lørdag den 14. juli 2012

Hjemvendt fra koloni med trætte fødder og begejstring

Hjemme igen efter to uger og to fantastiske kolonier. Jeg er TRÆT og sov 12 timer i nat (!?!), men hold da op hvor var det en fed oplevelse. Faktisk så fed, at jeg slet ikke var i tvivl, om at svaret var "ja", da jeg blev spurgt, om jeg var klar igen næste år!
Det kan godt være, at mine fødder gør stadig gør ondt, og det er absolut ikke sådan, at man kommer sovende til arbejdet som økonoma på koloni. Til gengæld var børnene glade og begejstrede, hver gang man serverede mad. Det har været en dejlig oplevelse, at se/høre/være vidne til glade børn, der har hygget sig med hinanden, spillet fodbold, skovstratego, brætspil (den sidste uge var en smule regnfuld), og jeg synes, det er helt genialt, som stadig relativ ny lærer på skolen, at have lært flere af ungerne lidt bedre at kende - for ikke at nævne at se 16 af "mine egne" i en anden sammenhæng.

Og så er der jo det kollegiale samvær på sådan en koloni. Der er i køkkenet blevet danset og skrålet til musik og grinet hen over stegningen af 200 fiskefrikadeller, og om aftenen har vi drukket vin, spillet "stikord" og fået snakket om nogle af de ting, som der bare aldrig er tid til i frikvartererne, hvor man både skal nå kaffen, toilet, kopiering, konfliktløsning.

Jeg er som sagt klar igen næste år, og selvom det indimellem har været lidt hårdt i køkkenet, så er jeg også ganske sikker på, at jeg fortsat hellere vil afsted som "madmor" end som pædagog. Det har nemlig været ganske rart at af og til at tænke: "Det er heldigvis ikke mit ansvar". Selvfølgelig er man sammen med ungerne, og jeg brugte da også dele af torsdag aften på at løse nogle knuder mellem "mine" piger (det gav bare mest mening, at det var mig), men det har været fint ikke at skulle sætte aktiviteter i gang, skælde ud over larm på værelserne efter sengetid, trøste dem, der fik hjemve osv.

Nu har jeg tre ugers sommerferie, og de første par dage her har jeg i sinde at lave så lidt som muligt - inklusiv mad! Det må blive rugbrødsmadder og justeat.dk, for undertegnede og kødgryderne skal lige have en kort pause fra hinanden:-)



Ingen kommentarer:

Send en kommentar