Jeg har besluttet mig for at oprette en blog. Det er der jo som sådan ikke noget sensationelt i, men lige om lidt starter jeg mit første år som nyuddannet lærer i den danske folkeskole, og det er faktisk med udgangspunkt i dette lidt angstprovokerende faktum, at jeg har taget springet ud i denne mærkelige fusionsgenre af dagbog og hjemmeside.
Nu er det jo sådan, at jeg faktisk har arbejdet som lærer i over et år, men på halv tid, samtidig med jeg færdiggjorde læreruddannelsen ("7 år Niller, så ved man ét og andet"), og selvom det betyder, at jeg ikke på samme måde skal til at lære ny kollegaer at kende, nyt lærerværelse, kopimaskine, bibliotek, skolegård, lærerintra osv...så er jeg alligvel ret sikker på, at jeg kun lige er startet på at "lære at være lærer".
Nu har jeg jo altid været typen, der lærte bedst ved at skrive en maaaaaaasse noter (ps. denne læringsstil vejer, når man skal flytte), og jeg er derfor nået frem til, at min "lærer-læreproces" måske kan hjælpes på vej ved at blogge lidt om mine oplevelser, udfordringer og ikke mindst gode historier ved mit nye job som lærer, for jeg ved, at det er dem, de gode historier, jeg skal huske at samle på, når stilene skal rettes, mine elever er (præ)pubertære og verden synes uoverskuelig.
I morgen skal jeg til "introduktionskonference" for nye lærere i Københavns Kommune - et nyt initiativ for give nye lærere en god start (det varmer mit gamle LL-hjerte), og på onsdag skal jeg mødes med de øvrige to klasselærere i mit årgangsteam, og så er der ellers meget kort tid til 10. august, hvor 5.x og jeg starter vores fælles rejse (de er nye i bygningen, og det er på en eller anden måde lidt betryggende, at vi kan være lidt nye sammen).
Jeg håber, at jeg kan huske at blogge om ikke hver dag, så tit.
- REALITY, HERE I COME!
Selvom jeg regner med at følge med i dit lærerliv uden for cyberspace, glæder jeg mig til også at følge med herinde.
SvarSletJeg glæder mig til at høre de gode historier og gode oplevelser eleverne, de øvrige lærere og lærerlivet generelt vil bringe dig og jeg glæder mig frem for alt til at se dette positive spin på verdens vigtigste job!
Hvor er det spændende!! Jeg vil glæde mig til at læse! Du bliver så sej - I know! Held og lykke :-)
SvarSletOg tillykke med din fine blog!!