, dullede, tosomhedshungrende, taxakørende kvinder har et image, som de gerne vil bevare, hvorfor visse erkendelser forbliver en "hemmelighed" ;-)