søndag den 29. april 2012

Travl april...

Min kære mor nævnte lige i telefonen, at der havde været lidt stille på bloggen. Det skyldes udelukkende almindelig lærertravlhed, men må da hellere lige skrive lidt, så ingen bliver bekymrede.

Fagugen var en succes. Ungerne var skide søde, og det var rigtig sjovt - Og MEGA hårdt. Sad stort set ikke ned i en uge, og havde en torsdag med forældrebesøg, hvor jeg reelt brugte noget nær 10 timer i hjemkundskabslokalet, men det var fedt! Børn tager så godt i mod undervisning, hvor de får lov til at bruge deres hænder og kreativitet... Hvis man dog bare kunne få lov at lave "bål - og musicalskolen" ;-)

Det en tid, hvor jeg bliver mindet om, at der er gået et år siden forflyttelse (fagfordeling, nye forflyttelsesrunder osv.). Jeg oplever fortsat ting, der bekræfter mig i, at Speltskolen absolut ikke er perfekt, men der er nogle helt fundamentale ting, der bare er på plads i ledelse og kommunikationen:

Eksempler:


Fagugen - onsdag morgen: 
Leder: "Marie, jeg har booket xx som vikar til jer i dag"
Mig: "Øøøh hvorfor?" (igen af os var syge, så damen var forvirret)
Leder: "I så bare ud til at kunne bruge en ekstra hånd, så I ikke skulle løbe nær så stærkt"

Ikke just en holdning, jeg er blevet mødt med før i eksempelvis faguger på gangsterskolen...

Endnu en mail fra souschef, efter endnu et organisationsdiagram fra kassedamen:
... "hermed som aftalt... Du laver et super stykke arbejde - kæmpe ros !! Og tak for det."

Det betyder alverden for mig at blive anerkendt for det arbejde, jeg gør... og jeg har sgu ærligt talt manglet det. Selvom jeg - på gangsterskolen - med min fornuft godt vidste, at det var dem, der havde problemet, har det altså sat sine sport at indlede sin lærerkarriere med så meget mistillid og kontrol.

Ellers er det jo efterhånden forår, selvom solen kæmper lidt. Blomsterne springer ud, verandaen er atter blevet indtaget, og vasketøjet kan hænge uden for og tørre.
Forår er også lige med prøver/eksaminer. Dette undgår jeg i år, men til gengæld er det også "testtid", og som specialundervisningslærer og kommende funktionslærer for ressourcecentret giver det næsten sig selv, at jeg skal være involveret i testningen. I første omgang er det min egen 5. klasse og deres parallelklasse, der er prøvekaniner for undertegnede og kollega. Det har det med at være forbundet med noget næsten mytisk at skulle udføre staveprøver eller læseprøver, men det er ærligt talt lidt noget pjat. Man skal jo bare lige sættes ind i det, og så er der en helt masse arbejde forbundet med at rette, men vi er to om det, og så kan vi vel finde ud af det... ellers må vi gå til "de gamle" og bede om hjælp. Glæder mig dog til at flere og flere prøver forhåbentligt bliver elektroniske - som minimum i retteprocessen....

April har også budt på AKT-forløb i min klasse, forårskoncert på skolen og omkring 1000 ting, som jeg er bagud med. Måske bliver bunken mindre på tirsdag, hvor jeg nok ender med at pjække fra hele "1. maj-fuld i Fælleden-Internationale-konceptet" til fordel for det knapt så sjov "tøjvaske-stileretning-forsøge at være tjekket lærer-konceptet". Det politiske hjerte banker stadig til venstre for midten, men dels magter jeg ikke rigtigt den  snævertsynede form for socialisme, der indimellem synes at gribe om sig 1. maj, dels tror jeg, at overskuddet vil have godt af en arbejdsdag. Især så jeg kan holde St Bededagsferie med god samvittighed (og indlede den med "torsdagsbar" hos gammel kollega). 

Og nu vil jeg vende tilbage til søndagssyslerne.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar