Årets sidste dag er i gang - for mit vedkommende er den startet med hjemmemalet kaffe og "farmors æg" (konsekvensen af to af mine julegaver; elektronisk kaffekværn og "Spise med Price" på dvd).
Nytårsaften skal i år fejres med en god veninde og mængder af italienske lækkerier. De sidste mange år har jeg været vært for en større eller mindre fester, men denne nytårsaften bliver nok en mere rolig en af slagsen - og det er vist helt okay... Når man er 29 år - og uden børn (og mand) er man lidt i sådant et vakuum, hvor man vist nok er blevet for gammel til de der nytårsfester, hvor folk brækker sig i hjørnerne og man vågner 1. januar med de ondeste tømmermænd og serpentiner klistret til kinden. På den anden side er man så "ung og fri", at man heller ikke helt er nået til den type fester, hvor man nipper til et enkelt glas vin under maden og tager en mundfuld champagne kl. 12, og hvor alle er oppe kl. 8 dagen efter.
Så nu bliver det en aften med masser af god mad, god vin og sikkert en masse tøsesnak om mænd, arbejde, studier osv. - en gylden mellemvej, omend en stille en af slagsen.
2010 har været et hårdt år på arbejdsfronten. Det er mange af mine blogindlæg vist vidne om. Jeg befinder mig i en situation, hvor jeg føler mig splittet mellem de ting, som absolut ikke er , som jeg ønsker og blandingen af fantastiske kolleger og en vision om at nå noget med de elever, jeg har. Meget trækker ned, men der er så absolut også noget, der trækker op!
I privaten har året budt på mange hyggelige familiestunder, og jeg har været så heldig på tæt hold at opleve min niece blive en stor pige, der fortæller og forklarer, har sin egne meninger og vilje - og som smelter mit hjerte, når hun siger "snälla moster Malie".
Året har også været domineret af sjovt, festligt og godt samvær med venner og veninder. I betyder meget! Og jeg sætter pris på støtten, når arbejdsidealerne krakelerer - om det så er i form af terapikød og serier med Anne, trøsteøl med kollegavennerne eller sms'er og telefonopkald. TAK!
Året bød også på gensyn med gamle bekendtskaber, og så var 2010 jo året, hvor min dejlige veninde Helle blev gravid! Det er stort og lykkeligt, og jeg har det sådan, at jeg skal være tante! Jeg glæder mig til at møde den lille pige, når hun kommer til verden i maj.
Samlet set går jeg altså ind i det nye år med et håb om en mindre frustrerende arbejdssituation, søde forventninger til maj og intentioner om endnu flere familie- og venne/venindestunder (og hvis man er heldig, måske en lille tur til Dublin igen - hvad siger du Anne???)
GODT NYTÅR TIL JER ALLE!
Ingen kommentarer:
Send en kommentar