Elevplaner - friend or foe?

Jeg har vist tidligere nævnt, at november er en travl tid, hvor især elevplaner og efterfølgende skole-hjem samtaler herom bærer en vældig del af "skylden" herfor.
Mens Danmark i dag er gået til stemmeurnerne (bare rolig jeg har selvfølgelig også stemt), har jeg brugt den "kommunale fridag" - ja, sådan er det, når der skal stemmes på skolen - på at skrive de sidste elevplaner, rette til og gøre klar til print.

Sidste år skulle jeg ikke lave elevplaner. Min 9. klasse skulle i stedet have en uddannelsesplan, som jeg selvfølgelig til en vis grad skulle hjælpe dem med, men i år er altså første gang, at jeg for alvor har skullet lave planer. Processen har medført en del tanker. Elevplanerne har grundlæggende været til debat, siden den kære minister indførte dem, og jeg kan godt forstå, at mine kolleger rundt omkring på de danske folkeskoler har protesteret og skældt ud, for det er en kæmpe stor opgave, at lave disse planer; specielt hvis man har mange klasser og mange fag. Heldigvis arbejder jeg sammen med nogle lærere, der insisterer på at mindske bureaukratiet, hvor det er muligt. Derfor består min egen klasses planer af enkelte kommentarer og derudover nogle tal og bogstaver, der viser, hvordan det faglige niveau er, indsats i timerne, opførsel over for andre osv. - og denne plan går igen i forskellige varianter i mine andre klasser. Det betyder, at opgaven har været lidt mere overkommelig, end jeg havde frygtet. Dog skal jeg heller ikke være mere kæk, end at jeg klart indrømmer, at min lille "miniferie" har været nødvendig for at nå det hele og stadig have en smule overskud til også at planlægge undervisning, give karakterer og skrive udtalelser. Og så har det da været en "fordel", at der i et par af mine andre klasser er blevet gjort brug af en plan, hvor eleverne selv skal komme til lærerne og få planen "udfyldt" + selv skal udfylde en masse (en ide som jeg i øvrigt godt kan lide ud fra et pædagogisk princip om ansvar for egen læring...).

På torsdag skal jeg holde mine første "elevplansamtaler" og jeg føler faktisk en forbavsende ro ved de planer, jeg har lavet. Bevares, de er hverken komplicerede eller proppet med flotte pædagogiske floskler. Til gengæld mener jeg, at de giver et retvisende billede af mine elever, og de er til at snakke med forældrene ud fra... og det må vel være det vigtigste, hvis ikke de udskældte elevplaner "bare" skal være en bureaukratisk, magtdemonstrerende og evidens-forelsket ide fra Bertel Haarder?

Hvad vil jeg så med dette indlæg? Jeg tror, jeg vil sige, at jeg har det ambivalent med de åndsvage elevplaner. På den ene side synes jeg det er fuldstændig vanvittigt, hvis der skal skrives side op og side ned fra hver enkelt fag i hver enkelt klasse. Det er ikke brugbart og det tager urimelig meget tid af lærerens arbejde; tid som tages fra andre, mere presserende opgaver. På den anden side, så synes jeg, at planerne - hvis læreren/teamet/skolen får friheden til selv at beslutte form og omfang - kan være et anvendeligt værktøj; både i forhold til forældresamarbejde, elevens indblik i og refleksioner over egen læring samt lærerens overblik over det faglige niveau i klassen.

Elevplaner - friend or foe? Jeg tror, jeg lige for en stund stemmer blankt og sætter mig ind og ser valgaften;-)