Tidens trend: Du må ikke være syg og begrebet "Den gode kollega"

Er det kun mig, der bliver lidt provokeret af de dersens reklamer imod langtidssygdom, eller hvad de nu kalder det. Den der, hvor nogle vældigt kønne mennesker fortæller om, at de kontaktede deres chef og fik lavet en aftale om at komme tilbage på arbejdspladsen efter en langtidssygemelding: "Tak chef, nu har jeg det meget bedre"???

Budskabet giver egentlig fint nok mening for mig. Det er vel i alles interesse; den sygemeldtes, chefens, kollegaens, arbejdspladsens, samfundet, at de, der gerne vil arbejde, men, måske på grund af sygdom eller andet, ikke kan overskue fuld tid, får mulighed for såkaldte skånejobs og særlige aftaler.

Det, jeg stejler over, er den underliggende holdning, som jeg synes at spore fra minister til kommune og den enkelte arbejdsgiver: Du må ikke være syg, og siger du, at du er det, så lyver du nok - og er i øvrigt kun interesseret i at få penge uden at yde en indsats. Hvornår fanden er det blevet i orden at mene det? Ja, undskyld mit sprog, men jeg synes simpelthen, at det både er arrogant og foruroligende at møde sit medmenneske med en så grundliggende mistillid.

Da min far blev lærer, fik han at vide, at han dels skulle forvente, at han nok de første år ville fange alle ungernes sygdomme. Dels at han skulle sige til, hvis det hele en dag blev lidt for meget, og han havde brug for en "pædagogisk arbejdsdag derhjemme". I dag bliver nye lærere, småbørnsmødre og alle andre mødt med samme "Du må ikke være syg, og vi tror ikke rigtig på, at du nogensinde er det".

Jeg er naturligvis godt klar over, at der oftest ligger en ren økonomisk bagtanke bag holdningen. Spørgsmålet er bare: Bliver folk mindre eller mere syge af ikke at måtte være syge? Eller sagt med andre ord: Bliver (de syge) danskere mere eller mindre motiverede for arbejde af den fine tv-reklame?

Og nu til noget lidt andet

Jeg har oven på den nyligt overståede pædagogiske weekend spekuleret lidt på begrebet "den gode kollega".... Ikke fordi weekendens indhold handlede om det, nej der var mere tale om faglighed, årsplaner og andet godt, som var lidt svært at dykke ned i, men som også var interessant nok.
Jeg har tænkt på begrebet, fordi de tidligere nævnte tømmermænd var endnu et resultat af rigelige mængder alkohol og hyggeligt selskab, og man kunne jo overveje at konkludere, at en god kollega kan feste! Der er dog nok mere i det end som så. Jeg er så småt ved at nå frem til, at det at være en god kollega (for mig anyway) kan have rod i mange ting:

• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de udfordrer mig rent fagligt - som inspirerer og motiverer mig til at gøre det bedre, for det gør de, sådan ser det i hvert fald ud
  
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de får mig til at grine
  
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de lige har lavet en opgave, som jeg da også kan bruge i min undervisning
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de insisterer på at passe på mig - som insisterer på, at jeg er nyuddannet
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de roser mig
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de er der for mig, når jeg har brug for det - også når jeg ikke selv er klar over det
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de, ligesom jeg selv, nyder at hygge og feste
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi de er så markant anderledes end mig, samtidig med at de er den type lærere, som man ikke kan have andet end respekt for
• Jeg har kolleger, der er gode, fordi jeg simpelthen har god kemi med dem

.... og så har jeg naturligvis også kolleger, der er gode, fordi de gør flere af den ovenstående ting.

Med denne hyldest til de gode kolleger (måske er det dem, der er væsentlige, hvis man ikke skal være syg?), vil jeg hermed afslutte dagens indlæg.

God aften og god bedring og gode tanker til jer, der måtte være syge derude!