"Så det, jeg hører dig sige, er...."

Hvor bruger man meget tid på konfliktløsning som lærer i 5. klasse! Det er indimellem utroligt svært for mig at fastholde tålmodigheden og huske sætningerne "hvad oplevede du så, der skete?", "det, jeg hører dig sige, er..." og "Hvordan skal vi så undgå, det sker igen?", når jeg allermest har lyst til at sige til de hysteriske børn, at de skal tørre øjnene, tage en kiks og lære, at det bare grundlæggende er for dumt at tage hinandens ting/sige "og din mor..."/slå.

Set i et større perspektiv er det nok bare et grundlæggende dilemma, man møder som voksen, der arbejder med børn. Man vil på den ene side gerne leve op til alle intentionerne, grundlagt i psykologi på seminariet (hvor vores underviser i øvrigt meget ofte brugte formuleringen "så det, jeg hører jer/dig sige, er...", hvilket engang resulterede i et væddemål og efterfølgende vundne fadøl, men det er en anden historie). Man vil gerne anerkende og respektere det enkelte barns tanker og følelser. Samtidig er netop disse nogle gange så bund urimelige, voldsomt infantile eller en smuuule ude af proportioner, at det kan være fristende bare at konkludere: "Det må I ikke", "sådan er reglerne" eller "nu må I kommer over det"...

Tror den bedste øvelse er at huske på, hvor frustreret man selv bliver, hvis man ikke følger sig anerkendt - også selvom giraffen af og til får tvangstanker om at flygte langt ud på savannen.