En ny uge er i gang, og jeg har i dag spekuleret lidt på undervisning og tid.
Om mandagen har jeg min egen 6. klasse til dansk i 4. og 5. time, og for anden uge i træk har jeg oplevet, hvor stor forskel, der er på eleverne i 4. time - lige før frokost og 5. time - efter mad og langt frikvarter.
At komme ind midt i et modul er bare generelt irriterende. Eleverne oplever et unaturligt break, og især mine elever har rigtigt svært ved at huske på, at et fag/lærerskifte ikke er lige med frikvarter. Derfor går der laaaaang tid med at finde ting frem og falde til ro, og det er super frustrerende. At det så er op til spisepausen gør det ikke just nemmere, for hold da op, hvor er det bare tydeligt, at børns koncentrationsevne falder proportionelt med at sultfølelsen stiger.
Når eleverne så endelig har fået deres mad og et langt frikvarter, kan det godt være, at der går tid med lige at "falde ned" i 5. time (og det er ikke super fedt), men selve atmosfæren er bare anderledes....Der er mad i maven, og der er brændt noget krudt af udenfor.
Morgentimer er dog det bedste:-) Jeg er "velsignet" med 3 timer i egen klasse tirsdag og torsdag morgen, og især de første 2 timer er grundlæggende bare mere effektive og fokuserede!
Og hvad kan man så lære af denne opremsning af mit skema??? Ikke særligt meget, tror jeg, men måske skulle jeg huske mig selv på, at jeg vist ikke altid kan forvente det samme niveau i 1. og 4. time, og at det derfor måske godt kunne betale sig at have det lidt mere in mente, når jeg planlægger min undervisning....
At min ene 9. klasse så har deres eneste samfundsfag i 7. time om tirsdagen... tja....
Ingen kommentarer:
Send en kommentar