fredag den 11. maj 2012

Tiltrængt weekend

Har gennem mine 4 år som lærer indimellem haft uger, hvor man nærmest ikke kan tænke en fornuftig tanke, når man når til sidste time fredag.
Sådan en uge har denne været. Mandag-torsdag var alle til efter 16 (de fleste af dagene også til efter 16.30); fagfordeling, kursus, møder med forældre, andre møder...

Derudover har det været en uge med nye elever. Vi har nu nået de magiske 28 elever, og selvom ungerne tackler det nogenlunde, må jeg indrømme, at jeg synes det er svært at nå omkring dem alle i undervisningen - og de har dæleme ikke meget plads at udfolde sig på (det er derfor ikke ualmindeligt at finde min klasse spredt ud på gangen og trapperepos med bøger og papir - man må jo tænke kreativt... det er godt, at nogen af dem stadig ikke er så høje - og at teenagedunsten endnu ikke har overtaget lokalet)

Jeg har løst elevkonflikter, jeg har trøstet børn, der var kede af det, jeg har læsetestet to klasser og jeg har stødt panden mod en mur et par gange i forhold til det sociale system. Som storesøster til en socialrådgiver har jeg den ultimative respekt for landets socialarbejdere - derom skal der ikke herske tvivl. Ligeledes har jeg adskillige gange oplevet, hvordan skolernes socialrådgivere er kompetente og samarbejdsvillige. Men lige i det tilfælde, som har præget denne uge har jeg haft en udpræget følelse af magtesløshed og frustration...

Og så var ugen heller ikke lige helt rolig på hjemmefronten og hormonniveauet er hælder lidt til det hysteriske.

Alt i alt er jeg ualmindelig glad for, at jeg er nået til weekend og glad for, at jeg ingen vilde planer har. Har brugt eftermiddag og aften på intet fornuftigt - overvejende i sofaen, og så skal jeg sove længe i morgen!

Intet velskrevet og debatterende over dette indlæg. I virkeligheden nok nærmest bare lidt ynk på skrift - det beklager jeg, men det afspejler vist min tilstand. Ville gerne have skrevet en masse om Danmarks Lærerforenings forslag om nyuddannede lærere, der skal arbejde for deres dagpenge (som skal være løn), da jeg er en smule skeptisk over for konceptet, men jeg er simpelthen for træt til at skrive noget fornuftigt.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar