torsdag den 16. september 2010

Om op- og nedture og "den sorte skole"

Whooosh, og så gik der lige det meste af en måned, før man fik skrevet noget på bloggen.
Jeg er lige kommet hjem fra et ganske vellykket forældremøde. Stille og roligt kan vist bedst betegne det, og det var lidt det, jeg havde brug for. Jeg har ikke just ikke klasse, hvor forældrene stiller en masse kritiske spørgsmål til årsplanen, og hvis jeg skal være helt ærlig, så passer det mig fint. De er søde, og jeg kan få fortalt de ting, jeg skal. Vi holdt i øvrigt forældremødet med fælles start på årgangen (ligesom sidste år), og det synes jeg er cool måde at holde møde på.

Ellers har de sidste uger været præget af... tja, hvad skriver man lige her i det offentlige rum? Jeg tror jeg vil sige op- og nedture og visse uventede drejninger. Der har været endnu en vellykket lærerfest, jeg er blevet interviewet til "Undervisere" (og ja, på ægte egocentreret vis lavede jeg lige et link...selvom jeg ikke synes, jeg siger noget særligt revolutionerende), vi har fået hjemkundskabslokalet igen (- og indtil videre er jeg overvejende optimistisk i forhold til undervisningen. Ungerne er meget begejstrede og rigtigt gode. ), jeg har haft gode møder, jeg har haft knap så gode møder, jeg har været på meget lidt frugtbare kurser og jeg har oplevet arbejdssituationer, der har været groteske, urimelige og frustrerende.

I forlængelse af remsen af op- og nedure kan jeg i øvrigt nævne, at jeg de sidste uger flere gange er stødt på en hyldest af, at min skole ikke længere er en "sort skole" (demografien er ved at ændre sig). Det er efter sigende en del af årsagen til et større "optag" på skolen....Jeg danser ikke!! Jeg er så utroligt glad for, at "mine" klasser i mine første år som lærere alle har bestået af en berigende blanding af elever med alle mulige etniske rødder og forskellige trosretninger. Det er godt for ungerne, og det har lært mig utroligt meget! Den demografisk homogene gruppe tiltaler mig ikke særligt. Jeg synes ikke, den er et kvalitetsstempel, og jeg har set ganske mange eksempler på, at etniske danskere ikke per definition er hverken fagligt dygtigere eller mere socialt velfungerende - tværtimod!
Jeg er ikke sikker på, at "hyldesten" har haft en masse tankevirksomhed bag sig, andet end at det naturligvis er godt, at flere forældre sender deres børn i vores skole. Det er bare sådan, at jeg med svensk valgkamp og nye intolerante højder for DF i forbindelse med finanslovsforhandlinger ne in mente, bare har lidt svært ved ikke at reagere.

Tja, og sådan kan man ved at hidse sig lidt op faktisk falde lidt ned oven på en lang dag!

Ingen kommentarer:

Send en kommentar