1 årsdag

Det er den 8. marts i dag, men jeg gider simpelthen ikke lave et indlæg om kvindekamp... Er vist nødt til at melde pas på konceptet denne gang, for jeg magter ikke, at såkaldt ligestillingsdebat som oftest ender i noget med, at mænd er ondskaben selv, at kvoter er vejen frem, og som sidste nye skud på stammen, at vi kvinder i øvrigt er undertrykte, fordi vi ikke kan stå op og tisse ved ildelugtende pissoirs i rundt omkring i byen. Vi snakker sjældent om friheden til at leve det liv, man gerne vil...

Den 8. marts markerer også årsdagen for bebudelsen om min forflyttelse. Der er gået et helt år, og dagen står stadig ganske klar for mig. Jeg kan huske følelsen, da min daværende souschef hentede mig i afslutningen af min samfundsfagstime og jeg med det samme vidste, hvad der skulle ske, min medsammensvornes "Også du Brutus", da jeg sagde, jeg altså ikke lige kunne holde teammøde alligevel, da jeg skulle "på kontoret". Jeg kan genkalde de to tossers forsøg på at tale giraf og sende medlidende blikke, mens de førte "kniven". Jeg erindrer også tydeligt de efterfølgende "gravøl", hvordan min veninde tvang noget mad i mig, og hvordan jeg tudende sad i gangen og følte mig helt enormt magtesløs. De efterfølgende dage står også ret klare. Mødet med fagforeningen, følelsen af at hele min verden havde ændret sig, vreden, sorgen, chokket....

Kigger man tilbage i min blog, finder man i månederne efter 8. marts mange indlæg om at tackle den uvisse fremtid, om at skulle sige farvel og om at føle sig bunduretfærdigt behandlet.

Heldigvis har der, som tiden er gået, været flere og flere indlæg, som vidner om, at jeg er et andet sted - ikke kun fysisk, men også mentalt. Der er mere glæde at spore ved arbejdet som lærer, frustrationerne er blevet langt mindre. Jeg er fuldstændig overbevist om, at det var mig (og min medsammensvorne), der trak det længste strå, da tosserne traf deres forflyttelsesbeslutning. Jeg har langt bedre arbejdsvilkår end mine tidligere kolleger, jeg bliver mødt med tillid, og jeg synes ærligt talt også (beklager Jantelov), at jeg er værd at have ansat.

Så hvad er status pt?:

• Jeg savner stadig mine gamle gangsterskolekolleger; Sammenholdet, humoren og den halvironiske tilgang til jobbet som lærer. 
• Jeg savner IKKE overvågningen, mistilliden og de konstante mentale lussinger, som de to tosser leverede dagligt.
• Jeg kan stadig have en helt voldsom trang til "hævn" - deres urimelige ledelsesfacon burde blive udstillet!
• Jeg holder af og til stadig fredagsbar for de gamle kolleger, og jeg er blevet bekræftet i, at man ved lidt indsats godt kan bevare en tæt relation. Jeg er også blevet bekræftet i, at verden kører videre uden en, og at man hurtigt har meget, man ikke kan tale med om.
• Jeg griner hver dag på arbejde!
• Jeg får hver dag bekræftet- og afkræftet fordomme om at arbejde i 2100 Spelt
• Jeg har grundlæggende en god ledelse og gode nye kolleger! 
• Jeg føler mig ikke helt hjemme endnu, men jeg føler mig tryg... 

Gad vide hvad status på næste kvindekampdag?