onsdag den 5. august 2009

Hvor sjovt må man have det i timerne?

Dette stod der blandt andet på et postkort, som jeg skulle debattere med andre nye mellemtrinslærere på konferencen i går, og vi blev enige om at huske at grine, for ellers kunne vi slet ikke forestille os at holde ud og holde i, og måske lægger deri også svaret på et de andre spørgsmål på postkortene: "Hvad gør jeg, når jeg føler mig utilstrækkelig?".

Det var en ganske god konference, som egentlig først og fremmst var en introduktion til "indslusningsordningen", som er et nyt initiativ i Københavns Kommune for nyuddannede lærere. Gennem to år skal vi blandt andet have kurser i konflikthåndtering, skole-hjem samarbejde og klasseledelse samt netværke med andre nye lærere.
Jeg synes, det er SUPER fedt, at man i kommunen (i samarbejde med KLF) forsøger at imødekomme nye læreres praksischok, og jeg tror på, at jeg kan få rigtig meget godt ud af ordningen.

Anyway, tilbage til postkortene... Mens vi sad midt i rådhusets festsal blandt bytegn, guld og kongestole med musselmalede kaffekopper og rådhuspandekager, tænkte jeg flere gange, at jeg måske egentlig har været lidt heldig med min overgang til virkeligheden. Uden helt at have planlagt det har jeg måske faktisk "praksischokeret" mig selv på en sådan måde det sidste år, at min følelse af utilstrækkelighed har en vis stolthed at battle mod.

I hvert fald tror jeg, at mine forventinger til lærerjobbet har ændret sig. Mit fokus er i langt højere grad end tidligere på at insistere på at have det sjovt - i timerne og på lærerværelset... og jeg vil huske mig selv på de små succeser og gøre mit bedste for at bevare optimismen i mit arbejde. Det er vel egentlig min største erfaring fra det sidste år... At jeg er nødt til at huske det gode, hvis jeg skal holde ud, når alting ramler - og det kommer det til - også selvom jeg har "et år på græs" i bagagen. Måske er der også liiige den erfaring, at lærebogssystemer jo faktisk er lavet af folk, der oftest har god forstand på undervisning, og at man derfor ikke af princip skal være imod konceptet og opfinde alt forfra. Det øver jeg mig i at huske på!

I dag har jeg så haft møde med de to andre klasselærere på 5. årgang. Endnu en god oplevelse, som mindede mig om, at jeg ikke står alene med min undervisningsplanlægning, men jeg må indrømme, at jeg føler mig en smule overvældet af det faktum, at der stadig bygges om på skolen, og at man derfor ikke kan komme ind i klasselokalerne før engang sent fredag eftermiddag.... Ville egentlig godt have haft muligheden for at "indtage" rummet lidt på forhånd, printe, hente materialer osv., men jeg må øve mig i at tage det, som det kommer.... bare lidt svært for en "ordnung must sein - og gerne i skemaer-kind of gal"

Til sidst lige noget helt andet: Fik godt nok en stor klump i halsen, da jeg hørte, at Svend Auken var død i går. Jeg er glad for at jeg nåede at kunne give ham min stemme, da jeg boede i Århus, og jeg håber på, at der er nogen, der kan følge i hans fodspor og insistere på det menneskelige perspektiv i politik.

Ingen kommentarer:

Send en kommentar