Lige om lidt har jeg efterårsferie! Faktisk "mangler" jeg kun en motionsdag, som for mit vedkommende, lidt ironisk måske, mest skal bruges til at lave mad til mine kolleger. Selvfølgelig har jeg i et kækt øjeblik meldt mig til skolens festudvalg, og det er så årsagen til, at jeg i dag har tilbragt et par timer i Metro og i morgen tilbringer en del timer sammen med anden kollegaer og en masse culottestege.
- følger dog min klasse ned til stranden, hvor de skal løbe/gå sammen med deres matematiklærer og satser også på at kunne deltage lidt i den fælles opvarmning:-). Det skal nok blive en hyggelig dag.
Jeg tror faktisk ikke, at jeg nogensinde har trængt så meget til efterårsferie. Det kan være, jeg bare har fortrængt 2.g med alle afleveringerne, 1. år på seminariet med alle indtrykkene eller sidste år, hvor jeg skrev bachelor i takt med jeg rettede 9. klasses stile... men jeg tror ikke det er tilfældet. Jeg er TRÆT med træt på og mit overskud er gradvist blevet til mere og mere underskud.
Ikke mindst denne sidste uge her før ferien har budt på udfordringer og hændelser af en sådan art, at jeg virkelig er klar til ferie. Elever har sloges, elever har slået op (og i 7. klasse kan det så åbenbart betyde, at ingen elever er i stand til at deltage i undervisningen), elever har været sure, når de skulle være stille og jeg har indimellem været ganske frustreret.
Alt dette betyder dog intet i sammenligning med den følelsesmæssige karusseltur, jeg har haft her i ugen, da det stod klart, at fredagens knivstikkeri på Amager var sket på en af mine tidligere elever. Heldigvis overlevede han med en punkteret lunge og er allerede udskrevet fra sygehuset, men Københavns bandevirkelighed er pludselig kommet alt for skræmmende tæt på. Jeg har været og er ked af det, vred og rystet. Jeg har skullet trøste hans lillesøster, være der for en anden tidligere elev, der pludselig stod på lærerværelset med en intention om lige at kigge ind og sige hej, men som hurtigt spurgte "om jeg havde hørt...". Jeg var egentlig lidt forbavset over, hvor meget det gik mig på, og synes egentlig også, at det lod til at gå mig mere på end andre af mine kolleger. Jeg er dog efter lidt spekulationer nået frem til, at jeg dels er ny og derfor ikke har så megen ballast at tage af i pressede situationer, dels at jeg grundlæggende ikke kan finde ud af at have et arbejde, hvor jeg ikke har dele af mig selv investeret. En vis grad af distance er nødvendig på en skole som min - der er for mange sørgelige elevskæbner ellers, men helt distanceret kan jeg ikke finde ud af at være, og jeg er heller ikke sikker på at jeg ønsker det. Og uanset hvad, så bliver jeg som menneske, lærer og borger i dette land f.....vred over, at børn skal være en del af en så barsk virkelighed! Det hjælper ikke noget som helst at sætte den kriminelle lavalder ned. Vi har med et langt mere komplekst problem at gøre, der kræver mange og komplekse løsninger. Jeg er ikke sikker på, at jeg har svaret, men i hvert fald kunne jeg sagtens pege på nogle ressourcer, der burde være til stede på skolerne for at yde bestemte børn den passende faglige og sociale støtte i hverdagen, men som er larmende forsvindende, hvis ikke forsvundet.
Med frygt for at I læsere nu bliver bekymrede for mit ve og vel, vil jeg skynde mig at slå fast, at jeg langt fra er færdig med at kunne finde de positive historier eller med at synes det er fedt at være lærer. Nu bliver det bare godt med en lille pause fra den rå virkelighed. En pause, der overvejende skal tilbringes på Island!
Hermed en lang smøre og et ønske om god efterårsferie til alle jer, der måtte have en sådan også.
Ingen kommentarer:
Send en kommentar